Når narcissisten lykkes – og alt vendes på hovedet

Der findes en smerte, der overgår alt. Den smerte, der opstår, når alt det gode, man har givet, alt det kærlige, omsorgsfulde, bløde, bliver vendt imod én. Når alt, man har forsøgt at bygge, bliver knust af en fortælling, der er skabt af den, der selv ødelagde.

Når narcissisten lykkes. Når han – eller hun  (Og husk nu at jeg blot skriver for nemheds skyld om et køn) – har manipuleret, fordrejet, vendt historien, så offer bliver til gerningsmand, og gerningsmand bliver til offer. Når børnene har hørt hans ord så mange gange, at de tror på dem. Når deres blikke ser på hende, som om hun er den onde. Som om hun er den, der har svigtet, ødelagt, løjet.

Det er det dybeste forræderi. Ikke fordi børnene vil forråde. Ikke fordi de er onde. Men fordi de er børn. Fordi de har stolet på den, der taler højest. Den, der har flest ord. Den, der kan manipulere sandheden, så selv løgnen lyder troværdig.

Når genmælet udebliver og kontrasten aldrig skabes.

I den ene lejr kastes der flittigt med mudder – men i den anden lejr, vil man helt ikke “svine” nogen til.
Den “beskidte” bruger alle tricks og det tør jeg godt sige HØJT – For jeg har siddet i denne terapeut stol længe – 20 år!
Fuldbyrdede narcissister LYVER!
Og de ligner en engel mens de gør det!

Hun står tilbage med tomme hænder. Hun ser på de børn, hun har elsket, opfostret, båret gennem nætter uden søvn, trøstet, opmuntret, heppet på. Og nu – nu står de på den anden side. Ser hende igennem et slør af andres ord. Hører hendes stemme som støj. Tvivler på hendes kærlighed, hendes intentioner, hendes sandhed.

Og det gør ondt på en måde, der ikke kan beskrives. Som om hjertet langsomt bliver trukket ud af kroppen, mens hun stadig står oprejst. Som om hun mister dem, men de stadig findes. De lever, de griner, de går i skole, de vokser – men de er ikke længere hendes.

Når narcissisten lykkes, efterlader han (eller hun) ikke kun én brudt relation. Han efterlader en sjæl, der tvivler på, om kærlighed overhovedet var nok. Om alt det, hun gav, nogensinde blev set. Om hun kunne have gjort mere, gjort anderledes, kæmpet bedre.

Men sandheden er: Man kan ikke vinde over manipulation, der sker bag lukkede døre. Man kan ikke forsvare sig mod ord, man aldrig hører. Man kan ikke forklare sig, når dommen allerede er faldet.

Så hun står der. Med åbne arme, selvom de ikke løber hende i møde. Med et hjerte, der stadig elsker, selvom kærligheden ikke bliver taget imod. Med en dør, der står på klem, selvom kulden trækker ind.

Og hendes stille bøn er:
Må I en dag se sandheden. Ikke for at vælge side. Men for at vælge jer selv. Må I en dag forstå, at min kærlighed altid har stået åben.
At I altid kan komme hjem.

Kærligst et sønderknust moderhjerte som blev udsat for karaktermord.