Når jeg tænker tilbage på min barndom, har jeg altid været fascineret af eventyr.
Jeg levede mig ind i deres verden og ville bekæmpe det onde.
Men samtidig ønskede jeg også at hjælpe det onde.
Jeg vidste på en eller anden måde, at det onde var ked af det.
Jeg fik hurtigt en mission, først i min indre verden, siden mødte jeg meget ondt, i min ydre verden.

Dette for at vække det naive i mig. Forståelsen for det naive i mig.
Jeg tog min modige kampdragt på og drog ud i verden for at hjælpe det onde.
I starten af 30erne fandt jeg først dér ud af, at jeg bare ikke kunne hjælpe eller snarere skulle redde det onde.
Det var altid hårdt at sige nej til dem, som udnyttede mig.
Jeg kunne jo mærke deres smerte.
Det skulle jo ende med, at jeg blev terapeut.

I min shamanistiske opvågning viste ånderne mig hvad det vil sige, at leve som Shaman.
Pludselig forstod jeg en masse.
Og det tunge ansvar om at skulle redde verden, forsvandt som dug for solen.
I dag lever jeg blandt andet af at indfri mørket i mennesket.
Så de eventyr som jeg forstod så godt dengang, lever i mig i dag.
Jeg får folk hjem, igennem mørket for endelig at møde sig selv.

Det selv er magisk.
Det selv er underfundigt.
Det selv er Miraklet.
Men det var først, da jeg turde se Merlin i øjnene, at jeg virkelig forstod alt det, som jeg skulle igennem for at kunne se ham og endelig kanalisere hans energi.
Merlin har altid været der, ved min side.
Det forstår jeg nu.
Og det som jeg endnu bedre forstår om mig selv, og den rejse, som jeg hele tiden glædes over, er at mange ikke forstår den rejse, som jeg er på. Og det forstår jeg virkelig godt, at mange ikke kan forstå.

Merlin siger: “Kun som inspiration kan du være tro mod dig selv. – Hvis du prøver, at få folk til at forstå eller se noget, som folk ikke er klar til at se, vil du blive meget træt.”
Når jeg har vækket et robotmenneske til live, kan jeg ikke beskrive hvad som sker inden i mig.
For det er en følelse, som skal leves. Og den følelse under jeg virkelig alle at komme hjem til.
Merlin kalder den “The Magic Urge”.

Jeg forstår alle eventyrerne, som jeg dengang læste. Igennem eventyrerne fandt jeg hjem.
Jeg har levet mange eventyr og vågner op til nye eventyr, hver dag.
Når jeg siger dette højt og samtidig mærker, at jeg er ligeglad med, hvad andre tænker, ved jeg, at jeg er hjemme i mig. Det er mig og min følelse af “The Urge” En hjertepuls som vibrerer.
Når jeg, som det uskyldige barn, sidder og kigger ind i min magiske verden, skaber jeg.
Jeg dvæler ikke ved det, for det er skyggesiden ved ikke at føre de ting ud i livet, som leves inden i mig.
Også bliver jeg ved med at være så ufattelig ulykkelig, i denne verden som kan være svær for det eventyrlige magiske uskyldige naive barn.

Abracadabra

“I will create as I speak”

Min skønne barnetro er min guddommelige magic stick.
Intet mindre eller mere.

Tak Merlin