Når et menneske er følelsesblindt

Nogle mennesker føler langt mere, end de kan sætte ord på.

De kan mærke uro i kroppen. Tryk i brystet. Irritation. En trang til at trække sig. Måske vrede eller en mærkelig tomhed.

Men spørg dem:

“Hvad føler du?”

… og systemet går nærmest i sort.

Ikke nødvendigvis fordi de ikke vil fortælle det.

De ved det simpelthen ikke.

Det fænomen kaldes alexitymi.

Alexitymi er ikke i sig selv en psykiatrisk diagnose. Det beskriver et træk eller et mønster, hvor et menneske har vanskeligt ved at identificere, skelne mellem og sætte ord på sine følelsesmæssige tilstande.

Man kunne næsten kalde det følelsesmæssig ordblindhed.

Følelserne kan sagtens være der.

Men sproget for dem mangler.

Og det gør en temmelig stor forskel.

Når kroppen mærker noget, hovedet ikke kan forklare

Forestil dig, at der foregår noget voldsomt inde i dig, men du ikke har et navn for det.

Du mærker bare:

“Noget er galt.”

Det giver mening, at nogle mennesker så forsøger at slippe væk fra følelsen.

De bliver tavse.

Trækker sig.

Bliver praktiske.

Skifter emne.

Bliver irritable.

Vil løse problemet i stedet for at tale om det.

Eller forsøger simpelthen at få den anden til at holde op med at føle så meget.

Ikke nødvendigvis fordi de er ligeglade.

Men fordi den andens følelser vækker noget i dem, som de heller ikke selv kan finde ud af at være med.

Og her kan det begynde at gøre ondt i relationen.

“Der var engang nogen, som ikke rigtig gad mine følelser”

Min lidt mere jordnære oversættelse lyder sådan her:

Der var måske engang nogen, som ikke havde plads til det, jeg mærkede. Derfor lærte jeg heller ikke selv at have plads til det.

Et barn lærer nemlig ikke følelsesmæssigt sprog alene.

Vi lærer det gennem relationer.

Et lille barn mærker noget og har brug for, at en voksen hjælper:

“Du blev forskrækket.”

“Du blev ked af det.”

“Du blev vred, fordi du gerne ville have den.”

“Du savner mor.”

Sådan bliver kropslige tilstande langsomt koblet sammen med ord, mening og regulering.

Hvis barnets følelser derimod konsekvent bliver ignoreret, gjort forkerte, latterliggjort eller mødt med:

“Hold nu op.”

“Der er ikke noget at være ked af.”

“Du er for følsom.”

… så lærer barnet måske ikke særlig meget om sit eget følelsesliv.

Det kan blive dygtigt til at fungere.

Men ikke nødvendigvis til at mærke sig selv.

Alexitymi er ikke det samme som narcissisme

Og her kommer en vigtig skillelinje.

For et menneske med alexitymi kan udefra godt se koldt, afvisende eller uempatisk ud.

Partneren kan tænke:

“Er du overhovedet interesseret i mig?”

“Kan du ikke se, at jeg er ked af det?”

“Hvorfor reagerer du ikke?”

Og ja, noget af adfærden kan ligne det, vi ser ved narcissistiske mønstre.

Men lignende adfærd er ikke nødvendigvis samme psykologi.

Alexitymi handler blandt andet om vanskeligheder med at genkende og beskrive følelser.

Narcissistiske mønstre handler om noget andet og kan blandt andet involvere berettigelse, behov for overlegenhed eller regulering gennem andre, manglende gensidighed, stærke forsvar mod skam og vanskeligheder ved at tage reelt ansvar for den skade, man påfører andre.

Det er ikke det samme.

Og det er vigtigt.

Men pas på med den modsatte grøft

For her ser jeg også mennesker gå galt i byen.

Især mennesker, der har levet længe i en destruktiv relation.

De læser om alexitymi og tænker:

“Åh. Så er han måske slet ikke narcissistisk. Han kan bare ikke mærke sine følelser.”

Måske.

Men måske ikke.

En forklaring må aldrig blive et frikort.

Det afgørende spørgsmål er ikke kun:

“Hvorfor gør personen det?”

Det er også:

Hvad gør personen, når du fortæller, at hans eller hendes adfærd gør dig ondt?

Kan personen lytte?

Kan personen være nysgerrig?

Kan personen erkende sin del?

Kan personen angre?

Kan personen reparere?

Kan personen ændre adfærd over tid?

Eller ender forklaringen endnu engang med, at du skal forstå mere, tåle mere og forlange mindre?

Så er vi et andet sted.

For man kan godt have svært ved følelser og stadig tage ansvar for sin adfærd.

Depression, traumer og autisme

Alexitymiske træk ses også hyppigere sammen med andre tilstande.

Det kan blandt andet ses hos mennesker med depression, PTSD og andre traumereaktioner samt hos en del mennesker på autismespektret.

Ved svær depression kan et menneske for eksempel opleve en markant følelsesmæssig afkobling.

Den person, man kendte som levende, kreativ, kærlig og nærværende, kan pludselig virke fjern.

Det betyder ikke nødvendigvis, at kærligheden er væk.

Adgangen til følelseslivet kan være voldsomt nedsat.

Det kender jeg også fra mit eget liv.

Min mand Knud havde i forbindelse med en svær depression en lang periode på omkring fire år, hvor jeg oplevede ham som følelsesmæssigt meget langt væk.

På mange måder mistede jeg i den periode den livspartner, jeg elskede at være både dyb og kreativ sammen med.

Og jeg lærte utrolig meget.

Ikke kun om ham.

Også om mig selv.

Om tålmodighed.

Om afmagt.

Om kærlighed.

Og om forskellen mellem at støtte et menneske og langsomt komme til at opgive sig selv i forsøget.

Når din partner ikke kan møde dig følelsesmæssigt

For vi bliver nødt til også at tale om partneren.

Det er ikke kun svært at være mennesket, der ikke kan finde sine følelser.

Det kan være dybt ensomt at være den, der lever ved siden af.

Du kan savne samtalerne.

Nærheden.

Nysgerrigheden.

At blive mødt.

At nogen spørger:

“Hvordan er det egentlig for dig?”

Og det er ikke småting.

Følelsesmæssig gensidighed betyder meget i et parforhold.

Så nej.

Den pårørende skal ikke bare have at vide:

“Du må være mere tålmodig.”

For hvor længe?

På bekostning af hvad?

Og hvor meget skal du tilsidesætte dine egne behov?

Her bliver grænsen mellem hjælp og redning vigtig.

Du må gerne have forståelse for din partner.

Men du må også have forståelse for dig selv.

Det kan læres

Et menneske med alexitymiske træk kan arbejde med at blive bedre til at registrere og beskrive sit følelsesliv.

I begyndelsen er spørgsmålet måske ikke:

“Hvad føler du?”

Det kan være for svært.

Man kan begynde med:

“Hvad mærker du i kroppen?”

“Er det behageligt eller ubehageligt?”

“Har du lyst til at gå tættere på eller væk?”

“Er der uro, tryk, varme, kulde eller spænding?”

Og langsomt kan der komme ord på.

Vrede.

Sorg.

Skam.

Frygt.

Savnet.

Misundelse.

Glæde.

Længsel.

Behov.

Det lyder måske basalt for et menneske, der altid har haft adgang til sit følelsesliv.

Men for andre er det næsten et nyt sprog.

Terapi kan være hjælpsomt her.

Ikke ved at presse følelser frem, men ved langsomt at hjælpe mennesket med at opdage:

Hvad sker der faktisk i mig?

Det tager tid

Det er ikke nødvendigvis en umulig opgave.

Men det er heller ikke et quickfix.

Det kræver bevidsthed.

Villighed.

Træning.

Og ofte en god portion tålmodighed fra begge parter.

Men tålmodighed betyder ikke grænseløshed.

Du må godt forstå et menneskes historie og stadig sige:

Det her fungerer ikke for mig.

Du må godt have empati og samtidig have grænser.

Og hvis du lever sammen med et menneske, der har svært ved følelsesmæssig kontakt, er spørgsmålet ikke kun, om du kan forstå vedkommende bedre.

Det er også:

Kan I sammen skabe et forhold, hvor der er plads til jer begge?

For kærlighed er ikke kun at forstå, hvorfor den anden ikke kan give dig noget.

Kærlighed må også indeholde villigheden til at lære.

Til at tage ansvar.

Til at reparere.

Og til at mødes.

Ellers risikerer den ene at bruge resten af livet på at forstå den anden …

… mens ingen længere spørger, hvordan du egentlig har det.

.