“Så kan det også være ligemeget….!”
“Hvad nytter det egentlig?”
“Ingen bekymrer sig om mig!”
“De andre er altid på nakken af mig!”
“Jeg kan ligeså så godt give op!”
“Jeg gider snart ikke mere!”
Hører du dig selv sige disse ord?
Så har du måske en stærk indre “Opgiver-identitet”.
Måske har du været udsat for traumatiske, (måske ubevidste) oplevelser, der får dig til at opgive så let. Eller måske har du selv oplevet én eller begge dine omsorgspersoner opgive alt for let.
Denne attitude kan bearbejdes og helbredes så du kan mobilisere en større kampånd og lyst til at fortsætte “derudaf” – også når udfordringer bliver svære og virker uoverskuelige.
Når din indre “Opgiver” er stærk, har du brug for hjælp til at få bearbejdet de bagvedliggende traumer. Ellers risikerer du, at dit uendelige “Opgiveri,” fortsætter.
Du ender med at drive dig selv, og desværre også andre, til vanvid.
En ond og svær cirkel at bryde ud af.
Konsekvenserne kan blive store.
Måske bliver du tit forladt – afvist – mister grebet om din forretning – din passion – dit arbejde. Dine børn ser dig som en irriterende svagpisser og gider dig ikke. De mister følelsen af at kunne komme til dig.
Langsomt indtræder en latent tristhed, der med tiden desværre forværrer dit helbred.
Det kan ende i både depression og kronisk sygdom og til sidst finder du dig selv fastlåst i en situation, som kan synes umulig at komme ud af.
Men behøver det at gå så galt?
Nej! – Du kan begynde at erkende din indre “Opgiver” og du kan søge hjælp til at forstå dig selv.
Jeg har her nedskrevet nogle eksempler på årsager til, at du ikke gider dig selv og giver op – alt for let.
Allerede når et barn er fyldt 7 år er personligheden skabt. Og afhængigt af forældrenes evner og vilje til at skabe et solidt fundament for barnet, vil lyst og motivation – eller mangel på samme – være funderet i barnets måde at agere på.
Nogle børn ender desværre på et skrøbeligt fundament!
Sådan fortsætter livet i skolen og anskues nu, enten fra et fundament af blævrende gelé eller solid cement.
Det kræver nok ikke nogen større fantasi at regne ud, hvor “Opgiveren” trives bedst.
Men selv solide cementfundamenter kan rystes i deres grundvold, hvis de udsættes for chok, traumer eller død i nære og kære relationer.
En omsorgspersons tidlige død kan få et ellers stærkt menneske ud af kurs.
Når jeg arbejder med klienters opgiven og modløshed, støder jeg ofte på en fars manglende nærvær som årsag. Især i årene 4-7 år betyder fars rolle utroligt meget og med til at bibringe barnet et vitalt indtryk af at: “Far gider mig!”
Her lærer barnet, at det er vigtigt og at føle sig værdsat og ikke mindst lærer det at gide sig selv. Disse manglende nærværsoplevelser fra fars side skal bearbejdes.
Måske en tur forbi terapeuten for at få finjusteret det kritiske selvbillede?
Nogle klienter har haft udfordringerne med at have et alt for kritisk syn på sig selv og de sammenligner konstant sig selv med andre.
De finder hele tiden utilstrækkeligheden i sig selv. Omvendt kan de også have for store eller for urealistiske forventninger til sig selv og den måde ting vil udvikle sig på.
Vi har alle været der.
Et nyt job – Nyt forhold. Vi er så ivrige efter at få gang i tingene. Alle de ideer, der har hvirvlet rundt i vores hoveder, har nu chancen for at blive til realiteter. Men denne utålmodighed er ikke altid sund, og fører ofte til skuffelser og opgivenhed.
Det, der normalt sker i dette scenarium er, at vi starter med urealistiske forventninger. Vi ønsker nok alle altid at være perfekte. Altid til tiden. Aldrig lave en fejl. Dette sker bare ikke hele tiden.
Vi glemmer måske også, at de folk omkring os, der har succes, har brugt en betydelig mængde tid, energi og vilje på at komme til det niveau.
Som følge af denne forglemmelse, vakler vi uundgåeligt under vores egne forventninger. På overfladen ser andre ud til at have styr på det og alt virker bare nemt for dem, men vi kender ikke til de andres rejse, vi har ikke set deres lange seje træk for at nå frem til hvor de er. Måske ender vi hele tiden med at måle os med vores modsætning: “Fighteren”
Det er sgu dumt at sammenligne sig selv med en “fighter” hvis man selv er en “Opgiver!”
Det du kan bruge “Fighteren” til, er at gøre som ham – Og IKKE bare sammenligne dig selv med kampmaskinen!
En anden grund til, at så mange af os opgiver så let er, at vi ubevidst har programmeret os selv til at overleve ved hele tiden at gå ros og anerkendelse. Mennesker er en ekstremt social art. Over tusinder af år var det genetisk fordelagtigt at blive socialt godkendt af dem omkring os. Så meget som vi kan lide at tro, at vi har udviklet os, er tingene stadig det samme. Vi ææælsker ros!
I vor tid lever vi, i ekstrem grad, for at opnå “likes” fra de andre.
Men du skal kunne rose og anerkende dig selv men selvfølgelig også glæde dig over når andre bemærker dit flotte arbejde. Men det skal være en extra bonus. Det skal ikke være dit mål og et middel til selvopretholdelse. Hvis det er det eneste, der motiverer os til at komme på arbejde om morgenen, så har vi overgivet kontrollen over vores egen lykke til andre. Hvis den positive validering pludselig ikke længere kommer ind, hvad så?
Vi giver op!!!!- Ikke?
Hvis din indre”Opgiver” er stærk —– så ring 61 55 25 58.
Så sparker vi Opgiverrøv!
