Erkend eller svind hen

Når skammen styrer, og ansvaret bliver den vej, vi ikke tør gå

Hvorfor er nogle mennesker i stand til at erkende deres fejl, tage ansvar og endda opleve en enorm befrielse ved at se sig selv i øjnene?

Mens andre bruger et helt liv på at benægte, bortforklare, fortrænge og placere ansvaret alle mulige andre steder end hos sig selv?

Det spørgsmål har optaget mig gennem mine 22 år som terapeut.

For vi mennesker begår fejl. Vi svigter. Vi træffer dårlige beslutninger. Vi kommer til at handle ud fra frygt, egoisme, usikkerhed og gamle overlevelsesstrategier.

Ja, selv jeg har begået fejl.

Det sker selvfølgelig ikke ret tit. Spørg bare min mand. 😉

Spøg til side.

Det interessante er ikke, om vi begår fejl.

Det interessante er, hvad vi gør, når vi bliver konfronteret med dem.

Vælger vi at erkende?

Eller vælger vi at beskytte vores selvbillede så ihærdigt, at vi langsomt mister kontakten til vores egen ærlighed?

For der er en pris ved at leve i benægtelse.

Og den pris betaler vi ikke nødvendigvis alene.

Andre mennesker kommer ofte til at betale med.

Viljen til forandring begynder med troen på, at forandring er mulig

Jeg har gennem årene mødt mennesker, som oprigtigt tror, at de ikke kan ændre sig.

“Sådan er jeg bare.”

“Jeg har altid været sådan.”

“Det kan jeg ikke gøre for.”

“Det ligger til familien.”

Jamen, tillykke med den forklaring. Hvad har du så tænkt dig at bruge den til?

For selvfølgelig har vores arv, miljø, opvækst og livserfaringer betydning for, hvem vi er blevet.

Men en forklaring er ikke det samme som en fribillet til at fortsætte en adfærd, der skader os selv eller andre.

Det er her, jeg gerne vil skelne mellem to små ord:

KAN og VIL.

For nogle mennesker handler det om, at de endnu ikke har lært, hvordan de kan ændre deres adfærd.

Andre har svært ved overhovedet at tro på, at forandring er mulig.

Og så er der dem, som godt ved, at deres adfærd skader andre, men ikke ønsker at opgive de fordele, den giver dem.

Det er tre forskellige problemstillinger.

Og de kræver ikke nødvendigvis den samme tilgang.

Men fælles for dem er, at en reel forandring kræver, at vi på et tidspunkt bliver villige til at forholde os til virkeligheden.

Også når den er ubehagelig.

Vi kan ikke ændre det, vi konsekvent nægter at erkende.

Skam – den store sabotør

Noget af det, jeg ofte møder i mit terapeutiske arbejde, er mennesker, som har svært ved at erkende deres egne fejl, fordi erkendelsen aktiverer en dyb følelse af skam.

Og her skal vi forstå forskellen på skyld og skam.

Skyld handler om det, vi har gjort.

Skam handler om, hvem vi tror, vi er.

Skyld kan sige:

“Jeg gjorde noget forkert.”

Skam kan sige:

“Jeg ER forkert.”

Og den forskel er ikke ligegyldig.

For når et menneske oplever, at en fejl betyder, at hele vedkommendes værdi som menneske er truet, kan forsvarsmekanismerne komme på overarbejde.

Vi kan begynde at benægte, bagatellisere, rationalisere, angribe eller give andre skylden.

Ikke nødvendigvis fordi vi ikke ved, hvad vi har gjort.

Men fordi vi ikke kan holde ud at mærke, hvad det betyder for vores selvbillede.

Det er blandt andet her, vi møder forsvarsmekanismer som projektion, benægtelse og rationalisering.

Og nogle gange bliver det ganske imponerende, hvor meget energi et menneske kan bruge på at undgå én ganske enkel sætning:

“Jeg tog fejl.”

Prøv lige at smage på den.

Tre ord.

Ingen er døde af dem endnu.

Men nogle mennesker opfører sig, som om deres sidste time er kommet, når de skal sige dem.

Når forsvarsmekanismerne bliver en livsstil

Vi har alle psykologiske forsvarsmekanismer.

De er ikke i sig selv usunde. De kan hjælpe os med at håndtere følelser og oplevelser, der på et givent tidspunkt er overvældende.

Problemet opstår, når vores forsvar bliver så dominerende, at vi mister evnen til at undersøge os selv.

Når vi ikke længere er nysgerrige på vores egen andel.

Når enhver kritik bliver oplevet som et angreb.

Når enhver uenighed bliver en kamp, der skal vindes.

Og når det vigtigste ikke længere er at forstå, men at få ret.

Så bliver vores psykologiske udvikling begrænset.

For hvordan skal vi lære noget nyt om os selv, hvis vi på forhånd har besluttet, at alle andre er problemet?

Det gælder i parforhold, familier, venskaber og på arbejdspladser.

Og det gælder i særlig grad i relationer, hvor psykisk vold, manipulation eller gaslighting har været en del af dynamikken.

Her kan benægtelse og ansvarsfralæggelse være med til at fastholde den anden i tvivl om sin egen virkelighed.

Og så taler vi ikke længere bare om almindelig menneskelig stolthed.

Så kan vi tale om adfærd, der har alvorlige konsekvenser for andre menneskers psykiske trivsel.

Når kroppen beskytter os mod det, vi ikke kan rumme

I mit arbejde som traumeterapeut ser jeg også, hvordan skam, frygt og gamle erfaringer kan påvirke vores evne til at mærke og erkende.

Nogle mennesker har tidligt lært, at det var farligt at begå fejl.

Måske blev de ydmyget.

Måske blev de straffet.

Måske blev kærligheden trukket tilbage.

Eller måske voksede de op i en familie, hvor ingen voksne nogensinde tog ansvar.

Når det er vores erfaringer, kan selv almindelig kritik aktivere en stærk følelsesmæssig reaktion.

Nervesystemet kan reagere, som om vi er i fare.

Vi går i kamp, flygter, fryser eller forsøger at gøre andre tilfredse.

Det er ikke nødvendigvis et bevidst valg.

Det kan være en indlært beskyttelsesstrategi.

Men her kommer noget vigtigt:

At en reaktion er forståelig, betyder ikke, at al adfærd er acceptabel.

Og at noget er opstået som en overlevelsesstrategi, betyder ikke, at vi skal blive ved med at leve efter den.

Vi må begynde at undersøge, hvad vi beskytter os imod.

For nogle gange er det ikke længere virkeligheden, der truer os.

Det er vores gamle erfaringer, som stadig får lov til at bestemme, hvordan vi reagerer.

Og det er blandt andet derfor, jeg arbejder med hele mennesket.

Ikke kun med tankerne.

Ikke kun med fortællingen.

Men også med de følelsesmæssige og kropslige reaktioner, der kan fastholde mennesket i gamle mønstre.

For kroppen skal tro på det, hjernen allerede ved.

Du kan ikke tænke dig ud af alt det, du har lært at overleve

Jeg har mødt mange klienter, som udmærket kan forklare, hvorfor de reagerer, som de gør.

De har analyseret sig selv.

Læst bøger.

Hørt podcasts.

Forstået deres barndom.

Og alligevel gentager de de samme mønstre.

Hvorfor?

Fordi intellektuel forståelse ikke altid er tilstrækkelig til at ændre en følelsesmæssigt indlært reaktion.

Når noget aktiverer vores gamle frygt eller skam, kan kroppen reagere hurtigere, end vi når at tænke os om.

Derfor er det i mit terapeutiske arbejde ikke nok, at klienten kan fortælle mig sin historie.

Vi skal også arbejde med det, historien har efterladt af følelsesmæssige reaktioner, kropslig uro og fastlåste overbevisninger.

Nogle klienter oplever undervejs, at de får adgang til nye perspektiver på deres barndom eller kommer i kontakt med minder og følelser, som de ikke tidligere har haft særlig meget opmærksomhed på.

Men hukommelse er ikke et perfekt arkiv, og nye erindringer er ikke automatisk bevis for, hvad der faktisk er sket.

Det er heller ikke nødvendigt at genfinde alle fortidens minder for at skabe terapeutisk forandring.

Det afgørende for mig er, hvordan fortidens erfaringer påvirker menneskets liv i dag.

Og hvordan vi hjælper det menneske til at få større frihed til at vælge noget andet.

Erkendelse er ikke selvbebrejdelse

Her vil jeg gerne slå noget meget vigtigt fast.

For jeg arbejder med mange mennesker, som har været udsat for psykisk vold, gaslighting og narcissistisk adfærd.

Og de mennesker har ofte brugt årevis på at tage ansvar for noget, der slet ikke var deres ansvar.

De har undskyldt for andres vrede.

Forsøgt at reparere andres svigt.

Tilpasset sig andres behov.

Og gjort sig selv til problemet, når relationen ikke fungerede.

Til dem skal vi ikke sige:

“Du skal bare lære at erkende dine fejl.”

Tværtimod.

Deres erkendelse kan være, at de har taget alt for meget ansvar.

At de har forladt sig selv for at bevare forbindelsen til et andet menneske.

Og at de nu skal lære at skelne mellem deres eget ansvar og det ansvar, andre mennesker må bære.

For ansvar er ikke det samme som skyld.

Du kan tage ansvar for din egen vej videre uden at tage skylden for den psykiske vold, du har været udsat for.

Det er en helt afgørende forskel.

Og det er en forskel, som kan ændre et menneskes liv.

Efter erkendelsen kommer ansvaret

Jeg har ofte oplevet, at det kan være en stor følelsesmæssig befrielse, når en klient tør se på noget i sig selv, som vedkommende tidligere har undgået.

Det kan være et gammelt mønster.

En uhensigtsmæssig adfærd.

Et svigt.

Eller en erkendelse af, hvor meget man har tilsidesat sig selv.

Der kan ske noget smukt i det øjeblik, hvor mennesket ikke længere behøver at kæmpe imod sandheden.

Men erkendelse er kun begyndelsen.

Den virkelige forandring kommer, når vi omsætter vores indsigt til handling.

For hvad nytter det at sige:

“Nu kan jeg godt se, at jeg svigtede dig.”

Hvis du fortsætter med at svigte?

Hvad nytter det at sige:

“Jeg ved godt, at jeg manipulerede med dig.”

Hvis du fortsætter med at manipulere?

Og hvad nytter det at sige:

“Jeg skal virkelig lære at sætte grænser.”

Hvis du fortsætter med at sige ja til alt, mens du langsomt bliver mere og mere vred indeni?

Indsigt uden handling kan blive endnu en måde at undgå forandring på.

Det er her, jeg som terapeut nogle gange bliver kærlig skrap.

For ja, jeg møder mine klienter med forståelse, respekt og omsorg.

Men jeg hjælper dem ikke ved at give deres gamle overlevelsesstrategier permanent opholdstilladelse.

Vi skal forstå dem.

Og så skal vi arbejde med at ændre det, der ikke længere hjælper dem.

Vil du have ret, eller vil du have en relation?

Det spørgsmål kunne mange mennesker have glæde af at stille sig selv lidt oftere.

Når vi har såret et andet menneske, kan vores første impuls være at forklare os.

“Jamen, jeg mente det jo ikke sådan.”

“Du misforstod mig.”

“Jeg var også presset.”

“Det var altså ikke kun min skyld.”

Og måske er der noget om forklaringerne.

Men prøv nu lige at høre.

Det ændrer ikke nødvendigvis på, at et andet menneske er blevet såret af din handling.

En forklaring kan være relevant.

Men den må ikke blive en undskyldning for at slippe for ansvaret.

Og den må slet ikke bruges til at gøre den andens oplevelse ugyldig.

Hvis du virkelig ønsker at genoprette tilliden, må du være villig til at høre, hvordan din adfærd påvirkede den anden.

Også når det gør ondt i dit eget selvbillede.

Også når du bliver flov.

Og også når du får lyst til at trække i dommerkappen og blive din egen forsvarsadvokat.

Læg nu den kappe væk.

Du er ikke i retten.

Du står over for et menneske, som måske har brug for at blive mødt i sin smerte.

At sige undskyld er ikke det samme som at gøre det godt igen

En oprigtig undskyldning kan lyde sådan:

“Jeg svigtede dig, og det skulle jeg ikke have gjort.”

“Jeg kan godt forstå, at det har påvirket din tillid til mig.”

“Jeg vil gerne lytte til, hvordan du oplevede det, hvis du har lyst til at fortælle mig det.”

“Jeg tager ansvar for min handling, og jeg vil arbejde på at ændre den adfærd.”

Læg mærke til, hvad der ikke bliver sagt.

Der kommer ikke et MEN.

Der kommer ikke en lang liste over formildende omstændigheder.

Og der kommer ikke et krav om, at den anden nu skal tilgive.

For en undskyldning er ikke en byttehandel.

Du kan ikke aflevere tre pæne sætninger og derefter kræve at få tilliden tilbage.

Tillid genopbygges gennem handling.

Og nogle gange tager det lang tid.

Andre gange kommer tilliden ikke tilbage.

Det er en konsekvens, vi må kunne rumme, hvis vi virkelig ønsker at tage ansvar.

Tilgivelse er ikke noget, du har krav på

I mit oprindelige indlæg fra 2022 skrev jeg om, hvordan det at erkende, lytte og angre kan sætte både den, der har svigtet, og den, der er blevet svigtet, fri.

I dag vil jeg nuancere den tanke.

For ja, oprigtig ansvarstagen og viljen til at gøre skaden god igen kan være med til at skabe forsoning.

Men det sker ikke altid.

Og særligt i relationer præget af psykisk vold, gentagne krænkelser eller manipulation er det vigtigt at forstå, at den krænkede ikke skylder den anden hverken tilgivelse, kontakt eller en ny chance.

Du kan tage ansvar for dine handlinger.

Du kan erkende.

Du kan angre.

Du kan ændre din adfærd.

Men du kan ikke bestemme, hvad det andet menneske skal gøre med det.

Og hvis du virkelig har forstået betydningen af at tage ansvar, må du også kunne respektere den andens grænser.

Ellers risikerer din undskyldning blot at blive endnu et forsøg på at få kontrol over relationen.

Det er ikke forsoning.

Det er den gamle adfærd i en pænere indpakning.

At tilgive dig selv kræver også ærlighed

Selvtilgivelse betyder ikke, at du bare skal beslutte dig for, at det hele var i orden.

For det var det måske ikke.

Måske gjorde du faktisk noget, som sårede et andet menneske.

Måske svigtede du dine egne værdier.

Måske handlede du ud fra frygt, egoisme eller behovet for at beskytte dig selv.

Det skal du kunne erkende.

Men der er forskel på at tage ansvar for en handling og at gøre hele din identitet til fejlen.

Du er mere end det værste, du nogensinde har gjort.

Det betyder ikke, at handlingen bliver mindre alvorlig.

Det betyder, at du stadig har mulighed for at vælge, hvilket menneske du ønsker at være fremover.

Sund selvtilgivelse handler derfor om at tage et passende ansvar, lære af det skete og ændre den adfærd, der skal ændres.

Ikke om at slippe billigt.

Og heller ikke om at straffe dig selv resten af livet.

For selvhad er ikke det samme som ansvarlighed.

Et ødelagt forhold er som et stykke keramik

Forestil dig en smuk vase.

Den bliver tabt på gulvet og går i stykker.

Du kan samle skårene op.

Du kan lime den sammen.

Måske kan du endda gøre den smuk igen.

Men du kan ikke lade, som om den aldrig gik i stykker.

Revnerne fortæller en historie.

Sådan kan det også være med menneskelige relationer.

Når tilliden er blevet brudt, kan vi ikke bare beslutte os for, at alt skal være, som det var før.

Der er sket noget.

Og det må vi forholde os til.

Nogle relationer kan repareres og udvikle sig til noget mere ærligt og modent.

Andre relationer skal ikke repareres.

De skal afsluttes.

Og nogle gange er den største erkendelse netop, at vi skal holde op med at forsøge at lime noget sammen, som bliver ved med at skære os.

Det gælder særligt for mennesker, som har brugt et helt liv på at redde, reparere og tage ansvar for andre.

For kærlighed handler ikke om, hvor meget du kan holde til.

Og det er ikke dit ansvar at genopbygge en relation, som den anden bliver ved med at ødelægge.

Den virkelige frihed begynder, når du holder op med at flygte fra dig selv

Efter 22 år som terapeut er der én ting, jeg bliver ved med at vende tilbage til.

Mennesker kan udvikle sig.

Vi kan lære nye måder at reagere på.

Vi kan blive bedre til at regulere vores følelser.

Vi kan ændre gamle overbevisninger og uhensigtsmæssige mønstre.

Men det kræver, at vi bliver villige til at møde os selv.

Ikke nødvendigvis med hårdhed.

Ikke med selvhad.

Og slet ikke med en forestilling om, at vi skal være perfekte.

Men med ærlighed.

For det menneske, der tør erkende sine fejl, har mulighed for at lære af dem.

Det menneske, der tør se sin egen smerte, har mulighed for at arbejde med den.

Og det menneske, der tør tage ansvar for sit liv, kan begynde at træffe nye valg.

Du behøver ikke længere være styret af alt det, du engang lærte for at overleve.

Du kan lære at respondere i stedet for automatisk at reagere.

Du kan lære at sætte grænser uden at skulle forsvare din eksistens.

Du kan lære at tage ansvar uden at tage skylden for hele verden.

Og du kan lære at møde dig selv uden at skulle flygte ind i hverken skam eller benægtelse.

Men du må begynde med at være ærlig.

For sandheden kan være ubehagelig.

Den kan gøre ondt.

Den kan koste dig nogle gamle forestillinger om dig selv.

Men den kan også give dig noget langt mere værdifuldt:

Muligheden for at leve et liv, hvor du ikke hele tiden behøver at gemme dig bag dine egne forsvarsmekanismer.

Så spørgsmålet er ikke kun, om du KAN forandre dig.

Spørgsmålet er også, om du er villig til at undersøge, hvad der står i vejen.

Og om du tør tage de skridt, der skal til.

For erkendelse er begyndelsen.

Ansvar er handlingen.

Og frihed er ikke at slippe for sin fortid.

Det er at lære at leve sit liv uden hele tiden at være styret af den.

Kærlig hilsen

Betina Ekman
Traumeterapeut og psykoterapeut

Kroppen skal tro på det, hjernen allerede ved.