Det er en af de sætninger, jeg hører allermest i mit terapirum.

“Måske er det mig, der overreagerer.”

“Måske husker jeg forkert.”

“Måske er jeg bare blevet jaloux.”

“Måske er jeg for mistroisk.”

Og hver eneste gang bliver jeg nysgerrig.

Ikke fordi jeg automatisk tænker, at partneren lyver. Ikke fordi jeg tror, jeg kan se ting, andre ikke kan. Men fordi jeg ved, hvad der sker med et menneske, som gennem længere tid får at vide, at deres oplevelse af virkeligheden er forkert.

Jeg har gennem mere end tyve år arbejdet med mennesker, der lever eller har levet sammen med manipulerende mennesker.
Nogle af dem har været sammen med mennesker med stærkt narcissistiske træk. Andre med mennesker, som – uanset diagnose – har lært, at manipulation er den hurtigste vej til at få deres vilje.

Det interessante er, at historierne næsten altid begynder ens.

Min klient kommer ind ad døren og forsvarer sin partner.

“Han kunne aldrig finde på det.”

“Hun er et godt menneske.”

“Jeg ved godt, det nok bare er mig.”

Og alligevel er der noget, der larmer.

Ikke nødvendigvis noget stort.

Bare en mislyd.

En forklaring, der ikke hænger sammen.

En historie, der ændrer sig.

En voldsom reaktion på et helt almindeligt spørgsmål.

Eller den klassiske:

“Du er altid så mistroisk.”

“Du er jaloux.”

“Du gør mig til et dårligt menneske.”

Det er ikke beviser.

Men det er observationer.

Og observationer er værd at undersøge.

Jeg siger aldrig til en klient, at deres partner er utro.

Jeg siger aldrig, at jeg ved, hvad sandheden er.

Men jeg siger ofte:

“Der er noget her, som ikke hænger sammen. Lad os være nysgerrige på det.” – Og din partner har før udtalt, at vedkommende har været utro, men ikke er det mere……

Sådan helt ud i den blå luft….

Sandheden har det med at kunne tåle spørgsmål.

Manipulation har det sjældent.

Det interessante er, at forskningen nu begynder at beskrive noget af det, jeg har set i mit terapirum i mange år.

Et studie offentliggjort i tidsskriftet *Memory* i 2025 viste, at når en nær partner gentagne gange udfordrer vores erindringer og oplevelser, begynder vi faktisk at miste tilliden til vores egen hukommelse. Ikke nødvendigvis fordi vores hukommelse bliver dårligere, men fordi vores selvtillid i forhold til vores egne minder svækkes.

Med andre ord:

Vi begynder at stole mere på den andens version af virkeligheden end på vores egen.

Det er præcis dét, mange mennesker beskriver, når de siger:

“Jeg ved snart ikke længere, hvad der er rigtigt.”

Det handler ikke om dumhed.

Det handler ikke om svaghed.

Det handler om, at vores hjerne er skabt til at søge sammenhæng – især i nære relationer. Når et menneske, vi elsker og stoler på, igen og igen fortæller os, at vi husker forkert, misforstår eller overdriver, begynder vores egen dømmekraft langsomt at vakle.

Det er dét, gaslighting gør.

Og derfor bliver jeg altid lidt bekymret, når et menneske siger:

“Jeg stoler mere på min partners vurdering af mig, end jeg stoler på min egen.”

For dér er noget værd at undersøge.

Ikke for at bevise, at partneren lyver.

Ikke for at bevise, at der foregår utroskab.

Men for at hjælpe mennesket tilbage til sig selv.

Til deres egen dømmekraft.

Til deres egen intuition.

Til deres egen oplevelse.

Jeg plejer at sige til mine klienter:

Du behøver ikke tro på din intuition blindt.

Men du skal heller ikke ignorere den.

Hvis noget bliver ved med at larme indeni dig, så fortjener det at blive undersøgt.

Ikke dømt.

Ikke benægtet.

Undersøgt.

For et sundt forhold kan godt tåle spørgsmål.

Det er sjældent spørgsmålene, der ødelægger et forhold.

Og netop her ser jeg noget, der går igen hos rigtig mange af de mennesker, som kommer i terapi hos mig. Mennesker, der lever eller har levet med et menneske med narcissistiske træk. De kæmper ikke kun med sandheden. De kæmper imod den. Det er, som om hele deres nervesystem sætter alt ind på ikke at lukke den helt ind. De kan næsten blive vrede på mig, når jeg forsigtigt stiller spørgsmål eller peger på noget, der ikke hænger sammen. Ikke fordi de ikke kan se det. Ikke fordi de er dumme eller naive. Tværtimod.

Det er, fordi de intuitivt ved, at hvis de først tør tro på deres egen oplevelse, er der ingen vej tilbage. Så vælter dominobrikkerne én efter én.

For hvad nu hvis det virkelig passer?

Hvad nu hvis den uro, de har båret rundt på i årevis, ikke bare er dem, der er for følsomme?

Hvad nu hvis den mistanke, de igen og igen har skammet sig over, faktisk bygger på noget, de har opfanget, men ikke har turdet stole på?

Hvis de først lukker den tanke helt ind, følger der en lang række andre spørgsmål. Hvad betyder det for mit ægteskab? For mine børn? For vores økonomi? Skal vi sælge huset? Kan jeg klare mig selv? Har jeg levet på en løgn? Hvordan kunne jeg ikke have set det? Hvad vil andre tænke? Og hvad nu hvis jeg tager fejl?

Det er derfor, jeg så ofte ser mennesker forsøge at overbevise mig om, at deres partner umuligt kan være utro, manipulerende eller leve et dobbeltliv. De argumenterer næsten imod deres egen intuition. Ikke fordi de ikke mærker, at noget er galt, men fordi konsekvenserne af, at de måske har ret, kan føles fuldstændig overvældende.

Det er en af traumers mest barske mekanismer. Nogle gange er det ganske enkelt mere udholdeligt at tvivle på sig selv end at risikere at miste hele det liv, man har bygget op. Sindet forsøger ikke at narre os. Det forsøger at beskytte os mod en sandhed, som det endnu ikke oplever, at vi kan bære.

Og derfor skynder jeg mig aldrig med konklusioner. Min opgave er ikke at overbevise mine klienter om, at de skal tro mig. Min opgave er stille og roligt at hjælpe dem med at turde tro lidt mere på sig selv. For når et menneske igen begynder at stole på sin egen dømmekraft, sine egne observationer og sin egen intuition, sker der noget bemærkelsesværdigt. Så er det ikke længere mig, der ser mønstrene. Så begynder de selv at se dem.

Og så stopper de langsomt med at sige: “Men min partner er altså også sød og rar!” Mit svar er som regel, ja når du føjer dem. Også i deres løgne og bedrag……..Så kan du leve som blommen i et æg…

“Jeg siger ikke, Din partner er utro, men det er en mulighed – ud fra hvad du fortæller mig”

Jeg siger ikke “Din partner er ved at tage røven på dig økonomisk, men det er en mulighed!”

“At bagatellisere tarvelig adfærd kan være et godt forsvar mod virkeligheden”

Sandheden er ilde hørt fra fulde folk, børn og måske traumeterapeuten…….

Kærligst og lidt skrapt….Betina