Gaslighting ændrer spillereglerne – og uden forståelse for dynamikken kan hjælpen ramme den forkerte.

Der findes et område i terapiens landskab, hvor almindelige værktøjer ikke slår til.
Hvor manualer, metoder og pæne samtaleteknikker knækker som tændstikker.
Hvor virkeligheden er så forvrænget, at kun mennesker, der virkelig har været der, kan navigere i den.

Det område hedder psykisk vold, gaslighting og narcissistisk manipulation.

Og her kommer en vigtig sandhed, som mange terapeuter ikke bryder sig om at høre:

Hvis du ikke ved, hvad du leder efter – så bliver det dig, der bliver narret.
Og så er det dig, der ender med at retraumatisere din klient.

Når man ikke kender mørket indefra

Mange terapeuter tror, at de “da godt kan rådgive” mennesker i destruktive relationer.
Men det kan ende helt galt for klienten som har valgt at stole på dig som hjælper. 

Hvis du aldrig selv har mærket, hvordan gaslighting æder dit selvværd og sætter dit nervesystem i brand, så ved du ikke, hvad klienten står i. Ikke reelt. Ikke kropsligt. Ikke eksistentielt.

Klienten lever i en tilstand af:

– kognitiv dissonans, der føles som en krig i hovedet
– selvtvivl, der underminerer enhver beslutning
– forvirring, der gør det svært overhovedet at forklare, hvad der er sket
– fysisk opløsning, hvor kroppen reagerer som om den står over for en trussel hvert sekund

Det er ikke “almindelige relationsproblemer”.
Det er et psykisk overgreb som fortsætter i terapien hvis gaslighteren også er tilstede.

Når psykisk manipulation fylder rummet, skal alle fagpersoner vide, hvad de står i.

Når en klient forsøger at bryde fri af et menneske som gaslighter, måske en  narcissist, er det ikke en hurtig eller glat proces.
Det er et langt, sejt forløb, hvor de skal lære at skelne mellem sandhed og manipulation, mellem virkelighed og fordrejning, mellem skyld og ansvar.

Hvis du som terapeut ikke kan bære den proces, hvis du ikke kan rumme stormen, hvis du ikke kan stå fast, når alting bliver rodet rundt – så bliver du suget ind.

Og det er lige præcis det, gaslighteren håber på.

Når gaslighteren sidder i rummet.

Forestil dig dette scenarie:

En terapeut har et par i parterapi.

Klienten, der har været udsat for psykisk vold, møder ikke op forvirret eller ustruktureret.
Hun/han møder op overforberedt, fordi hun/han ved, hvad hun/han er oppe imod.
Hun har gennemgået hver detalje, hver hændelse, hver kronologi for at sikre, at gaslighteren ikke igen kan slippe ud gennem bagdøren med endnu en undvigelse.

Hun/han ved, at den mindste inkonsistens kan blive vendt imod sig.

Ved siden af offeret sidder gaslighteren.
Charmerende. Rolig. Velartikuleret.
Og så kommer tårerne pludseligt. De store, våde, melodramatiske krokodilletårer.

Han hulker, stemmen knækker:

“Du ved ikke, hvor hårdt jeg har haft det…” – “Jeg var så syg”

Der bliver stadig ikke svaret på spørgsmålet.
Der bliver stadig ikke taget ansvar.
Der kommer kun følelsesmanøvrer, der flytter fokus.

Og så — midt i gråden — kommer den:

“Det er også bare så hårdt for mig, når du sætter alle de grænser… du kan være så hård…”

Det er et mestertræk i manipulation:
En subtil, men giftig drejning, der skaber tvivl om offerets karakter — lige foran terapeuten.

Og hvis terapeuten ikke er knivskarp, sker det her:

Terapeuten begynder at føle sympati med gaslighterens smerte i stedet for at undersøge handlingerne.
Fokus glider over på klientens “hårdhed”, selvom det eneste hun gør, er at forsøge at beskytte sig selv mod gentagende psykisk overgreb.

Det er lige præcis her, at terapeuten skal træde i karakter.
Ikke give efter for tårer.
Ikke falde for spillet.

Men spørge:

“Hvorfor tror du, der er behov for at sætte så mange grænser over for dig?”

Den sætning alene kan afsløre et helt mønster.
Den skærer igennem tågerne.
Den flytter magten tilbage til sandheden.

For det er ikke den udsatte, der er hård.
Det er situationen, der er voldsom.

Og gaslighteren ved det.

Pas på.

Når man arbejder med manipulation og narcissistiske træk, er der et helt andet sæt værktøjer, der skal i brug.
Klassisk parterapi duer ikke.
Almindelige konfliktløsningsmetoder duer ikke.
Det her er ikke “to mennesker, der misforstår hinanden”.

Det er en person, der manipulerer – og en person, der kæmper for at overleve mentalt og psykisk.

Hvis terapeuten ikke kan se det, så gør det klienten mere skade end gavn.

Når terapeuten selv bliver narret

Og her er noget, der gør ondt at sige højt – men det er nødvendigt:

Jeg har haft et utal af klienter gennem 20 år, som er kommet til mig og har været endnu mere traumatiserede, fordi den tidligere terapeut eller rådgiver, der skulle hjælpe relationen, ikke kunne gennemskue gaslighteren.

Hjælperen er faldet for sympatitøveriet.
For charmeoffensiven.
For den sårbare mine.
For fortællingen om den “stakkels” partner, der siger:

“Jeg prøver virkelig… hun er bare så hård,  og hun sætter så mange grænser.”

Og her skal du som terapeut vide én ting: Den skal smides lige tilbage til afsender! Hvorfor tror du, at hun har brug for at sætte de grænser hele tiden?

Nej. Klienten er ikke hård. Eller psykisk ustabil.
Et offer for psykisk vold er blevet krænket i krop, sind og sjæl.
Hun/han prøver at sætte grænser og holde fast i virkeligheden. Holde fast i sig selv.

For selv under selve terapien foregår gaslightingen.
Gaslighteren tester, tvister, omformulerer, fordrejer.

Og når klienten opdager, at gaslighteren faktisk er ved at få succes med at gaslighte terapeuten – så bliver presset så intenst, at stemmen bliver skarpere.
Hurtigere.
Tydeligere. Det offeret gør at trække sig tilbage – for det føles som om at det hele er tabt på gulvet. Og så sætter tvivlen for alvor ind,.

Det lyder hårdt.
Men det er ikke hårdhed. Det er et presset menneske.

Det er et menneske, der kæmper for ikke at blive udslettet endnu en gang.

Så stop med at kalde klienter “hårde”, når du ikke har tjek på, hvad det er, du sidder i.
Det er ikke klienten, der er hård.
Det er situationen, der er voldsomt manipulerende igen igen.

Hjælpernes blindspots har konsekvenser.

Når hjælpere ikke kan spotte:

– gaslighting i de subtile nuancer
– ansvarsforskydning forklædt som sårbarhed
– manipulation forklædt som samarbejdsvilje
– narcissistiske forsvar forklædt som “selvindsigt”

…så bliver de blindt trukket ind i gaslighterens spil.

Og så kommer de til at sige ting, der skærer klientens sjæl op indefra:

“Det er jo bare småfnidder.”
“Det er jo små misforståelser”
“Nu må vi komme videre.”
“Vi skal jo alle sammen tage ansvar.”
“Kan du ikke slippe det kære-dig -der -er -blevet -gaslighet- over -tid – dig som fuldstændig har fået forvrænget virkeligheden?”

Og den værste:

“Synes du ikke selv, du måske kan være  lidt hård?”

Det er ikke terapi.
Det er en katastrofe i slowmotion.

Og for klienten føles det som endnu et overgreb.

Kend dine begrænsninger – det er ikke et svaghedstegn, men et ansvar.

At være terapeut betyder ikke, at du skal kunne alt.
Det betyder, at du skal kende dit felt – og kende dine begrænsninger.

Hvis man ikke kan holde virkeligheden intakt i rummet,
hvis man ikke kan gennemskue spillet, hvis man ikke kan stå fast i stormen –så skal man sige:

“Dette ligger uden for mit kompetencefelt.”

Det er sådan, vi beskytter klienter, der allerede har levet i forvirring, løgne, manipulation og gaslighting længe nok.

Det kaldes i øvrigt for:
Mobbing by Proxy / Abuse by Proxy

Gaslighteren bruger andre som “forlængede våben”.
De får andre til at bakke dem op, angribe offeret eller betvivle offerets virkelighed.

Det er psykisk vold gennem mellemled.

Det sker, når hjælperen ikke kender dynamikkerne.
Det sker, når tårer, charme, sårbarhed og “jeg prøver virkelig” bliver taget for gode varer.
Det sker, når subtil manipulation bliver misforstået som samarbejdsvilje.
Og det sker, når fokus flytter sig fra handlinger til følelser — fra gaslighterens ansvar til offerets “tone”.

Og her vil jeg sige noget personligt, som ikke kommer fra et sted af bedrevidenhed, men fra erfaring:

Jeg er ikke bedre end nogen.
Jeg er bare vokset op med gaslighting.
Og jeg har arbejdet med mennesker i to årtier, som kom til mig helt knuste — ikke kun af deres gaslighter, men af professionelle, der kom til at forstærke overgrebet, fordi de ikke gennemskuede spillet.

Jeg har lært at lugte en gaslighter på lang afstand.
Ikke af teori — men af skade.
Og med tiden af dyb, praktisk erfaring. Der er nemlig et mønster.
Jeg klæder mine klienter på så “Gaslighteren” falder i.
Ikke for at udskamme, men for at komme sandheden til livs. Det er det eneste mine klienter ønsker. SANDHEDEN.
-Og det eneste Gaslighteren ikke ønsker….

Det gør mig ikke grandios.
Det gør mig ikke bedre.
Det gør mig bare erfaren nok til at kunne sige det højt, fordi der er mennesker, der betaler prisen, når vi overser det her.

Når man har noget at have det i, skal man også bruge det til at beskytte dem, der stadig står i stormen.

Jeg holder knivskarpt fast.

• Og når vi har med gaslighting at gøre, er der aldrig tale om misforståelser.
  Det er heller ikke kommunikationen, der fejler.
  Det er ansvaret, der udebliver.
  Og først når klokken har slået 12, og alle flugtveje er lukket, vil gaslighteren krybe sig frem i en promiskuøs form for pseudo-ansvar — en “undskyldning” uden substans, uden handling, uden ændring.
  Det er ikke ansvar. Det er taktik.