Der er få roller, der bliver så misforstået som syndebukken og det sorte får.
Begge lyder lidt tragiske, men faktisk gemmer der sig en ret vigtig forskel –
og så er der selvfølgelig narcissisten, der mener, at det hele handler om ham (eller hende).
Selv når det ikke gør det.
“Jeg er bare det sorte får i familien!”
Hvis du har hørt den sætning sagt med selvmedlidenhed og et opgivende suk,
så skal dine indre alarmklokker ringe en smule.
Der findes nemlig to slags “sorte får”:
- Den, der rent faktisk blev gjort til syndebuk, fordi de sagde sandheden højt.
- Og den, der elsker rollen, fordi den giver dem carte blanche til aldrig at tage ansvar.
Den første type siger:
“Jeg orker ikke længere jeres løgne, så jeg går.”
Den anden siger:
“Alle er imod mig. Det er derfor, jeg må opføre mig sådan.”
Kan du mærke forskellen?
Den ene vælger sandheden, den anden vælger opmærksomheden.
Den ægte syndebuk – barnet fra Kejserens nye klæder
Den ægte syndebuk er som det barn i eventyret, der siger:
“Han har jo ikke noget tøj på!”
Mens hele byen klapper, nikker og lader som ingenting,
står syndebukken dér, alene men ærlig, og kalder det, ingen tør sige.
Det er ikke for at skabe drama.
Det er for at redde virkeligheden.
Syndebukken bærer familiens ubevidste skam,
alt det ingen vil se, og alt det, der er for ubehageligt at sige højt.
Og når hun (eller han) endelig siger det,
så bliver hun gjort til problemet.
“Du overreagerer.”
“Du skal ikke skabe splid.”
“Kan du ikke bare være sød?”
Jamen undskyld mig – men nej.
Sandheden er ikke uhøflig.
Den er bare ikke bekvem.
Den falske syndebuk – narcissisten i forklædning
Så har vi den skjulte narcissist, der smyger sig ind i samme sprog,
som den ægte syndebuk, men af helt andre grunde.
Han siger:
“Jeg er også det sorte får. Alle misforstår mig. De er så onde ved mig.”
Og folk – især empatiske mennesker – falder for det.
For han lyder jo så følsom.
Men det er ikke sårbarhed – det er strategisk selvmedlidenhed.
Når man ser bag masken, opdager man,
at hans “smerte” ikke leder til forandring.
Den leder til skyld hos andre.
Pludselig står du og undskylder for ting, du aldrig har gjort.
Du forsøger at forklare, trøste, fikse –
og bum!
Så sidder du fast i fjernbetjeningen.
Den kærlig-skrappe sandhed
Der er forskel på at blive gjort til offer –
og at gøre sig selv til offer.
Den første er et overgreb.
Den anden er en strategi.
Den første kræver heling.
Den anden kræver grænsesætning.
Den ægte syndebuk peger på uret.
Den falske offer-type peger på dig.
Og det, kære læser, er to helt forskellige fingre.
Så hvad gør du?
Når du møder den, der kalder sig selv “det sorte får”,
så mærk efter:
- Er der bevægelse mod sandhed og ansvar – eller mod drama og skyld?
- Bliver du løftet – eller drænet?
- Kan personen tåle, at du har en anden oplevelse – eller bliver du straks gjort forkert?
Hvis du føler dig forkert, bare fordi du står fast,
så er du sandsynligvis i selskab med den narcissistiske version.
Og så er din opgave ikke at bevise noget –
men at trække din energi hjem.
Afslutningsvis
Syndebukken blev udstødt, fordi hun sagde sandheden.
Det sorte får gik selv, fordi hun ikke længere gad være med.
Og narcissisten?
Han står stadig midt på torvet uden bukser på –
og insisterer på, at det er os andre, der er blinde.
Og husk nu, at Narckejseren sagtens kan være en kejserinde!
Så er den ged barberet!
Endnu en kærlig skrap hilsen
Betina…med et glimt i øjet.
