Vibrerer du kærlighed – eller vibrerer du smerte?

De fleste vil svare med det samme: Selvfølgelig vibrerer vi kærlighed. For kærlighed er jo det, vi længes efter. Det, vi tror, vi er skabt til.

Men kroppen har en anden hukommelse end hovedet.

Den bærer minder om alt det, du har levet igennem. Den husker de gange, du blev svigtet, overset, afvist eller måtte gøre dig mindre for at høre til. Den husker den frygt, der satte sig i dit nervesystem. Den husker sorgen, skammen og ensomheden.

Derfor er det ikke altid kærlighed, vi sender ud i verden, selv om det er det, vi ønsker.

For når smerte bor i kroppen, vil vi – helt ubevidst – organisere vores liv omkring ikke at mærke den. Vi bliver overansvarlige. Vi bliver pleasers. Vi redder, fikser, tilpasser os, præsterer og bærer mere, end nogen har bedt os om. Ikke fordi vi mangler kærlighed, men fordi vi forsøger at undgå smerten.

Udefra kan det ligne kærlighed.

Indefra er det ofte smerte, der har taget kærlighedens tøj på.

Vi tror, vi giver af et fuldt hjerte. Men i virkeligheden giver vi ofte for ikke at miste. For ikke at blive forladt. For ikke at blive afvist. For ikke at stå alene med den gamle smerte.

Det er derfor, traumeforløsning er så afgørende.

Ikke fordi du skal lære at blive et mere kærligt menneske. Det er du allerede.

Men fordi kroppen skal opdage, at den gamle fare er forbi. At den ikke længere behøver at organisere hele dit liv omkring at undgå smerte.

Når smerten langsomt slipper sit tag, sker der noget bemærkelsesværdigt.

Så behøver du ikke længere anstrenge dig for at være kærlig.

Kærligheden begynder ganske enkelt at flyde. Ikke som en præstation. Ikke som et offer. Men som den, du altid har været, før smerten lærte dig, at du skulle forlade dig selv for at blive elsket.