Når din eks stadig vil bestemme: Samvær, børn og kontrol efter skilsmissen

Jeg kalder ham Finn.

Han hedder ikke Finn, og enkelte detaljer er ændret af hensyn til anonymiteten. Men problemstillingen er virkelig.

Da Finn første gang kommer ind ad min dør, er han stort set i opløsning.

Han er blevet fyret fra sit arbejde. Han har mistet relationer undervejs. Han har kompleks PTSD, og hans nervesystem står stadig på vagt, selv om ægteskabet sluttede for tre år siden.

Han var sammen med sin ekskone i omkring 15 år.

Da familien gik i stykker, var børnene omkring fire og seks et halvt år gamle.

I dag har han børnene hver anden weekend efter den ordning, der blev fastsat i det familieretlige system. Læd mere her om det. 

Og allerede her er jeg nødt til at sige noget vigtigt:

Jeg sidder ikke som terapeut og deler offerkort ud til den første, der fortæller den mest overbevisende historie.

Jeg kender kun den ene parts fortælling.

Så jeg spørger.

Jeg udfordrer hans forklaringer.

Jeg spørger til hans egen adfærd. Til konflikterne. Til hans ansvar. Til børnene. Til alkoholen. Til det, hans ekskone har kritiseret ham for. Til det, han måske selv har overset.

For nogle gange er et menneske blevet udsat for noget.

Andre gange fortæller et menneske sig selv en meget belejlig historie.

Og nogle gange er begge dele sandt på én gang.

Der var også noget med alkohol

Finn fortæller mig forholdsvis tidligt, at der var en periode på cirka otte måneder i slutningen af ægteskabet, hvor han drak for meget.

Det skal ikke pyntes på.

Når man har ansvar for børn, er alkohol relevant.

Punktum.

Men vi bliver også nødt til at forstå, hvad der foregik omkring alkoholen.

For Finn beskriver ikke de måneder som otte måneder, hvor han gik glad rundt og drak for sjov.

Han beskriver et menneske, der var ved at gå i stykker.

Han havde voldsom angst.

Han havde perioder med hjernetåge, problemer med hukommelsen og svært ved at samle tankerne.

Han beskriver en tung dysfori – en blanding af indre uro, nedtrykthed, håbløshed og depressive symptomer.

Og samtidig skulle han fungere.

Passe børn.

Passe arbejde.

Passe hverdagen.

Holde sig oprejst.

“Jeg kunne næsten ikke være i min egen krop,” siger han.

“Jeg var så angst hele tiden. Min hjerne fungerede ikke ordentligt. Jeg kunne glemme ting, jeg kunne ikke koncentrere mig, og jeg havde sådan en tåge i hovedet. Jeg følte mig nærmest konstant forkert og urolig.”

Og så begyndte han at drikke.

Ikke fordi alkohol løste noget.

Men fordi han oplevede, at alkoholen kunne skrue ned for den indre alarm et øjeblik.

“Når jeg drak, faldt angsten lidt. Så kunne jeg holde mig selv ud. Jeg vidste jo godt, at det ikke var en løsning, men på det tidspunkt føltes det nærmest som den eneste måde, jeg kunne få ro i kroppen.”

Det er en vigtig forskel.

For alkohol var ikke behandlingen.

Det var dulmningen.

Og dulmning kan være effektiv i nogle timer – og dyr bagefter.

Ifølge Finn blev han ikke aggressiv eller voldelig. Han gik ikke rundt og skabte scener foran børnene.

Han beskriver perioden sådan:

“Jeg klarede lige aftensmaden. Jeg fik børnene i seng. Jeg læste godnathistorien. Og når der endelig var stille, kunne jeg simpelthen ikke mere. Så drak jeg. Nogle aftener faldt jeg i søvn på sofaen.”

Det er ikke en fortælling om sund regulering.

Det er en fortælling om et menneske, der forsøgte at regulere et nervesystem, han ikke længere kunne være i.

Og nej – det fritager ham ikke for ansvar.

En forklaring er ikke det samme som en frifindelse.

Hvis man drikker for meget, mens man har ansvar for børn, skal det tages alvorligt.

Men vi må også kunne undersøge:

Hvad var funktionen af alkoholen?

Hvad var der sket med mennesket, før alkoholen kom ind?

Og hvad skete der, da belastningen ændrede sig?

For Finn fortæller, at alkoholen forsvandt ud af hans liv efter bruddet.

“Det var næsten mærkeligt,” siger han. “Da jeg kom ud af ægteskabet, faldt min krop til ro. Jeg havde ikke længere det samme behov for at dulme mig.”

Det betyder ikke automatisk, at ægteskabet var årsagen til alt.

Angst, hukommelsesproblemer, hjernetåge, søvnproblemer, depression og alkohol kan påvirke hinanden på mange måder.

Og alkohol kan i sig selv forværre både angst, søvn, hukommelse og nedtrykthed.

Så vi skal ikke lave en pæn årsagskæde bagefter og sige:

Hun gjorde X, derfor drak han.

Så enkelt er mennesker sjældent skruet sammen.

Men vi må godt se sammenhængen, når et menneske fortæller:

“Jeg dulmede noget, jeg ikke kunne regulere på andre måder.”

Det er faktisk vigtigt terapeutisk.

For hvis vi kun siger:

Han drak.

så mister vi halvdelen af historien.

Og hvis vi siger:

Han kunne ikke gøre for det.

så mister vi den anden halvdel.

Sandheden ligger ofte i det mere krævende sted:

Han havde det meget dårligt.

Han fandt en uhensigtsmæssig måde at håndtere det på.

Og han har ansvaret for det, han gjorde.

To værelser til børnene – far på sofaen

Efter skilsmissen måtte Finn flytte.

Økonomien kunne ikke længere bære den bolig, familien tidligere havde haft.

Han fandt en mindre lejlighed.

Børnene fik hvert deres værelse.

Finn sover selv i stuen.

Når børnene kommer hver anden weekend, er der struktur.

Der er begrænset tid på fars telefon.

Der er måltider.

Legeplads.

Legeaftaler.

Besøg hos farmor og hos Finns søster.

Ikke Tivoli hver anden weekend for at kompensere for dårlig samvittighed.

Bare almindeligt familieliv.

Og faktisk er de faste rammer blevet meget vigtige for Finn.

Han har selv haft brug for dem for at få sit liv til at fungere igen.

Og han oplever, at børnene finder ro i dem.

Den første dag er anderledes

Men Finn fortæller mig noget, som gør ondt på ham.

Når børnene kommer, er den første del af samværet næsten altid anderledes.

De er mere urolige.

Mere spændte.

Nemmere at vælte følelsesmæssigt.

Der kan være mere konflikt, flere reaktioner og mere uro i kroppen.

Finn bruger selv billeder som, at de skal have noget “ud af systemet”.

Det ord, jeg ville bruge, er:

De skal dekomprimere.

De skal lande.

Aflade noget af spændingen.

Finde rytmen i kroppen igen.

Og Finn kan rumme det i dag.

Han bliver ikke længere lige så forskrækket over deres uro.

Han behøver ikke få den til at forsvinde på fem minutter.

Han ved, at nogle børn først reagerer, når de føler sig trygge nok til at reagere.

Men her er jeg samtidig nødt til at holde Finn – og os andre – fagligt på sporet.

Finn oplever selv, at børnene måske har “gået på æggeskaller” hos deres mor.

Det ved jeg ikke.

Det kan jeg ikke konkludere ud fra, at de kommer anspændte til ham.

Børn kan også reagere på selve overgangen mellem to hjem, på savn, loyalitetskonflikt, forskellige rytmer eller bare det at skulle skifte kontekst.

Så vi skal ikke lave årsagen færdig, bare fordi vi kan se reaktionen.

Det ville være for nemt.

Men reaktionen må gerne være virkelig, selv om vi endnu ikke ved præcis, hvad den skyldes.

Og Finns opgave er ikke at afhøre børnene om mor.

Hans opgave er at være det sted, hvor deres nervesystem ikke skal stå til regnskab for deres reaktion.

“I må godt lige lande.”

Det er faktisk nok.

Så begynder telefonen at bippe

For samtidig kommer sms’erne fra deres mor.

Husk nu det.

Har du husket dette?

De må ikke…

Du skal sørge for…

Har du tænkt på…?

Nogle beskeder er selvfølgelig nødvendige.

Hvis et barn skal have medicin, har været sygt, der er sket noget i skolen, eller noget væsentligt har ændret sig, skal forældre kommunikere.

Man bliver ikke skilt fra sit forældreansvar, fordi man bliver skilt fra hinanden.

Men Finn oplever, at kommunikationen går langt videre.

Ind i den almindelige hverdag med børnene.

Ind i hans måde at strukturere sit hjem på.

Ind i beslutninger, han oplever, at han fint kan træffe selv.

Og han har flere gange bedt om, at kontakten begrænses til det nødvendige.

“Jeg forstår det ikke,” siger han. “Hun fik jo igennem, at jeg kun skulle have dem hver anden weekend. Hun har fået en ny kæreste. Der er gået tre år. Hvorfor skal hun stadig administrere mine weekender?”

Det spørgsmål er faktisk værd at stille.

Når børnene er hos far, er far faktisk far

Dansk familieret skelner mellem de store beslutninger omkring barnet og de almindelige dagligdags beslutninger.

Ved fælles forældremyndighed kræver væsentlige beslutninger enighed.

Men mere almindelige beslutninger som mad, tøj, sengetider, venner og aktiviteter kan som udgangspunkt træffes af den forælder, barnet befinder sig hos.

Det betyder noget i Finns historie.

For når børnene er hos ham, behøver han ikke bede om tilladelse til at gå på legepladsen.

Mor bestemmer ikke, om de besøger farmor lørdag.

Hun bestemmer ikke hvert måltid.

Hun bestemmer ikke, om børnene bruger fars telefon en halv time.

Hun bestemmer ikke hver eneste sengetid.

Finn skal naturligvis drage forsvarlig omsorg for sine børn.

Men han behøver ikke udføre sit faderskab under fjernledelse.

Samarbejde om børnene er ikke det samme som retten til at styre den anden forælders hjem.

Telefonen er lille – men den gamle relation kan bo inde i den

Det er her traumearbejdet bliver meget konkret.

For Finns problem har ikke kun været, at han modtager en sms.

Hans krop reagerer på den.

Telefonen siger pling.

Og hele hans system går i alarm.

Har jeg gjort noget forkert?

Har jeg glemt noget?

Kan hun bruge det her imod mig?

Kan jeg miste børnene?

Han beskriver selv ægteskabet som præget af meget kontrol, kritik og dominans.

Om hele relationen objektivt så sådan ud, kan jeg ikke afgøre.

Men jeg kan se, hvad hans krop har lært.

Og dér har vores arbejde i høj grad ligget.

At skille hendes besked fra hendes myndighed.

For en besked er ikke nødvendigvis en ordre.

En beskyldning er ikke automatisk et faktum.

En andens bekymring er ikke automatisk dokumentation for din uduelighed.

Og et andet menneskes ubehag ved din grænse betyder ikke automatisk, at din grænse er forkert.

Finn i dag er ikke den Finn, der kom ind ad døren

Det er måske det vigtigste i hele historien.

For Finn er et andet sted i dag.

Han tror på sig selv igen.

Han kan mærke sig selv.

Han kan bedre skelne mellem:

Hvad er mit ansvar?

Hvad er hendes?

Hvad er faktisk relevant?

Og hvad får bare det gamle alarmsystem til at gå i gang?

Han er ikke længere lige så nem at få ud af kurs.

Og han er begyndt at stole på det, han selv ser i samværet med sine børn.

Ikke på en trodsig:

“Ingen skal fortælle mig noget.”

Men på en voksen:

“Jeg kan godt tage imod relevant information uden at aflevere mit lederskab.”

Det er en temmelig stor forskel.

Nu har han taget fat i en advokat

Finn har nu taget kontakt til en familieretsadvokat.

Han ønsker at undersøge muligheden for mere tid med sine børn.

Ikke fordi han har besluttet, at systemet skylder ham oprejsning.

Ikke fordi børnene skal bruges som bevis på, at deres mor tog fejl.

Men fordi hans liv har ændret sig.

Han er mere stabil.

Han har skabt rammer omkring børnene.

Og han ønsker ganske enkelt at være mere far.

Hvis forholdene har ændret sig væsentligt, kan en eksisterende samværsordning søges ændret.

Det betyder selvfølgelig ikke, at Finn automatisk får mere samvær.

Barnets bedste er fortsat det afgørende.

Men en gammel ordning behøver ikke nødvendigvis være den rigtige ordning for resten af barnets opvækst.

“Jeg venter vel bare, til de selv kan vælge”

På et tidspunkt siger Finn noget til mig, som mange forældre siger:

“Måske må jeg bare vente, til børnene er gamle nok til selv at vælge, hvor de vil bo.”

Men nej.

Ikke helt.

Der findes ikke en magisk fødselsdag i Danmark, hvor barnet vågner og får udleveret nøglen til sin egen bopælsafgørelse.

Barnets egne synspunkter skal tillægges betydning efter alder og modenhed.

Jo ældre og mere modent barnet bliver, desto mere vægt får barnets stemme.

Men barnets bedste er fortsat det juridiske udgangspunkt.

Og egentlig er jeg glad for, at Finn ikke bare skal sidde og vente.

For det ville næsten være den gamle Finn igen.

Ham der ventede på, at nogen andre en dag gav ham lov.

Nu gør han noget andet.

Han undersøger sine muligheder.

Han får juridisk rådgivning.

Han dokumenterer.

Han passer sin behandling.

Han passer sit liv.

Og når børnene kommer anspændte ind ad døren, forsøger han ikke at gøre deres mor forkert.

Han hjælper dem med at lande.

Det er måske noget af det mest voksne, han kan gøre.

For børn behøver ikke en far, der fortæller dem, at deres mor er problemet.

De behøver heller ikke en far, der krymper sig, fordi han er bange for hende.

De har brug for en far, der kan sige – med sin adfærd mere end med sine ord:

Her må I godt lande.

Her skal I ikke vælge side.

Her er jeg den voksne.

Og måske er det i virkeligheden også dér, Finn selv er landet.

Ikke i kampen for at bevise, at han hele tiden havde ret.

Men i retten til igen at stå på sine egne ben.