Psykisk vold efter skilsmisse: Når kontrollen fortsætter gennem børn, samvær og retssystemet

Der findes en særlig form for chok, som mange mennesker først oplever, når de endelig forlader en langvarig relation præget af psykisk vold, manipulation eller coercive control.

De har måske været gift i 10, 15 eller 20 år. De har glattet ud, forklaret, tilgivet og forsøgt igen. De har beskyttet børnene mod de værste udbrud og måske sagt: “Far er bare presset” eller “Mor har haft en svær dag.” De har holdt hånden over et menneske, som de stadig håbede ville ændre sig. De har måske dækket over situationer, som de i dag ville ønske, de havde dokumenteret.

Ikke fordi de var dumme. Men fordi de troede på familien. På forandringen. På at hvis de bare fandt den rigtige måde at sige tingene på, var lidt mere rummelige, lidt mere forstående, lidt mindre krævende, så kunne det måske blive godt.

Og så går de.

Og pludselig bliver hele historien vendt på hovedet.

Nu kommer anklagerne. På advokatpapir. I mails. I underretninger. I Familieretshuset. I politianmeldelser. Måske i retten.

Nu er det pludselig dig, der ikke samarbejder. Dig, der lyver. Dig, der manipulerer. Dig, der hindrer samvær. Dig, der ikke svarer ordentligt på mails. Dig, der er konfliktskabende. Dig, der er hævngerrig. Og måske den mest smertefulde af dem alle: Dig, der har manipuleret børnene til ikke at ville være sammen med deres anden forælder.

Du sidder måske og læser beskrivelser af dig selv og tænker:

“Hvem fanden er det menneske, de beskriver?”

For noget af det mest surrealistiske kan være, at meget af det, du nu bliver beskyldt for, ligner præcis det, du selv har oplevet fra den anden.

Det kan føles som et regulært karaktermord.

Når projektion bliver til DARVO

Det her kan være større end almindelig projektion.

Et relevant psykologisk begreb er DARVO. Det står for Deny, Attack, Reverse Victim and Offender. Først benægtes den problematiske adfærd. Derefter angribes den person, der peger på den. Til sidst vendes rollerne, så den person, der blev konfronteret med sin adfærd, fremstiller sig selv som offeret og den anden som krænkeren.

Harsey og Freyd undersøgte i 2023 effekten af DARVO eksperimentelt blandt 230 universitetsstuderende. Deltagerne læste fiktive beskrivelser af en seksuel krænkelsessituation. Når den anklagede anvendte DARVO, blev personen vurderet som mindre krænkende, mindre ansvarlig og mere troværdig end i situationen uden DARVO. Studiet handler ikke om familieretlige sager og kan derfor ikke overføres direkte. Men det viser noget væsentligt: Rolleombytning kan påvirke den udenforstående, som skal vurdere, hvem der virker troværdig.

Og her bliver problemet interessant. For advokaten er også et menneske. Sagsbehandleren er et menneske. Politibetjenten er et menneske. Dommeren er et menneske. Ingen af os er immune over for en sammenhængende og overbevisende fortælling.

Det betyder selvfølgelig ikke, at en velformuleret person lyver. Og det betyder heller ikke, at den person, der er følelsesmæssigt påvirket, nødvendigvis fortæller sandheden.

Det betyder, at vi bliver nødt til at se ud over fremtoningen og interessere os for mønstret.

Hvad skete først? Hvad skete bagefter? Hvilke aftaler blev indgået? Hvem overholdt dem? Hvad kan dokumenteres? Er fortællingen konsistent over tid? Og passer ord og handling sammen?

Når volden får adgang til systemet

Forskningen anvender begreber som post-separation abuse, legal abuse og systems abuse om situationer, hvor vold, intimidering eller kontrol kan fortsætte efter et samlivsbrud gennem blandt andet økonomiske, juridiske, psykologiske og institutionelle kanaler.

Spearman, Vaughan-Eden, Hardesty og Campbell gennemgik 48 videnskabelige publikationer fra USA og Canada om post-separationsvold. De fandt blandt andet beskrivelser af psykisk misbrug, juridisk misbrug, økonomisk misbrug, manipulation gennem systemer og det, forskerne kalder “weaponizing children”, altså at børnene bliver inddraget som en del af den fortsatte kontrol.

Det er vigtigt at forstå, hvad dette ikke betyder. Det betyder ikke, at enhver forælder, der går til advokat, politi, Familieretshuset eller domstolene, misbruger systemet. Selvfølgelig skal mennesker kunne søge juridisk beskyttelse og hjælp.

Det afgørende er igen mønstret.

Bliver juridiske processer gentagne gange brugt til at skabe kontakt, udmatte, true, miskreditere eller kontrollere den tidligere partner? Bliver information fordrejet? Flytter beskyldningerne sig, når de gamle ikke længere virker? Bliver der igen og igen rejst alvorlige påstande uden dokumentation? Bliver børnene trukket ind som budbringere, informationskilder eller våben i konflikten?

Så skal vores faglige antenner op.

Abuse by proxy

I praksis bruges også udtrykket “abuse by proxy” om den mekanisme, hvor andre mennesker eller systemer kommer til at videreføre presset.

Den tidligere partner behøver ikke længere selv skrive 30 beskeder.

Advokaten skriver.

Myndigheden indkalder.

Sagsbehandleren stiller spørgsmålene.

Politiet kontakter.

Familien eller den nye partner bringer fortællingen videre.

Det betyder ikke, at disse mennesker bevidst medvirker til psykisk vold. Tværtimod kan de være overbeviste om, at de hjælper den part, som de oplever som udsat.

Spearman og kollegers konceptanalyse af post-separationsvold beskriver netop manipulation af systemer og brug af tredjeparter som mulige elementer i fortsat chikane og kontrol efter separation.

Det er derfor, vi skal kende dynamikken.

Ikke for at mistænkeliggøre systemet.

Men for at forhindre, at systemet ufrivilligt bliver en del af den.

Det tragisk-komiske paradoks: Kampen for barnet er ikke det samme som evnen til at rumme barnet

Og så kommer vi til noget af det mest tragisk-komiske i nogle af disse sager.

En forælder kan kæmpe voldsomt for mere samvær, bopæl eller en 7-7-ordning og samtidig have store vanskeligheder ved faktisk at rumme barnet følelsesmæssigt, når barnet er der.

Det ene beviser ikke det andet.

At kæmpe hårdt for sit barn er ikke automatisk dokumentation for god forældrekapacitet. Omvendt er ønsket om en 7-7-ordning selvfølgelig heller ikke bevis på kontrol eller misbrug.

Men vi bliver nødt til at holde op med at forveksle kampvilje med omsorgskapacitet.

Spearman og kolleger beskriver blandt andet begrebet “custody stalking”. Her anvendes familieretlige processer og krav om forældretid i nogle dokumenterede post-separationsforløb ikke primært for at skabe mere meningsfuld kontakt med barnet, men som en fortsættelse af kontrol eller gengældelse over for den tidligere partner. Forskerne understreger, at det er et specifikt mønster i sager med post-separationsvold og ikke noget, man kan antage alene ud fra en forælders ønske om samvær.

Systemet bliver derfor nødt til at stille et langt bedre spørgsmål end:

“Hvor meget kæmper denne forælder for at få barnet?”

Spørgsmålet må være:

“Hvordan har barnet det sammen med denne forælder?”

Kan barnet sige nej uden at udløse vrede, kulde eller skyld? Kan barnet være uenig? Kan barnet fortælle, at det savner den anden forælder? Kan barnet være ked af det uden at skulle trøste den voksne? Kan barnet sætte grænser? Kan den voksne rumme frustration uden at straffe barnet følelsesmæssigt? Kan barnet have sin egen virkelighed, også når den ikke passer ind i forælderens?

Og måske vigtigst:

Kan barnet være barn?

For børn kan blive ufatteligt dygtige til at få vanskelige familiesystemer til at fungere.

De scanner ansigter. De lytter til tonefaldet. De mærker, hvornår stemningen skifter. De lærer, hvilke emner der er farlige. De lærer, hvornår de skal tie. Hvornår de skal smile. Hvornår de ikke skal sige imod. Hvornår de skal skjule, at de savner den anden forælder.

Udefra kan man derfor komme til at sige:

“Jamen, barnet var jo hos sin far eller mor i syv dage. Det gik fint.”

Ja.

Men hvordan gik det fint?

Var barnet trygt?

Eller blev barnet fantastisk dygtigt til at gå på æggeskaller?

Det er ikke det samme.

Hvad ved vi egentlig om narcissistiske træk og forældreskab?

Her skal vi være meget præcise.

Vi kan ikke sige, at mennesker med narcissistisk personlighedsforstyrrelse eller andre personlighedsforstyrrelser generelt ikke kan være forældre. Det er for kategorisk, og forskningen kan ikke bære sådan en konklusion.

Men vi kan heller ikke ignorere, at bestemte personlighedstræk og former for psykopatologi kan påvirke forældrefunktionen.

Rawn, Keller og Widiger undersøgte 457 forældre til børn mellem 6 og 18 år. De fandt, at højere niveauer af bestemte sider af grandios narcissisme, særligt grandiositet og entitlement eller exploitation, var forbundet med mere negativ og mindre positiv forældreadfærd. Negative forældrestrategier var samtidig forbundet med flere internaliserende og eksternaliserende vanskeligheder hos børnene. Interessant nok var leadership og authority-dimensionen ikke forbundet med det samme negative mønster. Det er netop derfor, vi ikke bare kan smide alle narcissistiske træk ned i samme gryde.

I december 2025 offentliggjorde Orovou og kolleger en systematisk gennemgang af otte kvantitative studier om narcissistiske træk eller narcissistisk personlighedsforstyrrelse hos forældre og børns trivsel. De fandt samlet sammenhænge med dårligere relationelle og psykiske udfald hos børn, men virkningerne varierede efter type af narcissisme og kontekst. Antagonistiske sider af grandios narcissisme var blandt andet forbundet med koldere og mere konfliktfyldte relationer, mens sårbar narcissisme i højere grad var forbundet med problemer gennem blandt andet utryg tilknytning, scapegoating og uhensigtsmæssige forældrestrategier. Forskerne understreger selv, at forskningsfeltet fortsat er begrænset og fragmenteret.

Familieretshusets eget faglige materiale nævner desuden psykisk lidelse, psykopatologi og misbrug som risikofaktorer, der kan påvirke en forælders kapacitet til at drage relevant omsorg for barnet.

En diagnose kan derfor ikke stå alene som dom over en forælder.

Det skal være funktion og adfærd, vi vurderer.

Spørgsmålet er ikke kun:

“Elsker du dit barn?”

For selvfølgelig kan et menneske med store relationelle vanskeligheder elske sit barn.

Det mere interessante spørgsmål er:

“Hvordan har barnet det i din kærlighed?”

Når barnet ikke vil på samvær

Her skal vi kunne holde mere end én forklaring i hovedet samtidig.

Ja, børn kan påvirkes negativt af den ene forælder mod den anden. Børn skal ikke bruges som følelsesmæssige gidsler i voksnes konflikt. En forælder kan tale den anden ned, skabe frygt eller trække barnet ind i en alliance, som barnet aldrig skulle have været placeret i.

Men den modsatte fejlslutning er mindst lige så alvorlig.

At et barns modstand mod samvær automatisk bliver betragtet som bevis på, at den anden forælder har manipuleret barnet.

Familieretshuset skriver selv, at modstand mod samvær i nogle tilfælde kan være barnets strategi til selvbeskyttelse mod vold, overgreb eller anden omsorgssvigt, og at årsagen til barnets modstand derfor skal undersøges grundigt.

Familieretshuset skriver også, at vold i familien påvirker børn, selv når volden ikke er direkte rettet mod barnet, og at et barns afvisning af en forælder kan hænge sammen med voldsepisoder eller voldsdynamikker, som har påvirket barnets oplevelse af tryghed. Familieretshusets materiale beskriver desuden, at voldsdynamikker kan fortsætte og eskalere efter samlivsbrud.

Forestil dig ellers paradokset.

Barnet reagerer på utryghed.

Den beskyttende forælder reagerer på barnets utryghed.

Og denne beskyttelsesreaktion bliver derefter brugt som dokumentation for, at den beskyttende forælder manipulerer barnet.

Så har vi skabt en blindgyde, hvor selve beskyttelsen kan komme til at se mistænkelig ud.

Men hvordan undersøger vi så, hvordan barnet faktisk har det?

Og her kommer den vanskelige del.

For hvordan vurderer vi reel forældrekapacitet?

Et observeret eller overvåget samvær kan være vigtigt. Man kan se kontakt, sensitivitet, grænsesætning, barnets initiativer, forælderens respons og dele af samspillet.

Men vi skal passe gevaldigt på med at gøre halvanden times observation til et vindue ind i et helt familieliv.

For mennesker ved godt, når de bliver observeret.

Frances Gardner fra University of Oxford gennemgik forskning i direkte observation af forældre-barn-samspil. Hendes gennemgang viste ikke, at observation er ubrugelig. Tværtimod. Men hun pegede på, at samspillet i strukturerede eller kunstige situationer ikke nødvendigvis er repræsentativt for den adfærd, der normalt finder sted hjemme. Selve opgaven, stedet og observationssituationen kan have betydning.

Det betyder, at vi ikke kan konkludere:

“Jeg så ingen problemer under et overvåget samvær. Derfor er der ingen problemer.”

Det ved vi ganske enkelt ikke.

En meta-analyse af Hendriks, Van der Giessen, Stams og Overbeek samlede 36 studier med i alt 8.510 deltagere. Forskerne fandt kun en svag sammenhæng mellem det, forældre selv rapporterede om deres forældreadfærd, og den adfærd, der blev observeret direkte. Det fortæller os noget vigtigt: Én informationskilde fortæller sjældent hele historien.

Derfor bliver vi nødt til at se på barnet over tid og på tværs af sammenhænge.

Hvordan har barnet det før samvær? Hvordan har barnet det efter samvær? Er der et gentaget mønster af søvnproblemer, uro, vrede, tristhed eller somatiske reaktioner omkring skift mellem hjemmene? Hvordan fungerer barnet i skole eller institution? Hvad ser lærere og pædagoger? Ændrer barnets funktion sig markant omkring samvær? Kan barnet tale frit om begge forældre, eller begynder barnet at aflæse de voksnes ansigter, før det svarer?

Vi skal naturligvis være lige så forsigtige den anden vej.

Et barn, der sover dårligt efter et samvær, beviser ikke, at der foregår psykisk vold hos den anden forælder. Et barn kan reagere på selve skiftet, konflikten mellem forældrene, loyalitetskonflikter, ændrede rutiner eller mange andre belastninger.

Det er mønstret, vi skal lede efter.

Over tid.

På tværs af situationer.

På tværs af informationskilder.

Og vi skal lytte til barnet på en udviklingsmæssigt forsvarlig og ikke-ledende måde.

Et overvåget samvær kan fortælle os noget.

Men det fortæller ikke nødvendigvis, hvad der sker på den femte dag, når barnet er træt, siger nej, ikke vil spise, savner sin anden forælder, nægter at gå i seng eller udfordrer den voksnes autoritet.

Det er dér, forældrekapacitet for alvor bliver interessant.

Ikke kun når barnet samarbejder.

Men når barnet ikke gør.

God nok omsorg handler ikke om at kunne være en fremragende forælder, mens man bliver observeret.

Det handler også om, hvad der sker med barnet, når ingen kigger.

“Hvis det var så slemt, hvorfor sagde du så ikke noget tidligere?”

Det spørgsmål hører mange voldsudsatte mennesker.

“Hvorfor anmeldte du det ikke?”

“Hvorfor gik du ikke?”

“Hvorfor lod du børnene være alene med vedkommende?”

“Hvorfor har du tidligere sagt, at han var en god far?”

“Hvorfor skrev du kærlige beskeder til hende?”

Fordi mennesker i dysfunktionelle relationer ofte bruger enorme kræfter på at få familien til at fungere.

De kompenserer. De glatter ud. De beskytter børnene. De beskytter partneren. De forsøger at undgå næste konflikt. De tvivler på deres egen oplevelse. De skammer sig. De bliver ved med at tro på, at relationen måske kan reddes.

Og nogle har i årevis forsøgt at sikre, at børnene ikke kom til at hade deres mor eller far.

Derfor kan det være næsten ubærligt, når historien efter bruddet vendes rundt, og den samme person nu beskyldes for at ødelægge relationen mellem barnet og den anden forælder.

Tidligere tavshed beviser selvfølgelig ikke, at senere anklager er sande.

Men tavshed er heller ikke bevis på, at de er falske.

Vi må undersøge.

Høj konflikt og coercive control er ikke det samme

Der findes skilsmisser, hvor to mennesker er rasende, sårede og fastlåste. Begge skriver tåbelige mails. Begge reagerer impulsivt. Begge forsøger at få ret. Begge bidrager til eskalationen.

Og så findes der relationer, hvor konflikten indgår i et større og længerevarende mønster af dominans, frygt, overvågning, trusler, psykisk nedbrydning, økonomisk kontrol eller forsøg på fortsat styring af den anden.

Det er ikke det samme.

Spearman og kolleger fremhæver netop nødvendigheden af at skelne mellem høj konflikt eller situationsbetinget partnervold og systematiske mønstre af kontrol og post-separationsvold.

Det danske strafferetlige begreb psykisk vold bygger også på mønstertænkning. Straffelovens paragraf 243 omfatter gentagen groft nedværdigende, forulempende eller krænkende adfærd over en periode, når adfærden er egnet til utilbørligt at styre den anden.

Det betyder selvfølgelig ikke, at alle de situationer, jeg beskriver her, juridisk er psykisk vold. Det kan kun afgøres konkret.

Men princippet er vigtigt.

Vi skal se mønstret.

Ikke kun episoden.

Hvis vi kun ser den enkelte mail, ser vi måske ingenting. Hvis vi kun ser det enkelte advokatbrev, ser vi måske ingenting. Hvis vi kun ser den enkelte anmeldelse, den enkelte aflevering eller den enkelte beskyldning, kan vi tro, at vi blot står med endnu en grim skilsmisse.

Men lægger vi hændelserne ud i kronologisk rækkefølge, kan et helt andet billede træde frem.

Karaktermordet

Og midt i alt det her sidder der et menneske, som måske allerede har brugt mange år på at miste sig selv.

Et menneske, der har lært at tvivle på sine egne oplevelser.

Nu kommer der oveni et massivt karaktermord.

For det er ikke bare sagen, der angribes.

Din identitet bliver angrebet.

Din karakter.

Din moral.

Dit forældreskab.

Din psykiske stabilitet.

Din troværdighed.

Din intention.

Måske har du i 15 år beskyttet den anden forælder over for børnene, og nu bliver du beskyldt for at have vendt børnene imod vedkommende.

Den psykologiske vold ligger ikke kun i anklagen.

Den ligger også i den næsten absurde omvendelse af virkeligheden.

Og det er netop derfor, vi skal kende DARVO, projektion, post-separationsvold, systems abuse og legal abuse.

Ikke for at sætte diagnoser på mennesker på afstand.

Men for at blive bedre til at genkende mønstre.

Systemerne skal kunne tåle kompleksiteten

Det her er ikke et angreb på Familieretshuset, politiet, advokaterne, Ankestyrelsen eller Danmarks Domstole.

Det er en appel.

Vi bliver nødt til at blive dygtigere til at forstå psykisk vold efter separation.

Vi bliver nødt til at forstå coercive control.

Vi bliver nødt til at forstå DARVO.

Vi bliver nødt til at kende legal abuse og systems abuse.

Og vi bliver nødt til at forstå, hvordan børn kan blive trukket ind i konflikten uden at konkludere på forhånd, hvem der gør hvad.

Systemet skal kunne holde flere hypoteser åbne samtidig.

Måske påvirker den ene forælder barnet mod den anden.

Måske beskytter den ene forælder barnet mod noget reelt.

Måske er der tale om to mennesker i voldsom gensidig konflikt.

Måske er konflikten ikke gensidig, men en fortsættelse af en årelang kontrolrelation.

Måske er barnets modstand et resultat af mange faktorer på én gang.

Det er ikke svaghed at kunne rumme kompleksiteten.

Det er faglighed.

Derfor skal vi væk fra:

“Hvem virker mest overbevisende?”

Og hen til:

“Hvad viser mønstret?”

Se kronologien.

Se adfærden.

Se dokumentationen.

Se forældrenes evne til at regulere sig selv.

Se deres evne til at rumme barnets autonomi.

Se barnet over tid.

Lyt til barnet.

Indhent viden fra flere sammenhænge.

Og stil så måske det vigtigste spørgsmål i hele sagen:

“Er det her to mennesker, der ikke kan enes, eller er det en kontrolrelation, der har fundet en ny arena efter bruddet?”

For nogle gange er skilsmissen slut.

Men volden har bare fået brevpapir.

Kærlig hilsen

Betina Ekman

Traumeterapeut som gennem 22 år har arbejdet med mennesker udsat for psykisk vold, coercive control, narcissistisk misbrug og post-separationsvold.

Kilder

Kathryn J. Spearman, Viola Vaughan-Eden, Jennifer L. Hardesty og Jacquelyn Campbell. “Post-separation abuse: A literature review connecting tactics to harm.” Journal of Family Trauma, Child Custody and Child Development. Gennemgang af 48 publikationer om blandt andet psykisk, juridisk og økonomisk post-separationsvold, systems abuse og weaponizing children.

Kathryn J. Spearman, Jennifer L. Hardesty og Jacquelyn Campbell. “Post-separation abuse: A concept analysis.” Journal of Advanced Nursing. Analysen beskriver blandt andet legal abuse, manipulation af systemer, discrediting, brug af tredjeparter og custody stalking.

Sarah J. Harsey og Jennifer J. Freyd. “The Influence of Deny, Attack, Reverse Victim and Offender and Insincere Apologies on Perceptions of Sexual Assault.” Journal of Interpersonal Violence, 2023. Eksperimentelt DARVO-studie med 230 deltagere.

Kyle P. Rawn, Peggy S. Keller og Thomas A. Widiger. “Parent Grandiose Narcissism and Child Socio-Emotional Well Being: The Role of Parenting.” Psychological Reports. Studie af 457 forældre til børn mellem 6 og 18 år.

Eirini Orovou og kolleger. “Impact of Parental Narcissistic Personality Disorder on Parent-Child Relationship Quality and Child Well-Being: A Systematic Review.” Cureus, 2025. Systematisk gennemgang af otte kvantitative studier publiceret mellem 2015 og 2024.

Frances Gardner. “Methodological Issues in the Direct Observation of Parent-Child Interaction: Do Observational Findings Reflect the Natural Behavior of Participants?” Clinical Child and Family Psychology Review, 2000. Gennemgang af begrænsninger og styrker ved direkte observation af forældre-barn-samspil.

A. M. Hendriks, D. Van der Giessen, G. J. J. M. Stams og G. Overbeek. “The association between parent-reported and observed parenting: A multi-level meta-analysis.” Psychological Assessment, 2018. Meta-analyse af 36 studier med 8.510 deltagere.

Familieretshuset. Fagligt materiale om omsorgssvigt og kontaktbrud. Familieretshuset beskriver blandt andet, at et barns modstand mod samvær i nogle tilfælde kan være en strategi til selvbeskyttelse mod vold, overgreb eller anden omsorgssvigt.

Familieretshuset. “Voldsdynamikker i familien.” Materialet beskriver blandt andet, hvordan vold mellem forældre kan påvirke barnets tryghed, og hvordan voldsdynamikker kan fortsætte efter samlivsbrud.

Familieretshuset. Fagligt materiale om familiedynamikker og risikofaktorer hos forældre, herunder at psykopatologi, psykisk lidelse og misbrug kan påvirke forældres omsorgskapacitet.

Straffelovens paragraf 243 om psykisk vold.

Organisationer jeg ønsker at inddrage i den faglige samtale ved deling på LinkedIn:

@Familieretshuset @Danmarks Domstole @Justitsministeriet/Ministry of Justice @Advokatsamfundet @Ankestyrelsen @Socialministeriet @Børns Vilkår @Lev Uden Vold @Danner

Familieretshuset, Danmarks Domstole, Justitsministeriet, Advokatsamfundet, Ankestyrelsen, Socialministeriet, Lev Uden Vold og Danner har officielle LinkedIn-sider.

#PsykiskVold #PostSeparationsvold #CoerciveControl #DARVO #LegalAbuse #SystemsAbuse #AbuseByProxy #Narcissisme #NarcissistiskeTræk #Familieretshuset #Familieret #Samvær #Forældremyndighed #Forældreevne #BørnsTrivsel #BørnIVoldeligeRelationer #VoldINæreRelationer #Traumeforståelse #Retssikkerhed #PsykiskVoldErVold #StopPsykiskVold