Parterapi handler ikke om at fikse din partner

Mange mennesker kommer i parterapi med et håb om, at jeg kan hjælpe deres partner med at forstå dem.

At jeg kan få partneren til at ændre sig.

At jeg kan forklare partneren, hvad vedkommende gør forkert.

Eller måske håber de i stilhed, at jeg vil bekræfte, at det faktisk er den anden, der er problemet.

Men sådan arbejder jeg ikke.

Mit mål er ikke at finde en skyldig.

Mit mål er heller ikke at få jer til at blive sammen.

Og mit mål er heller ikke at få jer til at gå fra hinanden.

Mit mål er at hjælpe jer begge hjem til jer selv.

Det overrasker nogle mennesker.

For mange af os har lært at kigge udad, når noget gør ondt. Vi leder efter forklaringer, fejl og årsager hos den anden. Vi bliver optaget af, hvad partneren gør, ikke gør, burde gøre eller burde forstå.

Problemet er bare, at vi ikke kan skabe varig forandring ved at forsøge at styre et andet menneske.

Vi kan kun tage ansvar for os selv.

Når et par sidder hos mig, er jeg derfor interesseret i noget helt andet end, hvem der har ret.

Jeg er interesseret i, hvad der sker inde i hver enkelt af jer.

Hvilke sår bliver aktiveret?

Hvilke gamle mønstre styrer relationen?

Hvor giver du køb på dig selv?

Hvor overskrider du dine egne grænser?

Hvor forsøger du at redde, kontrollere, tilpasse eller ændre den anden?

Hvor har du mistet kontakten til dig selv?

For det er ofte her, nøglen ligger.

Mange konflikter i parforhold handler i virkeligheden ikke om opvask, økonomi, sex, svigerforældre eller kommunikation.

De handler om gamle sår.

De handler om frygten for at blive forladt.

Frygten for ikke at være god nok.

Frygten for at blive afvist.

Frygten for ikke at være vigtig.

Når disse sår bliver aktiveret, begynder vi ofte at reagere i stedet for at handle bevidst.

Nogle angriber.

Nogle trækker sig.

Nogle bliver kontrollerende.

Nogle bliver overansvarlige.

Nogle gør sig mindre, end de er.

Nogle forsøger at redde den anden.

Og pludselig står to voksne mennesker over for hinanden, men reagerer ud fra gamle strategier, som blev skabt længe før de mødte hinanden.

Derfor handler parterapi efter min overbevisning ikke først og fremmest om relationen.

Den handler om de mennesker, der udgør relationen.

Når et menneske finder hjem til sig selv, sker der noget vigtigt.

Der kommer mere ro.

Mere selvrespekt.

Mere tydelighed.

Mere ansvar.

Man begynder at sige ja, når man mener ja.

Og nej, når man mener nej.

Man stopper med at forsøge at styre den anden.

Man stopper med at gå på kompromis med sig selv for at bevare freden.

Man bliver mere ærlig.

Mere autentisk.

Mere hel.

Og paradoksalt nok er det ofte her, relationen får mulighed for at ændre sig.

Ikke fordi nogen har vundet.

Ikke fordi nogen har fået ret.

Men fordi begge mennesker møder hinanden fra et mere voksent og ansvarligt sted.

Nogle par finder hinanden igen.

Andre finder ud af, at de skal gå hver til sit.

Begge dele kan være sunde løsninger.

Succes i parterapi handler derfor ikke om, hvorvidt et par bliver sammen.

Succes handler om, hvorvidt de mennesker, der sidder i rummet, finder hjem til sig selv.

For når du står stærkt i dig selv, kan du træffe sunde beslutninger.

Du kan elske uden at miste dig selv.

Du kan sætte grænser uden skyld.

Du kan være nærværende uden at overtage ansvaret for andre.

Du kan vælge kærligheden til – uden at vælge dig selv fra.

Og det er præcis dét, jeg hjælper mennesker med.

Vi skal være forbundet i kærlighed til hinden – ikke forbundet i smerten.