Narcissister elsker din indre ambulancefører

Lad mig lige starte med at sige noget helt klart:

Så længe jeg får løn for det, må jeg gerne være ambulancefører.
Så længe det er mit arbejde, mit valg og min kontrakt, er det et ærligt og smukt erhverv.

Sådan gælder det for alle der arbejder i “redder” – branchen. 

Ambulancearbejde er vigtigt.
Det redder liv.

Men.

Det skal faktureres.
Ellers betaler du med din krop.

Problemet opstår først, når du begynder at køre med blå blink i dit privatliv.
Når du slipper det, du har i hænderne.
Når du tilsidesætter dine egne behov.
Når du rykker ud, før nogen overhovedet har bedt om hjælp.

Så er det ikke længere et job.

Så er det en identitet.

Og identiteter, der er bygget på at være nødvendig,
koster mere, end de giver.

 Stop med at være ambulancefører i dit eget kærlighedsliv

Jeg siger det lige kærligt og kontant:
Du er ikke ansat i Falck.
Og medmindre du får løn for det,
skal du ikke rykke ud med fuld udrykning,
hver gang nogen har følelsesmæssig feber.

Men hvis identiteten sidder dybt nok i dig, så kan du næsten ikke lade være.

Jeg ved det.

Jeg har selv haft de røde blink tændt konstant.

🚨 Ambulanceidentiteten

Der findes en type – jeg kalder den ambulanceføreren.

Det er ikke køn.
Det er en psykologisk identitet.

Det er den, der:

  • Altid har forbindingskassen klar
  • Altid kan tage over
  • Altid kan regulere rummet
  • Altid kan forstå begge sider

Du kalder det empati.

Og ja – du ER empatisk.

Men nogle gange er det ikke empati.

Det er skam forklædt som empati.

Når empati bliver overlevelse

Hvis du voksede op med en følelse af, at kærlighed skulle fortjenes,
så blev du dygtig.

Dygtig til at aflæse.
Dygtig til at hjælpe.
Dygtig til at løse.

Og dit nervesystem lærte:

“Min værdi ligger i, at jeg rykker ud.”

Så når nogen er i krise – tænder du.

Dopamin.
Adrenalin.
Formål.

Det føles rigtigt.
Det føles meningsfuldt.

Men det er ikke altid kærlighed.

Det er repetition compulsion.

Gentagelsestvang – ja, den er ægte

Freud kaldte det repetition compulsion.

Moderne traume- og tilknytningsforskning forklarer det sådan:

Vi gentager det velkendte,
også når det gør ondt.

Hvis du tidligt blev den ansvarlige,
den voksne,
den stærke, så vil du ubevidst søge relationer,
hvor du igen kan være redderen.

Ikke fordi du er dum.
Ikke fordi du er afhængig.

Men fordi dit system tror,
det er dér, du hører hjemme.

🚒 Ildebrande og mennesker, der elsker at tænde dem

Her kommer den kærligskrappe del:

Du skal ikke slukke flere brande,
som andre mennesker sætter i gang.

Nogle mennesker lever i kaos.
Nogle mennesker producerer kriser.
Nogle mennesker trives i drama.

Og hvis du altid står klar med slangen, så får de aldrig brug for at lære selv.

Det er ikke kærlighed.
Det er en arbejdsfordeling.

“Men jeg er jo bare empatisk…”
Ja.
Men empati uden grænser er selvudslettelse.

Intermitterende forstærkning – altså uforudsigelig belønning –
er det, der skaber de stærkeste bånd i adfærdspsykologi.

Når du en gang imellem får taknemmelighed.
En gang imellem bliver valgt.
En gang imellem føler dig uundværlig.

Så binder det hårdere end stabil kærlighed.

Du bliver hooked på følelsen af at være nødvendig.

Og det ligner kærlighed.

Men det er aktivering.

Den dag jeg opdagede det

Da det gik op for mig,
at jeg ikke vidste, hvad mine egne behov var…

Der stod jeg som et magtesløst menneske og tænkte:

“Jamen, jeg ved jo ikke engang, hvad jeg har brug for.”

Så hvordan skulle jeg kunne hjælpe mig selv?

Det var som at famle i blinde.

For når man altid har haft de røde blink klar, har man ikke øvet sig i stilhed.

Når skam gemmer sig i stoltheden

Ambulanceføreren er ofte stolt.

Stolt af at kunne klare det.
Stolt af at være stærk.
Stolt af at være den, man kan regne med.

Men under stoltheden ligger ofte:

“Hvis jeg ikke rykker ud…
er jeg så noget værd?”

Det er dér skammen bor.

Ikke som selvhad.
Men som en stille tvivl om egen værdi uden funktion.

Du må gerne hjælpe – men ikke på bekostning af dig selv

Det betyder ikke, at du skal blive kold.

Det betyder ikke, at du ikke må hjælpe.

Det betyder:

Du skal kunne mærke i kroppen,
om det er i dag, du skal rykke ud.

Eller om det er i dag, du skal blive siddende.

Du skal kunne vælge.

Ikke reagere.

🚦 Fra udrykning til bevidst valg

Når du bliver din egen indre redder først,
så ændrer noget sig.

Du:

  • Slukker ikke brande, du ikke selv har tændt
  • Løber ikke efter mennesker, der ikke løber mod dig
  • Mister ikke dig selv i andres kaos

Og vigtigst:

Du kan tåle, at nogen er utilfredse med dig.

Det er her, helingen ligger.

Den sidste kærligskrappe sandhed

Hvis du konstant er omgivet af mennesker i krise,
så er det værd at spørge:

Vælger du dem?

Eller vælger de dig?

For nogle gange er det ikke verden, der er fuld af ildebrande.

Det er dit system, der stadig leder efter røg.

Du behøver ikke stoppe med at være hjælpsom.

Du skal bare stoppe med at være på vagt hele tiden.

Ambulancer skal ikke køre i døgndrift.

Og det skal du heller ikke.

🚨 En sidste ting… om hvem der står og vinker i vejkanten

Lad os lige være ærlige et øjeblik.

Hvis du kører med fuld udrykning hele tiden…
så kan jeg næsten garantere dig,
hvem der står og vinker i vejkanten.

Narcissisterne…

For hvem elsker en brandmand mere end én, der selv sætter ild til skoven?

Det er den perfekte arbejdsfordeling:

  • De skaber drama.

  • Du skaber orden.

  • De mister fodfæste.

  • Du mister dig selv.

Og I kalder det “intens kemi”.

Det er ikke kemi.

Det er logistik.

En narcissist leder ikke efter en partner.
De leder efter regulering.

Og hvis du konstant sender signalet:

“Bare rolig, jeg tager den. Jeg fikser det. Jeg holder sammen på det hele.”

Så vil de tænke:

“Fantastisk. Gratis beredskab.”

Det er ikke ondskab.
Det er dynamik.

Narcissistiske træk trives i relationer,
hvor den ene overansvarliggør sig selv,
og den anden underansvarliggør sig selv.

Det er yin og yang – bare uden balance.

Så hvis du bliver ved med at køre med blinkene tændt,
så vil du fortsat samle mennesker op,
der aldrig selv lærer at tage kørekort.

Og her er den kærligskrappe sandhed:

Så længe du insisterer på at være redderen,
vil du tiltrække mennesker,
der har brug for en.

Ikke en ligeværdig.

En redder.

“Du behøver ikke stoppe med at hjælpe.
Du skal bare stoppe med at være til rådighed 24/7.
Ellers bliver du ved med at samle mennesker op, der ikke vil helbredes – de vil bare transporteres.”

Og inden vi bliver alt for højtidelige her…

Lad os lige tage selvironien med.

For ja — jeg har selv haft de blå blink kørende 24/7.
Jeg har selv været stolt af at kunne rykke ud før alle andre.
Jeg har selv følt mig vigtig, når nogen “havde brug for mig”.

Så nej, det her er ikke skrevet fra et elfenbenstårn.

Det er skrevet fra førersædet.

Humor gør det nemmere at kigge på det.
For hvis vi ikke kan smile lidt af vores egne mønstre,
så bliver vi enten selvretfærdige eller selvbebrejdende.

Og ingen af delene skaber forandring.

Så ja — nogle gange må vi godt skrive dybt alvorlige ting
med et glimt i øjet.

For bevidsthed uden humor bliver tung.
Humor uden bevidsthed bliver undvigelse.

Men når de to går hånd i hånd?

Så kan vi både grine —
og ændre noget.

Og det er trods alt nemmere
at slukke for blå blinkene,
når man kan gøre det med et smil

“Og hvis du absolut vil redde nogen… så start med dig selv.
Du bor trods alt tættest på.”

 

DEL GERNE DETTE INDLÆG