Når narcissisten går i terapi – og behandleren bliver den tredje i relationen

Ja. Psykisk vold og manipulation kan også foregå i et terapirum.

Og hvis vi som behandlere ikke er bevidste om det, kan vi i værste fald komme til at medvirke til noget, vi egentlig er sat i verden for at hjælpe med at stoppe. Vi kan komme til at bekræfte en fordrejet fortælling, placere ansvaret hos den forkerte og være med til at gøre et andet menneske til syndebuk.

Det sker ikke nødvendigvis, fordi behandleren er dårlig til sit arbejde. Det sker, fordi vi kun kan arbejde med det materiale, vi får adgang til. Og hvis materialet er stærkt selekteret, manipuleret eller vendt på hovedet, kan selv en dygtig behandler blive trukket ind i dynamikken.

Jeg har gennem årene haft flere mennesker i terapi, som i lang tid har siddet fast i rollen som problemet i relationen. De var blevet beskrevet som vrede, kontrollerende, jaloux, besværlige eller ustabile, mens det i virkeligheden var partneren, der havde de markante manipulerende og narcissistiske træk.

Og det er præcis dér, det bliver alvorligt.

For når den ene part først har fået etableret sin fortælling i terapirummet, kan behandleren uforvarende blive den tredje i relationen. Ikke som neutral hjælper, men som en del af dynamikken.

Det er her, triangulering, DARVO og den skjulte kamp om sandheden begynder.

Når der endelig bliver sagt: Nu er det nok

Lad os sige, at din partner endelig er gået med til at gå i behandling.

Måske fordi alkoholen fylder for meget. Måske fordi adfærden er blevet krænkende. Måske fordi løgne, skyldforskydning, grænseoverskridelser og brudte aftaler har stået på alt for længe.

Til sidst siger du:

“Jeg kan ikke mere. Der skal ske noget.”

Partneren begynder hos en terapeut, psykolog eller misbrugsbehandler.

Efter de første samtaler kommer vedkommende måske hjem og siger:

“Det gik skidegodt. Hun er virkelig dygtig. Jeg føler endelig, at nogen forstår mig.”

Og du tænker:

Gudskelov.

Måske er der endelig håb.

Men hvad er det egentlig, behandleren har fået fortalt?

Vi fortæller ikke kun fakta. Vi fortæller historier

Vi mennesker vælger, hvad der kommer med i vores fortælling, hvad der bliver udeladt, hvor historien begynder, og hvem der får hvilken rolle.

“Min kone råber af mig.”

Det kan sagtens være sandt.

Men hvis resten af historien er, at hun råbte efter fire timers benægtelse, løgne, alkohol, provokationer eller beskyldninger, ændrer konteksten billedet temmelig meget.

Man behøver altså ikke nødvendigvis at lyve direkte.

Man kan udelade.

Man kan minimere.

Man kan flytte årsag og virkning.

Man kan fortælle reaktionen og springe den handling over, som reaktionen kom efter.

Og pludselig ser den person, der reagerede på noget, ud som den person, der skabte problemet.

Det er værd at være vågen på i ethvert terapirum, men især når vi arbejder med afhængighed, psykisk vold, stærkt manipulerende adfærd eller markante narcissistiske mønstre.

Når fortiden bliver et frikort til nutiden

Så findes der en anden mekanisme, som vi behandlere også skal turde kalde ud.

Den gamle lidelse, der bliver trukket op af lommen, hver gang nutiden kræver ansvar.

“Jeg blev udsat for noget for 30 år siden.”

Det kan være fuldstændig sandt.

Det kan have været dybt traumatisk, og det kan stadig have konsekvenser i dag. Traumer har desværre ikke læst kalenderen og tænker:

“Nå, nu er der gået 30 år. Så smutter jeg.”

Men der er forskel på at sige:

“Det, jeg oplevede, påvirker stadig mine reaktioner, og derfor må jeg arbejde med dem.”

Og:

“Det, jeg oplevede, er grunden til, at jeg stadig ikke kan forventes at tage ansvar for mine handlinger.”

Fortiden kan forklare vores adfærd. Den kan hjælpe os til at forstå vores nervesystem, forsvar, frygt og overlevelsesstrategier.

Men forklaring er ikke det samme som fritagelse.

Et traume er ikke et klippekort til ubegrænset ansvarsdispensation.

Man kan have været udsat for noget dybt alvorligt og samtidig være ansvarlig for, hvordan man behandler andre mennesker i dag.

De to ting kan sagtens være sande samtidig.

Faktisk burde behandling netop hjælpe mennesket med bevægelsen fra:

“Se, hvad der blev gjort mod mig, derfor kan jeg ikke gøre for det.”

Til:

“Se, hvad der blev gjort mod mig. Det har præget mig. Og nu er det mit ansvar, hvad jeg gør med det.”

Ellers risikerer behandling paradoksalt nok at fastholde mennesket i offerpositionen.

Hvis terapeuten hver gang ansvaret nærmer sig siger:

“Ja, men husk nu også, hvad du har været udsat for …”

kan omsorg meget hurtigt blive til en blød lænestol, som ingen nogensinde rejser sig fra.

Det er ikke heling.

Det er parkering med terapeutisk nakkestøtte.

DARVO – når offer og krænker bytter plads

Og så kommer DARVO.

Deny. Attack. Reverse Victim and Offender.

Benægt.

Angrib.

Byt derefter offer- og krænkerpositionen rundt.

Den person, som bliver konfronteret med sin egen adfærd, begynder i stedet at fortælle:

“Hun kontrollerer mig.”

“Hun stoler aldrig på mig.”

“Hun bliver så vred.”

“Jeg må nærmest ingenting.”

Og igen: Noget af det kan være faktuelt korrekt.

Partneren kan være blevet vred.

Partneren kan være begyndt at kontrollere, hvor mange penge der forsvinder, om der bliver drukket, hvor vedkommende har været, eller om endnu et løfte bliver brudt.

Men hvis man fjerner historien før reaktionen, kan konsekvensen pludselig komme til at ligne årsagen.

Det er her, behandleren skal være vågen.

Ikke mistroisk.

Men vågen.

Når behandleren bliver den tredje

Hvis behandleren kun har adgang til den ene fortælling, kan der ganske naturligt begynde at danne sig et billede af partneren derhjemme.

Nu er konflikten ikke længere bare mellem to mennesker.

Der er kommet en tredje ind.

Og strukturen kan langsomt blive:

Klienten og behandleren på den ene side.

Partneren på den anden.

Det er triangulering.

Problemet er ikke, at terapeuten føler empati med sin klient. Det skal terapeuten.

Problemet opstår, hvis empati bliver det samme som at overtage klientens forklaring på virkeligheden.

For en terapeutisk alliance er en alliance med klientens behandling.

Ikke nødvendigvis med klientens version af virkeligheden.

Når empati bliver til kollusion

Hvis behandleren begynder at sige:

“Det lyder da også meget kontrollerende.”

“Jeg kan godt forstå, du reagerer.”

“Din partner virker meget vred.”

… uden samtidig at undersøge klientens egen adfærd, kan der opstå professionel kollusion.

Behandleren kommer ikke nødvendigvis bevidst til at tage parti.

Men behandleren kan ufrivilligt komme til at understøtte klientens forsvar, minimisering og ansvarsfralæggelse.

Og det er et alvorligt sted at havne, fordi terapi så ikke længere udfordrer mønstret.

Den hjælper med at vedligeholde det.

Og så bliver partneren inviteret ind

Efter nogle måneder siger behandleren måske:

“Skulle vi ikke invitere din partner med? Det lyder jo, som om du bliver behandlet rigtig dårligt.”

Nu træder partneren ind i et terapirum, hvor fortællingen måske allerede er etableret.

Partneren kommer for at tale om alkohol, løgne, brudte aftaler, manipulation eller krænkende adfærd.

Behandleren sidder måske allerede med et billede af en vred, jaloux, ustabil eller kontrollerende partner.

Og klienten sidder midt imellem.

Tre mennesker.

Tre forskellige kort over virkeligheden.

Her skal behandleren virkelig holde tungen lige i munden.

For partneren kan opleve at komme ind i det rum, hvor vedkommende troede, hjælpen skulle findes, og opdage:

Jeg er allerede blevet gjort til problemet.

Det menneske, som måske gennem lang tid har forsøgt at råbe op om, hvad der foregår derhjemme, kan nu risikere også at skulle forsvare sig over for den professionelle.

Så er terapirummet ikke længere bare et sted for behandling.

Det er blevet endnu en arena.

Når behandlerens ord tages med hjem

Og hvad sker der bagefter?

“Min terapeut siger også, at du kontrollerer mig.”

“Min psykolog synes faktisk, du behandler mig dårligt.”

“Min behandler kan godt se, at problemet er dig.”

Nu bliver behandlerens autoritet taget med hjem og brugt inde i relationen.

Her bevæger vi os hen imod noget, der kan ligne systemmisbrug: At professionelle, behandling eller institutioner bliver trukket ind i magtdynamikken og brugt til at legitimere én bestemt fortælling.

På almindeligt dansk?

Behandleren risikerer at blive rekrutteret som flyvende abe uden nogensinde at have søgt jobbet.

Og det er ikke engang sikkert, at behandleren ved, at vedkommendes ord bliver brugt sådan.

Det handler ikke om at mistænkeliggøre klienten

Det her betyder ikke, at mennesker med et misbrug eller narcissistiske træk automatisk lyver eller manipulerer deres behandlere.

Det betyder heller ikke, at partneren altid fortæller sandheden.

Og det betyder bestemt ikke, at gamle traumer bare skal “komme overstås”.

Så enkelt er mennesker heldigvis ikke skruet sammen.

Men vi er nødt til at kunne holde flere sandheder samtidig.

Et menneske kan være blevet alvorligt traumatiseret og stadig have et ansvar for sin adfærd i dag.

Et menneske kan have et alkoholproblem og samtidig udsætte sin partner for psykisk vold.

Et menneske kan føle sig oprigtigt krænket og samtidig selv være den, der gentagne gange krænker.

Et menneske kan fortælle noget, der faktuelt er sandt, og samtidig udelade så meget kontekst, at helheden bliver usand.

Og en behandler kan være både empatisk, erfaren og dygtig og stadig blive trukket ind i et manipulerende system.

Det er derfor, gennemsigtighed er så vigtig.

Ikke blind loyalitet mod den ene fortælling.

Ikke automatisk mistænkeliggørelse af den anden.

Men nysgerrighed på adfærd, kontekst, ansvar, mønstre og det, der faktisk sker over tid.

For det kan være ganske nemt at være den mest sympatiske person i terapirummet.

Især hvis den anden part aldrig har fået lov til at fortælle sin side.

#narcissisme #narcissist #narcissistiskmisbrug #psykiskvold #DARVO #triangulering #gaslighting #manipulation #coercivecontrol #traumebinding #terapi #psykoterapi #parforhold #relationer #misbrug #afhængighed #ansvar #traumer #grænsesætning #syndebuk #flyingmonkey #emotionelmisbrug