Når krænkeren får offeret til at ligne problemet

NÅR OFFERET KOMMER TIL AT LIGNE KRÆNKEREN

Der findes en særlig form for skade, som vi taler alt for lidt om.

Den skade, der opstår, når et menneske først har været udsat for psykisk vold, manipulation, gaslighting, triangulering, kontrol eller anden krænkende adfærd – og bagefter bliver mistænkeliggjort af dem, der egentlig skulle hjælpe.

Det kan ske i parforhold.

I familier.

På arbejdspladser.

I terapirum.

I konfliktmægling.

I HR-afdelinger.

Hos myndigheder.

Og i retssystemer.

For nogle mennesker er ganske enkelt ekstremt dygtige til at vende fortællingen.

De kan fremstå rolige, velartikulerede, rationelle og samarbejdsvillige.

Samtidig kan den person, der har været udsat for langvarigt psykisk pres, sidde på den anden side af bordet og være grædende, vred, forvirret, hypervigilant, desperat eller have svært ved at fortælle sin historie kronologisk.

Og så sker der noget farligt.

Vi begynder at forveksle ro med troværdighed.

Og følelsesmæssig aktivering med utroværdighed.

Men traumer kommer altså sjældent ind ad døren med mapperne alfabetiseret.

Et menneske, der gennem længere tid er blevet manipuleret, nedgjort, gjort forkert eller konstant har måttet forsvare sin egen virkelighed, kan være voldsomt aktiveret.

Det siger ikke i sig selv noget om, hvem der har ret.

På samme måde er det heller ikke et bevis på krænkende adfærd, at et menneske virker køligt, kontrolleret eller velformuleret.

Og dét er vigtigt.

For vi skal passe på ikke bare at vende ligningen om.

Den, der græder mest, er ikke automatisk offeret.

Den, der virker mest rolig, er ikke automatisk krænkeren.

Vi må kigge dybere.

Et begreb, der er vigtigt her, er DARVO:

Deny.
Attack.
Reverse Victim and Offender.

Benægt.

Angrib.

Og vend rollerne, så den person, der bliver konfronteret med sin adfærd, ender med at fremstille sig selv som offeret – og den krænkede som problemet.

Og lige præcis dér kan professionelle mennesker blive trukket ind i dynamikken uden overhovedet at opdage det.

Pludselig handler samtalen ikke længere om:

“Hvad gjorde du?”

men om:

“Prøv at se, hvor urimelig den anden er.”

Fokus bliver flyttet fra adfærden til modpartens personlighed.

Fra handling til karakter.

Fra ansvar til forklaring.

Og nogle gange bliver den person, der allerede har været udsat for krænkelsen, krænket én gang til.

Det kaldes blandt andet sekundær viktimisering.

Altså den ekstra skade, der kan opstå, når den person, der søger hjælp, mødes med mistro, bagatellisering, skyldplacering eller manglende forståelse.

Og den skade skal vi ikke undervurdere.

For forestil dig først at få din virkelighed manipuleret.

Og derefter gå ud og bede om hjælp – og få at vide, direkte eller indirekte, at problemet måske egentlig er dig.

Det kan være dybt destabiliserende.

Jeg har gennem årene haft mennesker i terapi fra begge sider af konflikter.

Og nej.

Man kan ikke altid gennemskue dynamikken på første session.

Heller ikke nødvendigvis på anden eller tredje.

Mennesker er komplekse.

Og hvis nogen fortæller os, at de kan identificere offer og krænker på fem minutter, skal alarmklokkerne nok ringe hos os alle sammen.

Men over tid begynder noget ofte at blive tydeligere.

Ikke nødvendigvis gennem historien.

Men gennem mønstrene.

Kan personen tage ansvar for konkrete handlinger?

Kan vedkommende sige:

“Ja. Det gjorde jeg. Det var forkert.”

uden straks at fortsætte:

“…men det var jo fordi, du…”

Kan personen tåle at blive korrigeret?

Kan personen rumme, at to ting kan være sande samtidig?

Kan personen være såret – og stadig tage ansvar?

Kan personen forholde sig til sin egen adfærd, uden hele tiden at flytte fokus over på den anden?

Hvordan reagerer personen, når der bliver sat en grænse?

Hvordan reagerer vedkommende, når terapeuten, lederen, mediatorens eller myndighedspersonen ikke straks køber fortællingen?

Kommer der refleksion?

Eller kommer der modangreb?

Karakterangreb?

Alliancedannelse?

Triangulering?

Offerposition?

Omskrivning af historien?

Det er dér, vi skal blive nysgerrige.

Ikke på, hvem der fortæller historien flottest.

Men på mønsteret over tid.

For nogle mennesker kan virke ekstremt overbevisende.

De kan være charmerende.

Velartikulerede.

Rolige.

Sympatiske.

Og måske tror de endda fuldt og fast på deres egen version.

Andre kan være langt mere bevidste om, hvordan de fremstiller sig selv.

Men som professionel kan jeg sjældent vide med sikkerhed, hvad intentionen er.

Derfor skal jeg heller ikke diagnosticere intentionen.

Jeg skal kigge på adfærden.

På kronologien.

På gentagelserne.

På dokumentationen, når den findes.

På ansvar.

På konsistens.

På hvad der sker, når fortællingen bliver udfordret.

Og især på, om adfærden ændrer sig.

For ord er billige.

Ansvar kan ses.

Det samme kan manglen på det.

Og her har vi som behandlere, ledere, mæglere og andre fagpersoner et stort ansvar.

Vi skal passe på, at vi ikke bliver rekrutteret ind i en konflikt.

At vi ikke bliver en del af en triangulering.

At vi ikke bliver den næste person, der skal bekræfte fortællingen om, at “den anden er problemet”.

Og vi skal være meget varsomme med at bruge menneskers traumereaktion imod dem.

Et dysreguleret menneske er ikke nødvendigvis et utroværdigt menneske.

Et roligt menneske er ikke nødvendigvis et reguleret menneske.

Og den, der virker stærkest i rummet, er ikke nødvendigvis den, der har handlet mest ordentligt.

Derfor er et af de vigtigste spørgsmål ikke:

“Hvem virker mest troværdig?”

Men:

“Hvad viser adfærden over tid?”

For den største fejl, vi kan begå, er at tro, at den mest troværdige fortæller nødvendigvis fortæller den mest troværdige historie.

Nogle gange stopper den psykiske vold nemlig ikke, når relationen stopper.

Den skifter bare arena.

Og hvis vi ikke forstår dynamikken, risikerer hjælpesystemet at komme til at fortsætte den skade, det egentlig var sat i verden for at standse.

Det skal vi kunne bedre.

For mennesker skal ikke først kæmpe sig ud af krænkelsen.

Og derefter kæmpe for retten til overhovedet at blive forstået.

#psykiskvold #narcissisme #narcissist #gaslighting #manipulation #DARVO #traumebonding #traumer #traumeterapi #psykiskmisbrug #emotioneltmisbrug #toxicrelationship #coercivecontrol #triangulering #offerogkrænker #sekundærviktimisering #relationstraumer #grænsesætning #selvrespekt #overansvarlighed

DEL GERNE DETTE INDLÆG