Det her indlæg blev simpelthen nødt til at blive langt.

Så lav dig en god kop kaffe. Eller te.

Find eventuelt et stykke chokolade frem. Vi skal trods alt tale om det familieretlige system, så en lille smule blodsukker kan vise sig at være en glimrende støtteforanstaltning.

For det her er vigtigt.

Det handler om børn.

Det handler om forældre, der nogle gange er så nedslidte, bange og forvirrede, at de knap nok kan kende sig selv længere.

Og det handler om de mennesker, vi sætter til at forsøge at finde hoved og hale i familier, hvor to voksne kan fortælle to fuldstændig forskellige historier om den samme virkelighed.

Det er ikke nogen lille opgave.

Og måske er det netop dér, vi skal begynde.

Når en konflikt ikke bare er en konflikt

Familieretshuset har en af de vanskeligste opgaver i vores offentlige system.

De skal ind i familier, hvor relationen er brudt sammen, følelserne kan være voldsomme, fortællingerne modsatrettede, og hvor børnene nogle gange står midt i noget, de aldrig selv har bedt om at være en del af.

Det kræver naturligvis jura.

Det kræver regler.

Det kræver procedurer.

Men i de mest komplekse sager kræver det også noget andet.

Det kræver specialiseret psykologisk forståelse.

For ikke alle højkonfliktsager er to nogenlunde ligeværdige mennesker, som begge er blevet rasende, sårede og rigtig dårlige til at tale sammen.

Nogle gange er det dét.

Nogle gange er der traume.

Nogle gange er der fysisk vold.

Nogle gange er der psykisk vold.

Nogle gange er der kontrol og manipulation.

Nogle gange foregår der en systematisk påvirkning af barnet eller en devaluering af den anden forælder, som kan bidrage til kontaktbrud og det, der ofte omtales som forældrefremmedgørende adfærd.

Og nogle gange er flere af tingene til stede samtidig.

Så bliver det svært.

Rigtig svært.

For forskellige problemer kræver forskellige løsninger.

Psykisk vold ligner ikke altid vold

Psykisk vold er et af de områder, hvor jeg mener, at vi skal være særligt fagligt skarpe.

For den psykiske vold efterlader sjældent et blåt mærke, man kan tage et billede af.

Den viser sig ofte som et mønster.

Kontrol.

Nedgørelse.

Trusler.

Intimidering.

Overvågning.

Isolation.

Økonomisk styring.

Ansvarsforskydning.

En langsom nedbrydning af den andens tillid til egne oplevelser og vurderinger.

Og efter et brud stopper den slags dynamikker ikke nødvendigvis, bare fordi flyttekasserne er blevet pakket.

De kan skifte scene.

Nu foregår kampen gennem børnene.

Samværet.

Økonomien.

Beskederne.

Advokaterne.

Eller myndighederne.

Derfor bliver det problematisk, hvis vi tager noget, der reelt handler om magt og kontrol, og oversætter det til:

“Så skal I to bare blive bedre til at samarbejde.”

For så gør vi noget asymmetrisk symmetrisk.

Og det kan være en alvorlig fejl.

Når den mest påvirkede kommer til at ligne problemet

Forestil dig et møde.

På den ene side sidder et menneske, der gennem længere tid har levet med psykisk vold, manipulation, konstant utryghed eller en partner, der har fået vedkommende til at tvivle på sin egen dømmekraft.

Dette menneske kommer måske ikke ind som dagens mest elegante repræsentant for følelsesmæssig regulering.

Det kan være et menneske, der græder.

Taler hurtigt.

Bliver vred.

Mister tråden.

Gentager sig selv.

Har taget 300 sider mails med.

Ikke fordi samtlige 300 sider nødvendigvis er relevante, men fordi personen efter års forvirring måske er blevet rædselsslagen for igen ikke at blive troet.

Vedkommende kan være hypervagtsom.

Søvnløs.

Udbrændt.

Og i nogle tilfælde have udviklet betydelige traumesymptomer eller C- PTSD-lignende reaktioner.

Overfor sidder måske et menneske, der er velartikuleret.

Velklædt.

Roligt.

Venligt.

Afbalanceret.

Og tilsyneladende ganske uforstående over for, hvordan det hele dog er blevet så voldsomt.

“Jeg vil jo bare børnene det bedste.”

Og selvfølgelig gør de fleste forældre det.

Men her opstår en vigtig faglig udfordring.

For det menneske, der ser mest belastet ud, er ikke nødvendigvis det menneske, der har skabt belastningen.

Og det menneske, der fremstår mest roligt, er ikke nødvendigvis det menneske, der fungerer bedst relationelt.

Omvendt er det selvfølgelig heller ikke sådan, at den grædende part automatisk har ret, og den rolige part automatisk er manipulator.

Så havde jobbet været nemt.

Desværre kommer løgnere sjældent med et lille skilt om halsen, hvor der står: “Bare rolig, jeg manipulerer.”

Det havde ellers sparet os alle sammen noget tid.

En reaktion er ikke det samme som en årsag

Det her er noget af det vigtigste, vi ved fra traumearbejde.

Det, vi ser lige nu, kan være resultatet af noget, der har foregået meget længe.

Hvis vi tager reaktionen ud af sammenhængen, kan vi komme til at vende årsag og virkning om.

Den hypervagtsomme bliver “problemet”.

Den vrede bliver “konfliktsøgende”.

Den desperate bliver “ustabil”.

Den, der ikke tør sidde i samme rum som sin tidligere partner, bliver “usamarbejdsvillig”.

Og måske er det en korrekt vurdering.

Men måske er det ikke.

Måske ser vi et nervesystem, der har stået i alarmberedskab alt for længe.

Måske ser vi et menneske, der har forsøgt at få nogen til at forstå en kompliceret dynamik i årevis.

Måske ser vi konsekvenserne af psykisk vold og fejltolker dem som årsagen til konflikten.

Det ved vi ikke ved at se på et menneske i et mødelokale en tirsdag klokken 10.30.

Det skal undersøges.

Og hvad med manipulation og forældrefremmedgørelse?

Vi skal samtidig passe på ikke at falde i den modsatte grøft.

For der findes også forældre, der involverer barnet i deres egen vrede.

Der findes mennesker, der devaluerer den anden forælder.

Der findes børn, der bliver gjort til budbringere, allierede, informationskilder eller følelsesmæssige støttepersoner.

Der findes situationer, hvor et barns relation til den anden forælder bliver beskadiget gennem vedvarende påvirkning.

Det er også alvorligt.

Men heller ikke her kan vi bruge én forklaringsmodel på alle sager.

Et barn, der ikke ønsker at se en forælder, er ikke automatisk blevet manipuleret.

Barnet kan være bange.

Barnet kan have oplevet vold.

Misbrug.

Omsorgssvigt.

Uforudsigelighed.

Grænseoverskridelser.

Eller en relation, der ganske enkelt ikke har været tryg.

Derfor må spørgsmålet aldrig kun være:

“Hvilken af forældrenes historier lyder mest overbevisende?”

Spørgsmålet må være:

“Hvilken forklaring passer bedst med det samlede billede?”

Men hvordan finder vi så ud af, hvem der taler sandt?

Det er jo dét.

To mennesker kommer ind.

Begge siger, at de vil barnet det bedste.

Begge siger, at de ønsker samarbejde.

Begge kan have dokumentation.

Begge kan fortælle historier om den anden.

Hvordan i alverden skal et tredje menneske vide, hvad der faktisk foregår?

Jeg mener ikke, at Familieretshusets medarbejdere skal være menneskelige løgnedetektorer.

Det ville være et urimeligt krav.

Vi mennesker er generelt ikke særligt gode til at spotte løgn bare ved at kigge på hinanden.

Manglende øjenkontakt er ikke bevis.

Nervøsitet er ikke bevis.

Gråd er ikke bevis.

Ro er heller ikke bevis.

Charme er heller ikke bevis.

Det er derfor, vi skal væk fra spørgsmålet:

“Hvem virker mest troværdig?”

Og i stedet spørge:

“Hvilken fortælling kan bedst tåle at blive undersøgt?”

Vi skal kigge på mønstre, ikke forestillinger

Det interessante er ikke kun, hvad et menneske siger.

Det interessante er, om ordene passer sammen med adfærden over tid.

Siger man:

“Jeg ønsker virkelig, at barnet skal have en god relation til sin mor,”

mens man samtidig systematisk taler moderen ned?

Siger man:

“Jeg vil gøre alt for at samarbejde,”

mens man gentagne gange bryder aftaler, skaber nye konflikter eller straffer den anden, når der bliver sat en grænse?

Siger man:

“Det handler kun om mit barns trivsel,”

men kan næsten ikke tale om barnet uden samtidig at aflevere et langt anklageskrift mod sin tidligere partner?

Eller omvendt:

Siger man, at man er bange for den anden, men dokumentationen viser måske ikke det mønster, man beskriver?

Det skal også undersøges.

Vi skal ikke finde den fortælling, vi bedst kan lide.

Vi skal finde den fortælling, der bedst hænger sammen med virkeligheden.

Den meget flinke part

Og så er der det med venligheden.

For ja, nogle mennesker er enormt dygtige til at præsentere sig.

De er høflige.

Rolige.

Velartikulerede.

Imødekommende.

Måske næsten lidt demonstrativt rimelige.

Det kan selvfølgelig være ægte.

Et menneske bliver ikke manipulator af at eje en blazer og kunne formulere en hel sætning.

Men det kan også være det, man inden for psykologien kalder impression management.

At man meget bevidst eller ubevidst styrer, hvilket billede andre får af én.

Og derfor skal vi ikke mistænkeliggøre venligheden.

Vi skal undersøge, om den passer med det samlede adfærdsmønster.

Hvordan reagerer personen, når vedkommende får et nej?

Når myndigheden ikke giver personen ret?

Når der bliver sat en grænse?

Når barnet siger noget, personen ikke kan lide?

Når den tidligere partner holder fast?

Kan personen fortsat være nogenlunde proportional?

Eller kommer der pludselig eskalering, trusler, nye anklager eller et stærkt behov for at diskreditere alle, der ikke længere støtter fortællingen?

Én reaktion beviser ingenting.

Men gentagne mønstre fortæller noget.

Kan personen tage ansvar?

En anden ting, jeg ville være nysgerrig på, er kapaciteten til selvrefleksion.

Jeg mener ikke, at begge parter skal tage 50 procent af skylden.

Relationer er ikke et regneark.

Men kan et menneske se bare en lille smule af sin egen adfærd?

Kan man sige:

“Det håndterede jeg dårligt.”

“Der blev jeg for vred.”

“Det skulle jeg ikke have sagt foran barnet.”

“Jeg kan godt forstå, at mit barn oplevede det sådan.”

Eller er fortællingen konsekvent bygget sådan op, at personen selv aldrig har nogen andel i noget, mens den anden person forklarer alle problemer fra A til Å?

Det er ikke et diagnostisk bevis.

Men det er information.

Vi skal have tingene tilbage i sammenhæng

Det er måske den vigtigste pointe i hele dette indlæg.

Alt for ofte tager vi et fragment.

En vred mail.

Et barns sætning.

Et møde.

En episode.

En fars vrede.

En mors gråd.

Og vurderer fragmentet alene.

Men mennesker lever ikke i fragmenter.

Adfærd har en historie.

Reaktioner har en kontekst.

Relationer har mønstre.

Derfor skal vi have tingene tilbage ind i sammenhæng.

Hvad skete der før?

Hvad skete der efter?

Er det en enkelt episode?

Eller er det den 47. episode af samme karakter?

Hvordan fungerede familien før bruddet?

Hvem tog sig reelt af børnene?

Hvordan ser kommunikationen ud over seks måneder, ikke bare i én mail?

Hvem respekterer grænser?

Hvem ændrer faktisk adfærd, når der bliver lavet en aftale?

Hvem kan sætte barnet foran sin egen vrede?

Det er dér, den faglige vurdering begynder at blive interessant.

Jeg glemmer aldrig en bestemt klient

For mange år siden havde jeg en klient i en meget belastet familieretlig konflikt.

Jeg gengiver selvfølgelig sagen anonymiseret og sådan, som min klient fortalte den til mig.

Inden et møde stod hun udenfor sammen med sin tidligere partner.

Han sagde ifølge hende:

“Nu skal du passe på, at du ikke bryder sammen derinde. Det er jo ikke godt for din sag.”

Så gik de ind.

Derinde var han ifølge hendes beskrivelse rolig.

Høflig.

Venlig.

Velartikuleret.

Min klient kom igennem mødet nogenlunde.

Men da hun kom ud, rystede hun nærmest som et espeløv.

Udenfor mødte hun ham igen.

Her lød kommentaren ifølge hende:

“Du er stadig fuldstændig fucking ustabil.”

Jeg har tænkt på den sag mange gange siden.

For hvis hendes beskrivelse var retvisende, hvordan skulle personen på den anden side af bordet så vide, hvad der skete udenfor?

Det kunne vedkommende ikke.

Og det er netop min pointe.

Det handler ikke nødvendigvis om, at sagsbehandleren gør noget forkert.

Det handler om, at selve opgaven kræver, at vi er bevidste om, at det menneske, vi ser på scenen, ikke nødvendigvis fortæller os alt om det, der foregår backstage.

Og så var der den 7/7-ordning

Med til samme historie hørte noget andet.

Hendes tidligere partner ønskede en 7/7-ordning.

På papiret lyder det jo umiddelbart både lige og rimeligt.

Halvdelen til hver.

Så er regnskabet gjort op.

Problemet var bare, at han ifølge min klient rejste meget i sit arbejde.

Så meget, at hun ofte endte med at passe børnene i hans uger alligevel.

Ellers blev de passet af hans mor, som på det tidspunkt efter hendes oplevelse ikke længere havde de bedste forudsætninger for at tage sig så meget af børnene.

Og så synes jeg, vi bliver nødt til at stille det spørgsmål, der nogle gange forsvinder midt i alle de voksnes rettigheder:

Hvad var egentlig børnenes tarv her?

Var det afgørende, at der stod 7/7 på papiret?

Eller skulle man have undersøgt, hvordan børnene rent faktisk levede de syv dage?

For børn bor ikke i et Excel-ark.

En ordning bliver ikke automatisk til barnets bedste, fordi regnestykket går op.

Hvis mor i praksis alligevel skal have børnene i fars uge, fordi far er ude at rejse, så har vi måske ikke en reel 7/7-ordning.

Så har vi en 7/7-overskrift.

Og der kan være meget stor forskel på de to.

Jeg kender selvfølgelig ikke hans indre motiver.

Og det er vigtigt.

Jeg kan ikke vide, om hans ønske handlede om et oprigtigt ønske om mest mulig tid med børnene, om retfærdighed, om økonomi, om position eller noget helt femte.

Men netop derfor skal systemet ikke gætte på motivet.

Det kan undersøge adfærden og de praktiske realiteter.

Hvor meget var han faktisk hjemme?

Hvem passede børnene i hans uger?

Hvordan fungerede ordningen i praksis?

Hvordan trivedes børnene?

Og var den foreslåede løsning bygget op omkring børnenes faktiske hverdag – eller omkring de voksnes forestilling om, hvad der så mest lige ud?

For barnets tarv kan ikke reduceres til matematisk lighed mellem forældrene.

Nogle gange er 7/7 glimrende.

Andre gange er det ikke.

Pointen må være, at ordningen skal passe til barnet og familiens virkelighed – ikke virkeligheden til ordningen.

Konfliktmægling er ikke et neutralt værktøj i alle relationer

Her kommer jeg til noget, jeg stadig kan løfte øjenbrynet en smule over.

Konfliktmægling kan være et fremragende redskab.

Når to mennesker begge har bidraget til et fastlåst mønster og har brug for hjælp til at lytte, tale anderledes og finde løsninger, giver det god mening.

Men konfliktmægling forudsætter i et eller andet omfang, at parterne kan indgå i rummet med en vis psykologisk sikkerhed.

Hvad hvis den ene gennem flere år har kørt den anden psykisk ned?

Hvad hvis der har været kontrol?

Manipulation?

Løgne?

Økonomisk dominans?

Hvad hvis den ene har råd til meget dyr juridisk hjælp, mens den anden står på næsten bar bund og samtidig er traumatiseret af relationen?

Så er det måske ikke verdens mest geniale idé at stille de to mennesker over for hinanden og sige:

“Så. Nu skal vi lige have jer til at samarbejde.”

Nogle gange er mere dialog sundt.

Andre gange er mere kontakt bare mere adgang.

Det er en væsentlig forskel.

To mennesker i samme rum er ikke nødvendigvis ligeværdige

Det tror jeg, vi skal forstå meget dybere.

To stole ved det samme bord skaber ikke automatisk ligeværdighed.

Den ene kan komme ind med økonomisk overskud, juridisk støtte, social selvsikkerhed og et velreguleret nervesystem.

Den anden kan komme ind med gæld, søvnmangel, frygt, et overbelastet nervesystem og flere års nedbrydning i bagagen.

På papiret sidder der to voksne.

Men de kan have fuldstændig forskellige forudsætninger for at deltage.

Det betyder ikke, at den svageste økonomisk har mest ret.

Det betyder heller ikke, at den bedst formulerede lyver.

Men det betyder, at ligebehandling ikke altid er det samme som en fagligt tilstrækkelig behandling.

Og hvem er det så egentlig, vi sætter til at løse det her?

Her synes jeg, kritikken skal blive mere kærlig og mindre doven.

For det er nemt at pege på en sagsbehandler og sige:

“Hvordan kunne du overse det?”

Men vent lige.

Hvad er det egentlig, vi beder det menneske om?

Vi beder et menneske om at sidde over for måske to dybt konfliktfyldte forældre og kunne navigere i psykisk vold, traume, kontrol, manipulation, misbrug, forældrefremmedgørende adfærd, personlighedsproblematikker, tilknytning, parentificering og børn i loyalitetskonflikter.

Det er lidt af en jobbeskrivelse.

“Sagsbehandler” er heller ikke én bestemt faglig uddannelse.

I systemet arbejder blandt andet jurister og børnesagkyndige, og i nogle mere komplekse undersøgelser kan psykologer blive inddraget.

Men en jurist kan være en fremragende jurist uden at være traumeterapeut.

En børnefaglig medarbejder kan være enormt dygtig til børn uden at være specialist i coercive control.

En psykolog kan være en glimrende psykolog uden at have særlig viden om psykisk vold eller højt manipulerende personlighedsmønstre.

Det er ikke en kritik.

Det er sådan faglighed fungerer.

Ingen af os kan alt.

Jeg har arbejdet med mennesker i årtier og lærer stadig.

Man bliver åbenbart aldrig helt færdiguddannet i mennesker.

Det havde ellers været praktisk.

Måske kræver jobbet simpelthen mere specialviden

Hvis vi forventer, at en medarbejder skal kunne genkende disse komplekse dynamikker, så er det vores ansvar at sikre, at vedkommende får de nødvendige redskaber.

Vi kan ikke sende mennesker ud med et kompas og bagefter skælde dem ud for ikke at have radar.

Så bliver spørgsmålet større end den enkelte medarbejder.

Hvilken efteruddannelse får de?

Hvor meget supervision får de?

Hvor lang tid har de til hver sag?

Hvornår bliver specialister koblet på?

Hvor højt er arbejdspresset?

Hvilke muligheder har de for at få en sag grundigere undersøgt, når noget ikke hænger sammen?

Og hvor tydeligt er systemet indrettet til at opdage, at det måske slet ikke er en almindelig konflikt, man står med?

Det er organisatoriske spørgsmål.

Ledelsesmæssige spørgsmål.

Og ja, i sidste ende også politiske spørgsmål.

For hvis en opgave kræver mere specialviden, end vi har uddannet og finansieret mennesker til at have, så er det ikke fair bagefter at pege på den enkelte sagsbehandler og sige:

“Du burde have set det.”

Så må vi kigge på systemet omkring vedkommende.

Og systemet har jo faktisk allerede opdaget noget af det

Det er også vigtigt at være fair.

Der er allerede fokus på blandt andet psykisk vold og forældrefremmedgørende problematikker i det familieretlige system.

Der er blevet arbejdet med efteruddannelse.

Der er blevet udviklet mere viden.

Det fortæller mig, at problemstillingen ikke er ukendt.

Derfor er mit spørgsmål heller ikke:

“Hvorfor kan de ikke finde ud af deres arbejde?”

Det er et alt for billigt spørgsmål.

Mit spørgsmål er:

Har vi rustet dem godt nok til det arbejde, vi faktisk beder dem om at udføre?

Det er en langt mere interessant diskussion.

For det er trods alt menneskers liv

Alle mennesker begår fejl.

Sagsbehandlere gør.

Psykologer gør.

Advokater gør.

Dommere gør.

Terapeuter gør.

Jeg gør.

Et godt system er ikke et system, hvor ingen nogensinde tager fejl.

Det system findes kun i eventyr. Og sandsynligvis ikke engang dér.

Et godt system er et system, der gør risikoen for alvorlige fejl så lille som muligt.

Og som er i stand til at opdage fejl og korrigere kursen.

For her er konsekvensen ikke en blanket, der er blevet udfyldt forkert.

Det kan handle om, hvor et barn skal bo.

Hvem barnet skal være sammen med.

Om et menneske bliver tvunget ind i tæt kontakt med en person, vedkommende er bange for.

Om et barn bliver fortolket som manipuleret, når barnet måske forsøger at beskytte sig.

Eller omvendt:

Om reel påvirkning og manipulation af et barn bliver overset.

Det er store beslutninger.

Så vi må godt løfte øjenbrynet.

Ikke for at hænge nogen ud.

Men fordi jo større indflydelse et system får på menneskers liv, desto større ansvar har systemet for at sikre, at de mennesker, der skal træffe beslutningerne, er ordentligt rustet.

Det er egentlig ikke skældud.

Det er bare ordentlighed.

Vi skal have sammenhængen tilbage

Hvis jeg skulle ønske én ting, var det måske denne:

At vi bliver bedre til at sætte ting tilbage i deres sammenhæng.

En reaktion alene fortæller ikke hele historien.

Et sammenbrud fortæller ikke nødvendigvis, hvem der skabte problemet.

Ro fortæller ikke nødvendigvis, hvem der er mest rask.

Et barns nej fortæller ikke alene hvorfor.

En venlig mail fortæller ikke hele relationen.

En vred mail gør heller ikke.

Og en 7/7-ordning fortæller ikke nødvendigvis, hvem barnet reelt opholder sig hos.

Et menneske er mere end det øjeblik, vi observerer.

En familie er mere end det møde, vi afholder.

Så når noget ikke giver mening, skal vi måske ikke bare kigge hårdere på det samme øjeblik.

Vi skal udvide billedet.

Se historikken.

Se mønstret.

Se, hvad der sker før og efter.

Se, hvad ordene bliver fulgt af.

Se, hvordan mennesker reagerer, når de får et nej.

Se, om ansvar bliver taget.

Se, hvordan aftaler faktisk fungerer ude i virkeligheden.

Og se, om barnets behov stadig står i centrum, når mikrofonen er slukket.

For Familieretshusets opgave er selvfølgelig ikke at beslutte, hvem de bedst kan lide.

Og jeg tror heller ikke, det er sådan, de sidder og arbejder.

Opgaven er langt vanskeligere end det.

De skal forsøge at forstå, hvad der faktisk foregår i familier, hvor sandheden nogle gange er svær at få øje på, og hvor børnene kan betale en meget høj pris, hvis vi tager fejl.

Og netop derfor skal vi give de mennesker, der sidder med opgaven, den bedst mulige faglighed, tid, støtte og specialviden.

For nogle gange er det konflikt.

Nogle gange er det traume.

Nogle gange er det fysisk vold.

Nogle gange er det psykisk vold.

Nogle gange er det manipulation og forældrefremmedgørende adfærd.

Og nogle gange er det en ordentlig rodebutik af flere ting på én gang.

Så ja.

Vi skal hjælpe familierne.

Men vi skal også hjælpe dem, der skal hjælpe familierne, med at blive endnu bedre til at se forskellen.

For når vi sidder med andre menneskers skæbner i hænderne, må vi godt stille høje krav.

Bare uden at glemme, at der sidder et menneske på begge sider af bordet.