Når børnene bliver brikker i narcissistens spil – og hvordan du beskytter dem uden at miste dig selv.

Det er en af de mest hjerteskærende situationer, jeg møder hos både kvinder og mænd:
Du er blevet skilt fra en narcissist.
Du prøver at skabe tryghed og stabilitet for dine børn.
Men den anden forælder styrer narrativet – og begynder at sætte børnene op imod dig.

Hvordan ser det ud i praksis?
Det kan være små, snedigt indpakkede kommentarer:

• “Jeg ville jo aldrig være gået… det var din mor/far, der ødelagde det hele.”

• “Hvis vi bare havde ventet, til du var færdig i skolen, kunne vi have holdt sammen som familie.”

• “Jeg har prøvet ALT for at få din mor/far i parterapi… men hun/han ville ikke.”

Historien er skruet sammen, så narcissisten fremstår som den uskyldige og opofrende – og du som den hårde, egoistiske, kolde.
Alt imens virkeligheden er, at du betaler regningerne, holder hverdagen kørende og bærer det fulde ansvar.

Pleaserens største fejl: Stilheden

Mange af jer, der er “pleasere” af natur, laver den samme fejl:
I genmægler ikke.
I lader narcissistens historie stå uimodsagt, fordi I er bange for at skade barnet yderligere eller skabe konflikt.

Men hør her:
Når du ikke sætter ord på din sandhed, så lærer barnet, at den manipulerende historie er den eneste sandhed.
Og det efterlader barnet i et følelsesmæssigt kaos, hvor de ikke ved, hvem de kan stole på.

Sandhed + grænser = Tryghed

Det, børn har brug for midt i kaos, er klare rammer og ærlige ord (tilpasset deres alder).
Ikke lange tirader om, hvor slem den anden forælder er – men korte, klare udsagn, der står fast:

• “Jeg kan høre, du har fået en anden version. Her i vores hjem er det sådan, det foregår.”

• “Jeg forstår, det er svært, men her gælder de her regler.”

• “Du må gerne være ked af det eller vred – men jeg vil ikke acceptere, at du taler sådan til mig.”

• “Lad mig vise dig regningen, så kan du se, at det er mig som betaler.”
  

  “Et barn uden din stemme hører kun narcissistens.”

Det kan føles hårdt, for pleaseren vil gerne glatte ud og undgå, at barnet er vred på dem. Og vil for alt i verden ikke gøre barnet ondt.
Men det paradoksale er, at netop grænser skaber tryghed.
Et barn kan ikke stole på en forælder, der er blød som en elastik, har et vægelsind som hele tiden skifter mening og konstant tvivler på sig selv.
De skal mærke, at du står fast, også når det stormer. Og børn må altså godt være sure eller vrede!

Når masken falder

Narcissisten kan spille den perfekte “venneforælder” i starten – give frihed, slik og ingen regler.
Men masken kan ikke holdes op for evigt.
Før eller siden bliver det umuligt for barnet at leve i det miljø, og de søger tilbage til den forælder, der har holdt fast i rammerne.

Men det kræver, at du ikke bukker under for frygten i mellemtiden.
At du ikke fjerner alle sten på barnets vej.
For hvis du gør det, mister barnet ikke kun respekten – de mister også fornemmelsen af, at du kan passe på dem.

Så mit kærligskrappe råd til dig:
Stop med at være bange for at være den “strenge”.
Vær den forælder, der siger sandheden på en rolig, klar og alderssvarende måde.
Vær den forælder, der sætter rammer og holder dem.
For det er sådan, dit barn finder tilbage til tryghed – og til dig.

“Er du skilt?

“Klip snorene – ellers styrer narcissisten dig som en marionetdukke gennem dit barn.”