Når du dater en narcissist med børn – hvilken kontrakt skriver du egentlig under på?

Når du dater et menneske med markante narcissistiske mønstre, som samtidig har børn, går du sjældent kun ind i et parforhold. Du går ind i et helt system. Og hvis du ikke er vågen, kan du ende med at skrive under på en kontrakt, du aldrig har fået lov at læse.

For selvfølgelig begynder det ikke med: Hej, jeg søger en ny partner, der kan regulere mig, bekræfte mig, overtage en del af mit følelsesmæssige arbejde og samtidig elske mine børn så højt, at jeg selv kan læne mig lidt tilbage.
(For jeg gider dem egentlig ikke rigtig, men har brug for at se ud som en omsorgsfuld forældre!)

Det ville trods alt være en vanskelig profiltekst at få mange svar på.

Det begynder meget smukkere.

Du møder et menneske, som måske stadig står med det ene ben i en tidligere relation. Ægteskabet er ved at gå i opløsning. Den nuværende partner er blevet træt. Har trukket sig. Har stillet krav. Måske endda sagt: Du bliver nødt til at arbejde med dig selv, ellers går jeg.

Hvis vi taler om et menneske med stærke narcissistiske forsvar, er det ikke sikkert, at den besked fører til dyb selvrefleksion. Det kan være langt lettere at finde et nyt sted at blive set, forstået, bekræftet og reguleret.

Og så kommer du.

Du lytter. Du forstår. Du ser smerten. Du ser såret bag facaden. Du ser måske et menneske, der virker langt mere sensitivt, sårbart og reflekteret, end den tidligere partners version skulle tilsige.

Og du tænker måske: Hvordan kan nogen dog behandle dette menneske så dårligt?

Men du har ikke levet tirsdag klokken 17.42 med det menneske i otte år.

Du har ikke stået med trætte børn, økonomi, vasketøj, konflikter, madlavning, forældremøder og tre mennesker, der alle sammen har brug for noget på samme tid. Du har ikke set, hvad der sker, når charmen ikke længere kan bære relationen, og når hverdagen forlanger noget mere kedeligt end intens øjenkontakt og dybe samtaler.

Du får måske den kuraterede version.

Den reflekterede version.

Den sårede version.

Den version, der lige nu har rigtig meget brug for, at du ser vedkommende som noget ganske særligt.

Og hvis du selv har et gammelt fadersår eller modersår, kan det føles som at komme hjem.

Ikke nødvendigvis fordi relationen er sund, men fordi noget gammelt i dig genkender opgaven.

Jeg bliver elsket, når jeg er den, nogen har brug for.

Det er her, børnene bliver vigtige.

For du dater ikke bare personen. Du dater også personens forældreskab. Du dater historikken. Du dater evnen til at tage ansvar, bære frustration, sætte egne behov til side og være den voksne, også når der ikke falder beundring af.

Det betyder ikke, at et menneske med narcissistiske træk ikke kan elske sine børn. Men kærlighed og forældrekapacitet er ikke det samme. Nogle kan sagtens være varme, sjove, gavmilde og engagerede i glimt, men have betydeligt sværere ved den vedvarende del af omsorgen. Den del, hvor barnet har behov på tidspunkter, der passer dårligt. Den del, hvor ingen klapper. Den del, hvor man ikke er hovedpersonen.

Og her kan du blive meget attraktiv.

Især hvis du er den overansvarlige type.

Du kommer måske ikke med et CV under armen, men dit nervesystem har ofte allerede sendt ansøgningen.

Du er god til at tage ansvar. Du kan mærke andre. Du husker ting. Du hjælper. Du ser behov, før andre selv opdager dem. Du er måske også typen, der hurtigt får dårlig samvittighed, hvis et barn mangler noget, selv om barnet faktisk har to biologiske forældre stående lige ved siden af.

Så du begynder at gå ind i det.

Lidt mere.

Og lidt mere.

Du lærer børnene at kende. Du engagerer dig. Du lytter. Du hjælper. Du kører. Du trøster. Du husker fødselsdagen. Du køber måske julegaven, før deres egen forælder har tænkt tanken.

Og det kan være ægte kærlighed. Selvfølgelig kan det det.

Men under den kærlighed kan der samtidig ligge noget andet.

Noget meget gammelt.

Hvis jeg elsker det, der betyder noget for dig, så vil du elske mig mere.

Det er den del, der kræver brutal ærlighed.

For nej, du vil måske aldrig sige højt: Jeg gør mig uundværlig for at blive valgt.

Men det betyder ikke, at dynamikken ikke kan være i gang.

Og et menneske med stærke narcissistiske mønstre kan få meget ud af netop den mekanisme.

I begyndelsen får du måske masser af anerkendelse for det.

Du bliver fortalt, at du er fantastisk med børnene. At de elsker dig. At du er en gave. At ingen før har forstået dem på den måde. At du er den bedste bonusmor eller bonusfar, de kunne have fået.

Og hvis du har et gammelt sår omkring ikke at være valgt, ikke at være vigtig nok eller ikke at være den, nogen virkelig satte først, så kan de ord gå direkte ind i dit belønningssystem.

Nu har du en plads.

Nu er du vigtig.

Nu er du noget særligt.

Måske endda uundværlig.

Og det kan føles så meget som kærlighed, at du ikke opdager forskellen.

Men forskellen er afgørende.

For bliver du elsket, eller bliver du belønnet for at fungere godt i rollen?

Det finder du sjældent ud af, mens du giver.

Det finder du ud af, når du holder op.

Den dag du ikke kan hente. Den dag du ikke vil være den, der planlægger. Den dag du siger, at noget faktisk er vedkommendes eget ansvar som forælder. Den dag du selv er træt. Den dag du har brug for støtte. Den dag du ikke længere er familiens følelsesmæssige schweizerkniv.

Hvad sker der så?

Bliver du stadig mødt med varme?

Eller ændrer temperaturen sig?

Det er her, den usynlige kontrakt begynder at komme frem.

For måske var kontrakten aldrig: Jeg elsker dig for den, du er.

Måske var den snarere: Jeg elsker dig bedst, når du gør livet lettere for mig.

Og det er en temmelig væsentlig forskel.

Det er også her, mange overansvarlige mennesker langsomt opdager, at de ikke bare fik en partner.

De fik en stilling.

I begyndelsen hedder stillingen måske “bonusforælder med stort hjerte”. Efter nogle år viser det sig, at jobbeskrivelsen også omfattede følelsesregulering, logistik, konflikthåndtering, oprydning, planlægning, praktisk omsorg og en mindre afdeling for voksenopdragelse.

Flot titel. Elendig pensionsordning.

Og mens du knokler, kan du stadig holde fast i håbet om, at hvis bare du bliver lidt bedre, lidt mere rummelig, lidt mere kærlig, lidt mere forstående, så kommer den gamle varme tilbage.

Men hvis den anden ikke arbejder med sine egne mønstre, ændrer din ekstra indsats ikke strukturen.

Du bliver bare bedre til at kompensere for den.

Det er derfor, du skal kigge bagud, før du går helt ind.

Hvis vedkommende har voksne børn, så se på relationen til dem. Ikke kun på fortællingen om relationen, men på selve kontakten. Er der varme? Stabilitet? Gensidighed? Kan de voksne børn være tæt på uden konstant drama? Eller er de distancerede, og ledsages det af en lang forklaring på, hvorfor det selvfølgelig skyldes eksen, børnene selv, deres utaknemmelighed eller alle de mennesker, som gennem tiden tilsyneladende bare har misforstået dette ene menneske?

En dårlig relation til voksne børn er ikke i sig selv tegn på narcissisme. Familier kan gå i stykker af mange årsager.

Men hvis det samme mønster gentager sig i relation efter relation, er det værd at blive nysgerrig.

Hvis den ene eks var problemet, det ene barn var utaknemmeligt, det andet barn blev manipuleret, den gamle ven var misundelig, søsteren var urimelig, chefen var narcissist, og naboen åbenbart også var sindssyg, så må man på et tidspunkt stille det lille uartige spørgsmål:

Er hele verden virkelig blevet enige om at være problemet?

Det betyder ikke, at du skal mistænkeliggøre alt. Det betyder, at du skal se mønstret.

For et menneskes relationshistorik fortæller ofte langt mere end det menneskes egen fortælling om relationshistorikken.

Og lad dig ikke forblænde af sætningen: Men sådan er vedkommende slet ikke med mig.

Nej.

Måske ikke endnu.

Du er ny.

Du er stadig den, der forstår. Den, der beundrer. Den, der bringer lettelse. Den, der giver følelsen af at være set. Du har måske endnu ikke sagt nej nok gange til at finde ud af, hvad dit nej koster.

Og det er i virkeligheden langt mere interessant end, hvor fantastisk relationen føles i begyndelsen.

For hvis du vil vide, hvad du går ind i, skal du ikke kun spørge, om du elsker personen.

Du skal spørge, hvilken kontrakt du er ved at skrive under på.

Er du parat til at elske børnene med hud og hår, fordi du selv vælger det?

Eller er du langsomt ved at gøre deres kærlighed og dit engagement i dem til den billet, der skal sikre dig en plads i partnerens hjerte?

For det er netop dér, det gamle sår kan narre dig.

Du tror, du er ved at bygge en familie.

Men måske er du i gang med at bevise din værdi.

Og hvis din værdi først og fremmest bliver målt på, hvor meget du tager over, hvor meget du rummer, og hvor meget du gør for børnene, så skal du vide én ting:

Du kan godt blive fantastisk til rollen.

Du kan godt blive uundværlig.

Du kan godt blive elsket af børnene.

Men det er ikke det samme som, at narcissisten ændrer sig.

Og hvis narcissisten ikke ændrer sig, så står du før eller siden tilbage med det spørgsmål, der er langt vigtigere end alle de andre:

Hvad får jeg egentlig ud af det her?

Ikke hvad børnene får.

Ikke hvad partneren får.

Ikke hvad familien får.

Men hvad får du?

For hvis svaret er, at du får lov til at føle dig værdifuld, så længe du bærer mere og mere, er det ikke kærlighed.

Det er en kontrakt.

Og den er fandeme værd at læse, før du skriver under.
Kh Betina – Pas på dig selv!