For pokker, hvorfor er det nogle gange så svært at give slip på et menneske, som du samtidig godt ved ikke er godt for dig?

Du har måske grædt, analyseret, ventet, tilgivet, forklaret og forsøgt én gang til. Måske mange gange til. Du kan se, at noget ikke hænger sammen. Du kan mærke, at relationen slider på dig. Og alligevel kan længslen efter den anden være så stærk, at du begynder at tvivle på alt det, du ellers godt ved.

Så kommer tanken let: Hvis det gør så ondt at miste dette menneske, må det være, fordi jeg elsker så dybt.

Ikke nødvendigvis.

Der kan være en anden mekanisme på spil. Den kaldes intermitterende forstærkning.

Intermitterende forstærkning betyder, at en belønning kommer uforudsigeligt. Ikke hele tiden. Ikke efter et tydeligt mønster. Nogle gange kommer den, andre gange gør den ikke. Netop den uforudsigelighed kan gøre en adfærd meget svær at slippe.

Det kender vi fra adfærdspsykologien. Hvis en spilleautomat aldrig gav gevinst, ville de fleste mennesker på et tidspunkt holde op med at putte penge i den. Men hvis der indimellem kommer en gevinst, opstår tanken: Måske næste gang. Og så prøver man igen.

Det samme kan ske i relationer.

Nogle gange får du nærhed. Andre gange afstand. Nogle gange varme. Andre gange kulde. Nogle gange bliver du mødt, set og elsket, og andre gange aner du ikke, hvor du har mennesket. Måske kommer der en kærlig besked efter flere dages tavshed. Måske et intenst møde efter en periode med afstand. Måske sex efter konflikt. En undskyldning. Et løfte. En stor kærlighedserklæring. Et blik. Et “jeg savner dig”.

Og pludselig kommer lettelsen.

Der er mennesket jo.

Der er den version, du har ventet på. Den version, du troede fandtes derinde. Den version, du indimellem har set glimt af, og som derfor bliver ved med at holde dit håb i live.

Hjernen lærer ikke nødvendigvis: Her er ingen kærlighed.

Den lærer snarere: Jeg ved ikke, hvornår kærligheden kommer igen.

Det er en væsentlig forskel.

For ét dejligt døgn kan pludselig få tre elendige uger til at falme i baggrunden.

En intens weekend kan få dig til at tvivle på det, du mærkede hele måneden før. Ét stort løfte kan få dig til at genåbne en dør, som du ellers var begyndt at lukke.

Det betyder ikke, at dine følelser ikke er ægte. De kan være dybe, intense og helt virkelige. Men følelsernes styrke er ikke det samme som relationens kvalitet.

Og det er måske en af de vigtigste skelnen overhovedet.

For nogle gange er det ikke kun mennesket, du har svært ved at give slip på. Måske er det det, du troede, mennesket indeholdt. Det, du så. Det, du mærkede. Det, du forestillede dig kunne folde sig ud. Den udgave af mennesket, som viste sig i de stærkeste øjeblikke, og som fik dig til at tænke: Der er det jo. Det er sådan, vi kunne have det.

Og måske er det især forventningen, du holder fast i: At næste gang bliver anderledes. At næste gang bliver der mere nærhed, mere ærlighed, mere stabilitet, mere gensidighed og mere af det menneske, du indimellem fik lov at møde.

For nogle gange sørger vi ikke kun over den relation, vi havde. Vi sørger også over den relation, vi troede, vi ville få.

Men her er det vigtigt, at vi ikke laver intermitterende forstærkning om til endnu et internetbevis på narcissisme.

Intermitterende forstærkning er et psykologisk læringsprincip og kan optræde som et relationsmønster. Det er ikke en diagnose.

Ja, mønstret ses i mange beskrivelser af narcissistiske relationer. Mennesker med stærkt narcissistiske træk kan skabe en vekselvirkning mellem idealisering, intens nærhed, tilbagetrækning, kulde, afvisning og pludselig genkontakt. Nogle mennesker kan bruge denne vekselvirkning mere strategisk og bevidst. Hos andre er den ikke nødvendigvis planlagt på den måde, men virkningen på partneren kan stadig være den samme: Den anden bliver hængende og venter på næste periode med varme.

Men du kan ikke slutte fra intermitterende forstærkning til narcissisme.

Et menneske kan skabe præcis samme slags uforudsigelighed uden at være narcissist.

Der findes mennesker, som nærmest bruger romantisk forelskelse som følelsesmæssig regulering. De søger euforien, intensiteten, begæret, længslen, spændingen og den kropslige følelse af at være mere levende. De trives måske godt i forelskelsens højder, men langt dårligere i hverdagens almindelighed.

Når det nye bliver almindeligt, falder rusen. Når relationen kræver vedholdenhed, ansvar og stabilitet, begynder de måske at trække sig. Så søger de igen intensitet, afstand, genforening eller en ny følelsesmæssig top.

Det behøver ikke være narcissisme.

Det kan handle om følelsesmæssig umodenhed, undvigelse, ustabil tilknytning, dårligt udviklet evne til at rumme almindelig hverdag eller en stærk trang til at regulere sig gennem romantisk eufori.

Et menneske kan altså være dybt ustabilt i kærlighed uden at være narcissist.

Og netop derfor skal du passe på med at blive alt for optaget af etiketten.

Det vigtigste spørgsmål er ikke altid: Hvad er dette menneske?

Det vigtigere spørgsmål er ofte: Hvad gør dette menneske?

Se på handlingen. Se på adfærden. Se på det gentagne mønster.

Hvis du ikke har kendt et menneske gennem længere tid og set vedkommende i en reel, stabil hverdag, ved du faktisk mindre om menneskets relationelle kapacitet, end forelskelsen måske får dig til at tro.

Seks måneder er ikke en videnskabelig magisk grænse. Men hvis du kun har kendt et menneske i glimt, i hemmelige møder, weekendbobler, romantiske ture, intense beskeder, lange telefonsamtaler, seksuel kemi, savn og stærke bekendelser, så har du kun set mennesket i bestemte tilstande.

Du har måske set, hvordan vedkommende er i forelskelse.

Du har ikke nødvendigvis set, hvordan vedkommende er i et parforhold.

Det er to forskellige ting.

Hvordan fungerer mennesket, når vaskemaskinen går i stykker? Når børnene er umulige? Når bilen ikke starter? Når der er underskud på kontoen? Når nogen bliver syge? Når begge har sovet dårligt? Når en af jer er irritabel? Når I er uenige? Når der opstår konflikt? Når du siger nej? Når du ikke længere er enig, imponeret eller begejstret?

Hvordan er I sammen dér?

Står I sammen om problemet?

Kan vedkommende tage ansvar?

Kan vedkommende blive i kontakten, når det er ubehageligt?

Kan vedkommende sige undskyld uden straks at forklare sig fri?

Kan I reparere efter konflikt?

Eller bliver den ene altid den løsningsorienterede, regulerende og ansvarlige part, mens den anden kollapser, forsvinder, undviger, angriber, truer eller skaber endnu mere drama?

Det er dér, hverdagen bliver interessant.

For et menneske kan den ene dag komme til dig med sin største sorg og lidelse og vække hele dit omsorgssystem. Du kan føle dig særlig, udvalgt og dybt forbundet, fordi du får adgang til et sårbart sted i vedkommende. Næste dag kan det samme menneske tage dig direkte med i euforiens Tivoli, hvor du føler dig set, begæret, forført og næsten høj på relationen.

Begge dele kan opleves som dyb intimitet.

Men intensitet er ikke det samme som intimitet.

Og intimitet er ikke det samme som stabilitet.

Derfor skal du nogle gange stille dig selv det kedeligste og måske vigtigste spørgsmål af dem alle:

Hvor er hverdagen?

Hvis hverdagen mangler, mangler du også noget af det vigtigste materiale, du skal bruge for at vurdere relationen realistisk.

Hvis et menneske for eksempel igen og igen fortæller dig, at vedkommende vil forlade sin partner, men månederne går, og beslutningen hele tiden udskydes, så har du ikke kun brug for at lytte til ordene. Ordene kan godt være oprigtigt følt i det øjeblik, de bliver sagt. Men et løfte er ikke det samme som en handling, og en følelse er ikke det samme som et valg.

Du kan have stærke øjeblikke. Fortrolighed. Sex. Tårer. Fremtidsdrømme. Store erklæringer. En kontakt, der føles næsten skæbnebestemt.

Og noget af det kan sagtens være ægte i øjeblikket.

Men hvad viser adfærden over tid?

Det er dér, intermitterende forstærkning bliver særlig vigtig. For hvis du først er blevet fanget af denne uforudsigelighed, kan din dømmekraft begynde at hægte sig mere på højdepunkterne end på helheden. Du kommer til at bruge de stærkeste øjeblikke som bevis for relationen og de sværeste øjeblikke som undtagelser.

Du vender næsten evidensen på hovedet.

Du siger måske: “Men da vi var sammen i weekenden, kunne jeg mærke, hvor meget han elskede mig.”

Ja. Måske.

Men hvad viser de seks uger omkring weekenden?

Eller: “Hun sagde, at hun aldrig havde følt sådan før.”

Det kan også være sandt.

Men hvad gør hun?

Eller: “Jeg ved, at der er så meget godt inde i ham.”

Det kan der sagtens være.

Men du skal leve med det menneske, der faktisk handler. Ikke kun med det menneske, du forestiller dig findes derinde.

Og her kommer din egen del af ansvaret ind.

Ikke skylden. Ansvaret.

For du er ikke ansvarlig for et andet menneskes løgne, svigt, manipulation eller ustabilitet. Hvis den anden lyver, er løgnen den andens ansvar. Hvis den anden manipulerer, er manipulationen den andens ansvar. Hvis den anden lover og igen og igen undlader at handle, hører det ansvar også hjemme hos den anden.

Men du har et ansvar for at begynde at lægge mærke til det, du ser.

Du har ansvar for ikke igen og igen at gøre din længsel til et bedre vidne end virkeligheden.

Du har ansvar for at opdage, hvis du bliver ved med at forelske dig mere i potentialet end i adfærden.

For hvis du igen og igen ser det samme mønster og hver gang finder en ny forklaring, så kommer du på et tidspunkt til at samarbejde med din egen ønsketænkning.

Det er ikke det samme som at sige, at du selv har skabt den andens adfærd.

Det har du ikke.

Men ansvar er også at spørge: Hvad gjorde jeg med den information, jeg fik?

Hvad valgte jeg at se?

Hvad valgte jeg ikke at se?

Hvad bortforklarede jeg?

Hvor mange gange lod jeg ordene veje tungere end handlingerne?

Det kan være en ubehagelig erkendelse, men det er også dér, din frihed begynder.

Hvis hele forklaringen ligger hos den anden, bliver du let magtesløs. Hvis du derimod kan se din egen del uden at påtage dig den andens ansvar, får du din handlekraft tilbage.

Det er forskellen på skyld og ansvar.

Skyld siger: Det var min fejl.

Ansvar siger: Hvad gør jeg med det, jeg kan se nu?

Og nogle gange har vi brug for at blive lidt mindre romantiske.

Hvis du tror, at mennesker kan leve på kildevand alene, så kommer livet før eller siden og viser dig, at kroppen også skal have mad.

Kærlighed kan godt være smuk, poetisk, sanselig, spirituel og næsten hellig. Den må gerne få dig til at føle dig levende. Men et parforhold skal også kunne bære regninger, beskidte sokker, syge børn, dårlig søvn, deadlines, økonomisk pres, irritation, forskelligheder og tirsdag klokken 17.40, hvor ingen af jer er særligt spændende.

Det er ikke dér, kærligheden nødvendigvis forsvinder.

Det er dér, du opdager, om den kan leve.

Du kan ikke bygge et helt liv på eufori, bare fordi euforien føles fantastisk.

På et tidspunkt skal relationen kunne stå, når fyrværkeriet er slukket.

Så måske skal du ikke kun spørge: Hvor stærkt føler jeg?

Måske skal du også spørge: Hvor stabilt er det, jeg oplever?

Er der sammenhæng mellem ord og handling? Er der gensidighed? Er der ansvar? Er der respekt? Er der evne til at reparere? Er der plads til dine behov, grænser og følelser? Kan relationen tåle almindelig virkelighed?

Eller lever den primært af længsel, brud, savn, genforening, store løfter og følelsesmæssige toppe?

For hvis der igen og igen er stærke ord og meget lidt stabil handling, så er det på et tidspunkt ikke længere en række uheldige omstændigheder.

Så er det et mønster.

Og mønstre skal ikke bortforklares.

De skal ses.

Den anden har ansvar for det mønster, vedkommende skaber.

Du har ansvar for, hvor længe du bliver ved med at kalde det noget andet.

Derfor er konklusionen heller ikke nødvendigvis, at du har været sammen med en narcissist.

Måske har du.

Måske har du ikke.

Det kan du ikke afgøre på intermitterende forstærkning alene.

Men du kan godt afgøre, om det menneske, du står overfor, igen og igen skaber en relation, som gør dig utryg, forvirret, afhængig af næste gode øjeblik eller fanget i venteposition.

Og måske er det i sidste ende vigtigere end etiketten.

For du behøver ikke kende diagnosen for at tage adfærden alvorligt.

Du behøver ikke vide præcis, hvad den anden “er”, før du må reagere på det, den anden gør.

Se på handlingen.

Se på gentagelsen.

Se på hverdagen.

Se på, hvad der sker, når livet ikke er romantisk.

For kærlighed er ikke kun det, der sker, når hjertet banker hurtigt.

Kærlighed er også det, der stadig står, når pulsen falder.

Og nogle gange er det først dér, du opdager, om du faktisk har haft en relation, eller om du har levet på en række stærke øjeblikke og troen på, at de en dag ville blive til en hverdag.