Følelsesmæssigt fraværende far – sådan kan fadersåret følge dig ind i dine parforhold

Nogle gange gør vi det, vi manglede som børn, til noget særligt. Ikke fordi vi bevidst lyver om vores barndom, men fordi det kan gøre mindre ondt at give manglen en smuk betydning end at erkende, at der faktisk var noget helt grundlæggende, vi havde brug for, men ikke fik.

Det gælder ikke mindst relationen til vores forældre. Vi har alle sammen en fortælling om, hvor vi kommer fra. En slags forældresaga, som gennem årene er blevet fortalt så mange gange, at vi ikke længere tænker over, om den fortæller hele sandheden.

Min far og jeg havde altid et helt særligt forhold. Min mor gjorde alt for os. Vi var bare ikke sådan en familie, der talte om følelser. Far og jeg kunne sidde sammen i timevis uden at sige noget. Vi behøvede ikke ord.

Og måske er det sandt. Måske var der noget særligt. Men når vi arbejder med modersåret og fadersåret, er vi nødt til at turde stille et mere ubekvemt spørgsmål:

Hvad fik jeg – og hvad lærte jeg at undvære?

Den fraværende far behøver ikke være gået

Når vi taler om den fraværende far, tænker mange på faren, der forlod familien. Men en far kan være fysisk til stede gennem hele barndommen og samtidig være følelsesmæssigt fraværende.

Han kan have siddet ved middagsbordet, kørt dig til sport, været med på ferier og siddet lige ved siden af dig i bilen. Han kan have været rar, sjov og ordentlig. Han kan have elsket dig. Men kærlighed, der findes inde i et andet menneske, er ikke nødvendigvis det samme som kærlighed, et barn kan mærke.

Måske var han ikke særlig nysgerrig på dig. Måske spurgte han sjældent til, hvordan du egentlig havde det, hvad du tænkte på, hvad der skete mellem dig og dine venner, hvad der gjorde dig bange, hvad du længtes efter, eller hvad der gjorde dig glad. Måske vidste du, at far elskede dig, fordi det var fortællingen – men din lille barnekrop oplevede ikke nødvendigvis følelsen af at blive set, mødt og følelsesmæssigt grebet.

Og det er en særlig vanskelig form for fravær at få øje på.

For far var jo der.

Hvordan kan man savne et menneske, der sidder lige ved siden af én?

Som barn tænker du ikke: Min far mangler følelsesmæssig afstemning og relationskompetence. Du har ikke noget fagligt sprog og måske heller ikke noget sammenligningsgrundlag. Du lærer bare: Sådan føles kærlighed. Sådan er man sammen.

Og måske gør du stilheden til noget særligt: Vi behøver ikke tale sammen, for vi forstår bare hinanden.

Det kan naturligvis være sandt. Stilhed mellem to mennesker kan være både intim og tryg. Men der er forskel på den stilhed, hvor jeg føler mig set og forbundet, og den stilhed, jeg har lært at kalde tryg, fordi jeg for længst er holdt op med at forvente mere.

Det er dér, vi nogle gange kommer til at pynte på forældresagaen.

Hvad gjorde barnet med sin længsel?

Det spørgsmål synes jeg, vi stiller alt for sjældent.

For hvad gjorde det lille barn med længslen, når far ikke vendte sig mod det? Når spørgsmålene ikke kom? Når barnet havde oplevet noget stort, svært eller vidunderligt, men far ikke var rigtig nysgerrig?

Jeg har haft mennesker i terapi, der som voksne pludselig kan huske følelsen af at sidde over for deres far ved et brætspil og mærke, at han egentlig ikke var til stede. Han flyttede brikken. Han deltog teknisk set. Men kontakten var der ikke.

Det er præcis dét, der kan være så svært at begribe: Han var der – og alligevel manglede jeg ham.

Barnet kan ikke udskifte sine forældre. Det må tilpasse sig den relationelle virkelighed, det er født ind i. Og én måde at gøre det på er at holde op med at vente på, at den anden skaber kontakten.

Barnet begynder selv at gøre det.

Det fortæller, spørger, underholder, mærker stemningen og sørger for, at der sker noget. Det bliver måske dygtigt til at være interessant, sjovt, hjælpsomt eller nemt at være sammen med. Det opdager tidligt, hvad der får andre mennesker til at åbne sig, og lærer at skabe nærhed ved at være nysgerrig på dem.

Det kan udvikle sig til en fantastisk social kompetence.

Men der er en bagside, hvis barnet samtidig lærer:

Hvis der skal være kontakt mellem os, er det mig, der skal skabe den.

Og den læring bliver sjældent liggende hjemme i barndomshjemmet.

Vi tager den med os.

Når nogen endelig kommer imod os

Så bliver vi voksne og møder måske et menneske, der i begyndelsen gør noget helt andet. Et menneske, der er nysgerrigt på os. Som spørger, lytter, opsøger og tager initiativ. Et menneske, der får os til at føle os interessante, betydningsfulde og set.

For et menneske, der hele sit liv har været vant til selv at skabe kontakten, kan det være næsten berusende.

Endelig er der nogen, der kommer imod mig.

Og netop derfor kan lovebombing ramme ekstra hårdt hos mennesker, der bærer et fadersår eller modersår præget af følelsesmæssigt fravær. Pludselig får du koncentreret alt det, du måske har længtes efter: opmærksomhed, spørgsmål, initiativ, interesse og følelsen af at være valgt.

For en stund behøver du ikke selv skabe kontakten. Du kan læne dig tilbage og mærke: Endelig er der nogen, der vil mig. Endelig er der nogen, der ser mig.

Det er en stærk cocktail, fordi det ikke kun er den voksne forelskelse, der bliver aktiveret. Et gammelt relationelt sår kan samtidig blive ramt lige dér, hvor længslen har boet: Endelig bliver jeg set. Endelig er nogen nysgerrig på mig. Endelig skal jeg ikke arbejde for kontakten.

Lovebombing forbindes ofte med mennesker med stærkt narcissistiske eller manipulerende mønstre, men vi skal passe på med automatisk at antage, at enhver intens forelskelse er en kalkuleret plan. Det afgørende er snarere, hvad der sker bagefter.

For hvad sker der, hvis den intense nysgerrighed aftager? Hvis initiativerne bliver færre? Hvis du opdager, at samtalerne hovedsageligt lever, når du stiller spørgsmålene, mens den anden gerne fortæller om sit arbejde, sine præstationer, sine problemer, sine interesser og sit liv, men sjældent vender den samme oprigtige nysgerrighed tilbage mod dig?

Det er her, det gamle mønster kan vågne.

I stedet for at registrere: Hov. Hvad skete der med den gensidighed, jeg faldt for? begynder du måske igen at skabe stemningen, tage initiativ, stille spørgsmålene, reparere kontakten og forsøge at få den første version af relationen tilbage.

Og uden helt at opdage det er du tilbage i en velkendt position:

Den anden trækker sig følelsesmæssigt – og du begynder at arbejde hårdere for forbindelsen.

Det er netop dét, der kan skabe en stærk binding. Du jagter ikke nødvendigvis kun mennesket. Du kan komme til at jagte følelsen fra begyndelsen. Følelsen af endelig at blive mødt uden først selv at skulle skabe mødet.

Og pludselig er du projektleder igen

Uden rigtig at opdage det begynder du at iværksætte. Du foreslår turen, finder restauranten, skaber romantikken, åbner de dybe samtaler, stiller spørgsmålene, løfter stemningen, tager initiativ til kontakten og reparerer efter uenigheden.

Og fordi du er god til det, kan resultatet faktisk blive rigtig dejligt.

I griner. I oplever ting. I har spændende samtaler. Der er romantiske aftener, gode middage og nærhed. Derfor tænker du naturligvis:

Vi har det virkelig godt sammen.

Men her kommer et af de mere ubekvemme spørgsmål:

Hvor meget af det, du oplever som jeres gode relation, bliver faktisk skabt af dig?

Hvis du er varm, sjov, romantisk, empatisk, nysgerrig og initiativrig, kan du skabe rigtig gode øjeblikke sammen med mange mennesker. Men dine relationskompetencer fortæller ikke nødvendigvis noget om den andensrelationskompetencer.

Hvis du konstant skaber den gode stemning, får du paradoksalt nok heller aldrig rigtig mulighed for at opdage, hvem du er sammen med.

Du kan komme til at se din egen energi reflekteret tilbage og kalde den vores kemi.

Den er værd at tygge lidt på.

Hvad sker der, når du ikke længere producerer relationen?

Løsningen er selvfølgelig ikke at gå fra overansvarlighed til at sidde som en fornærmet prinsesse på en divan og vente på underholdningen.

Det handler om gensidighed.

Kan du nogle gange lade være med straks at fylde stilheden? Lade være med automatisk at stille det næste spørgsmål? Vente et øjeblik med at arrangere den næste hyggelige ting?

Ikke for at teste den anden, men for at kunne observere relationen uden hele tiden at producere den.

Hvad kommer der imod dig, når du ikke skaber bevægelsen? Er den anden nysgerrig på dig? Tager den anden initiativ? Bliver dit indre liv efterspurgt? Bliver du inviteret og mødt? Opdager den anden, når du bliver ked af det eller trækker dig? Tager vedkommende medansvar for at reparere kontakten?

Eller bliver der bare stille?

Det er dér, vi nogle gange opdager, at noget, vi har kaldt tryghed, måske snarere har været genkendelighed.

Selvfølgelig føles det velkendt.

Du har været her før.

Vi kan komme til at romantisere det velkendte

Hvis du voksede op med en følelsesmæssigt fraværende far, kan du have lært at forbinde kærlighed med meget lidt følelsesmæssigt initiativ fra den anden. Hvis du samtidig havde en mor, der kompenserede, regulerede rummet, sørgede for stemningen og bar relationerne, kan du ovenikøbet have fået en meget tydelig opskrift med hjemmefra:

Forvent ikke for meget af den ene – og lær at kompensere som den anden.

Det modsatte kan naturligvis også forekomme. Modersåret og fadersåret ser forskellige ud fra familie til familie. Pointen er ikke kønnet. Pointen er det relationelle mønster, barnet lærer.

Og her kan det voksne menneske komme til at gentage noget, der på overfladen ser helt anderledes ud end barndommen, men kropsligt føles forbløffende velkendt.

Vi har bare en helt særlig forbindelse. Han føler meget mere, end han viser. Hun har bare svært ved at åbne sig. Vi behøver ikke alle de ord. Jeg er bare mere initiativrig. Sådan er han jo.

Måske.

Men nogle gange er det værd at spørge:

Er jeg igen ved at gøre det, jeg mangler, til noget særligt, fordi det gør mindre ondt end at erkende, at jeg faktisk mangler det?

For længslen er ikke nødvendigvis problemet.

Længslen kan være information.

At prioritere dig selv begynder længe før dit nej

Det er præcis noget af det, vi arbejder med på Lær at prioritere dig selv – forløsning af modersår og fadersår.

For selvprioritering handler ikke bare om at lære at sige nej, sætte en grænse eller vælge sig selv, når skaden allerede er sket. Det begynder meget tidligere.

Det begynder med at opdage, hvad du har lært om kærlighed. Hvad du har lært at acceptere. Hvad du har lært at kompensere for. Og ikke mindst hvad du har lært at undvære uden længere at vide, at du undværer det.

Modersåret og fadersåret handler derfor heller ikke om at placere vores forældre på anklagebænken. Det handler om at blive nysgerrig på den relationelle arv: Hvad lærte jeg om nærhed og mine egne behov? Hvem skulle jeg være for at bevare kontakten? Hvem sørgede for stemningen? Hvem måtte fylde? Hvem tilpassede sig? Og hvilken rolle tog jeg med mig videre?

Vi kan sagtens elske vores forældre og samtidig erkende, at der var noget, de ikke kunne give os. En far kan have været sød og rar og samtidig følelsesmæssigt fraværende. En mor kan have gjort alt for sine børn og samtidig have lært dem, at kærlighed betyder at overtage ansvaret for andre menneskers følelser.

To ting kan være sande samtidig.

Det er ikke utaknemmelighed.

Det er voksen differentiering.

Måske var relationen ikke så sund, som du har fortalt dig selv

Det samme blik må vi på et tidspunkt turde rette mod vores voksne relationer.

Det kan godt være, at din tidligere partner var sød. Det kan godt være, at I havde fantastiske oplevelser. Det kan godt være, at du følte en særlig forbindelse. Du behøver ikke ødelægge de gode minder for at komme videre.

Men hvis du pynter så meget på historien, at du ikke længere kan se, hvor ensom, overansvarlig eller følelsesmæssigt underernæret du faktisk var, kan fortællingen blive en form for ubevidst selvbedrag.

Så må vi begynde at spørge anderledes:

Hvem var jeg i den relation? Var jeg den, der iværksatte? Var jeg den, der holdt os levende? Var jeg den, der konstant forsøgte at forstå? Var jeg den, der gjorde mig lettere at elske? Og hvad skete der, når jeg holdt op?

For nogle mennesker bliver erkendelsen smertefuld:

Det, jeg troede var vores fantastiske evne til at skabe en relation, var måske i høj grad min fantastiske evne til at bære en.

Det er ikke en rar erkendelse.

Men den kan være frisættende.

For så kan du begynde at gøre noget andet.

Du må have behov. Du må ønske noget. Du må længes. Du må fylde. Du må blive skuffet. Du må sige, når noget gør ondt. Og du må forvente gensidighed uden at skulle præstere dig til den.

At prioritere dig selv er derfor ikke bare at blive bedre til at vælge den rigtige partner.

Det er også at holde op med at forlade dig selv, når du står over for den forkerte.

Og måske skal du næste gang, du mærker den velkendte trang til straks at skabe stemningen, kontakten, romantikken og nærheden, gøre noget ganske uvant:

Bliv hjemme i dig selv et øjeblik.

Ikke for at spille kostbar.

Men for at se:

Hvem står egentlig over for dig, når du ikke længere gør alt arbejdet for at få relationen til at føles særlig?