Jeg støder indimellem på mennesker i terapi, som har høje narcissistiske træk, men som jeg ikke ville placere i en patologisk narcissistisk personlighedsstruktur.

En vigtig forskel for mig er deres evne til faktisk at stoppe op, se deres egen andel, lægge sig fladt ned og arbejde med den.

Tre af dem – én kvinde og to mænd, som naturligvis ikke har noget med hinanden at gøre – har gennem tiden haft den samme udfordring i deres parforhold:

De havde alle en tæt relation til en person af det modsatte køn ved siden af deres parforhold.

Og alle tre sagde stort set det samme:

“Men vi går jo ikke i seng sammen.”

Så hvad var problemet?

Det interessante kom først, da vi holdt op med at diskutere sex og begyndte at undersøge, hvad relationen egentlig gjorde for dem.

For langsomt kom der en anden sandhed frem.

Én sagde:

“Hvis mit forhold går i stykker, ved jeg jo, at der er en anden.”

En anden:

“Jeg tror faktisk, jeg ville have meget svært ved at stå helt alene.”

Og den tredje kom helt ind til kernen:

“Tanken om at skulle bo alene og ikke have nogen giver mig næsten dødsangst.”

Aha.

Så var det måske ikke længere bare et spørgsmål om et uskyldigt venskab.

Det var også en bagdør.

En følelsesmæssig nødudgang.

En anden relation, som kunne bruges til regulering, hvis den primære relation brød sammen.

Og alle tre havde endnu én ting til fælles:

De havde gjort deres partner til problemet.

“Hun er jaloux.”

“Han er så usikker.”

“Hun skal arbejde med sin jalousi.”

Smart nok.

For så behøver jeg ikke undersøge min egen adfærd.

Jalousi er ikke altid bevis på, at du er usikker

Ja, selvfølgelig findes der mennesker, som bliver jaloux, hvis partneren så meget som siger godmorgen til ekspedienten i Netto.

Hvis du bliver truet af enhver kollega, ven, ekskæreste eller forbipasserende med puls, så skal du kigge indad.

Det kan handle om tidligere svigt, lavt selvværd, tilknytningssår eller gamle erfaringer, som bliver aktiveret i den nuværende relation.

Men.

Vi er også nødt til at holde op med at diagnosticere enhver jalousi som et individuelt problem hos den jaloux.

For nogle gange er du jaloux, fordi der faktisk foregår noget, som ikke føles trygt.

Ikke nødvendigvis sex.

Men måske:

Fortrolighed, som er blevet flyttet ud af parforholdet.

Beskeder, du ikke må se.

En særlig tone.

Interne jokes.

Samtaler, som konsekvent bliver slettet eller nedtonet.

Og et sov goldt med et

En person, din partner går til med sit følelsesliv, før han eller hun går til dig.

Eller den klassiske:

“Du behøver ikke bekymre dig om hende.”

Nå.

Men hvorfor skal jeg så bruge så meget energi på ikke at bekymre mig?

Hvor blåøjet skal du egentlig være?

Der findes en mærkelig forestilling om, at det modne menneske aldrig bliver jaloux.

At hvis du bare er selvudviklet nok, spirituel nok, selvstændig nok og har arbejdet nok med dine traumer, så skal du kunne smile fredfyldt, mens din partner bygger følelsesmæssig intimitet med en anden.

Nej.

Modenhed er ikke at ignorere dine signaler.

Modenhed er at undersøge dem.

Din krop er ikke altid sandhedsvidne.

Men den er heller ikke idiot.

Hvis noget i dig igen og igen siger:

“Der er noget her, der ikke hænger sammen,”

så lad være med straks at skamme dig over følelsen.

Undersøg den.

Hvad ser du faktisk?

Hvad er fakta?

Er der gennemsigtighed?

Matcher ordene adfærden?

Bliver du mødt åbent, når du spørger – eller bliver din karakter pludselig problemet?

For der er forskel på:

“Jeg bliver jaloux, fordi jeg er bange for at miste dig.”

og

“Jeg bliver jaloux, fordi du opfører dig på en måde, der gør vores relation utryg.”

Og nogle gange er begge dele sande samtidig.

Det handler ikke om, at din partner ikke må have venner

Selvfølgelig må mennesker i parforhold have nære venner.

Også af det køn, de potentielt kunne blive tiltrukket af.

Det er ikke dér, grænsen går.

Grænsen bliver interessant, når venskabet begynder at fungere som en parallel følelsesmæssig relation.

Når den anden bliver den, man betror sig til.

Den, man søger validering hos.

Den, man også flirter lidt med.

Den, man holder varm.

Den, der står lige uden for døren, hvis det nuværende forhold kollapser. Den der forstår mig SÅ GODT – uden at dømme mig!

For så er spørgsmålet ikke længere:

“Har I haft sex?”

Spørgsmålet er:

“Hvilken funktion har denne person i dit følelsesliv?”

Det var præcis dét spørgsmål, der ændrede arbejdet med de tre.

For da de holdt op med at forsvare venskabet og begyndte at undersøge funktionen, kunne de se noget langt mere sårbart:

De forsøgte ikke kun at have en ven.

De forsøgte at sikre sig imod at stå alene.

Og den erkendelse krævede noget andet end forsvar.

Den krævede ansvar.

For du må gerne være bange for at blive forladt.

Du må gerne have separationsangst.

Du må gerne have svært ved ensomhed.

Men det er ikke din partners opgave at acceptere en følelsesmæssig bagdør, så du aldrig behøver mærke den frygt.

 

Og du må i hvert fald ikke først skabe utrygheden –

og bagefter fortælle din partner, at problemet er, at de er jaloux.

 

Så til alle derude som får at vide, at I er jaloux og kontrollerende…..

Måske er I det ikke altid!

 

Kærligst Betina