Hvad dit køkken afslører om dit nervesystem
Af Betina Ekman – Traumeterapeut og specialist i følelsesmæssige traumer, overansvarlighed og relationelle mønstre
Den rigide trold i sit naturlige habitat
Velkommen til endnu et afsnit af:
“Vilde dyr i parcelhuset.”
Her ser vi den sjældne art…
Rigide Rolf.
Rigide Rolf lever primært i køkkenet mellem klokken 07.00 og 07.30.
Han har fundet en ganske særlig kaffebønne.
Det er ikke en almindelig kaffebønne.
Det er åbenbart verdens sidste kaffebønne.
Den skal op.
Nu.
Om nødvendigt må hele familien vente.
Læg mærke til hans imponerende teknik.
Han står præcis dér, hvor ALLE andre mennesker skal forbi.
Det er et talent.
Det kræver mange års træning at kunne blokere et helt køkken med én morgenkåbe.
Nu kommer Fleksible Frida.
Hun har en spand, der vejer omtrent det samme som en mindre elefant.
Hun skal hen til vasken.
Hun tænker naivt:
“Han flytter sig nok lige.”
Hahaha…
Nej.
Rigide Rolf er nu i duel med kaffebønnen.
Kaffebønnen vinder.
Frida står pænt.
Efter tredive sekunder begynder hendes arme at ryste.
Efter et minut overvejer hun, om hun kan hælde spanden ud gennem vinduet.
Efter halvandet minut begynder hun at google:
“Kan man amputere sine egne arme?”
Endelig…
Rolf kigger op.
Han ser Frida.
Han ser spanden.
Han ser vasken.
Han ser situationen.
Han tænker…
…absolut ingenting.
Han flytter venstre hæl tre centimeter.
Mission accomplished.
Nu burde Frida uden problemer kunne udføre en tredobbelt skruesalto med spanden, uden at ramme hverken kaffemaskinen, katten eller ægtefællen.
Det kaldes samarbejde.
I hvert fald hjemme hos Rolf.
Hvordan blev Rigide Rolf egentlig til?
Det interessante er, at ingen bliver født som Rigide Rolf.
Han kom ikke ud af fødegangen, kiggede sig omkring og sagde:
“Jeg flytter mig ikke.”
Det var noget han lærte.
Spørgsmålet er bare hvor.
Måske voksede han op i et hjem, hvor han hele tiden blev skubbet rundt.
“Flyt dig.”
“Du står i vejen.”
“Mor skal lige forbi.”
“Skynd dig nu.”
På et tidspunkt kan et barns nervesystem blive træt af altid at være den, der skal flytte sig.
Og uden at barnet selv ved det, træffer nervesystemet en beslutning:
“Nu bliver jeg stående.”
Ikke fordi barnet er egoistisk.
Men fordi det længes efter at mærke, at det også har ret til at være her.
Andre børn vokser op med meget kontrol.
Der er regler for alting.
Der er en rigtig måde at gøre tingene på.
Der er ikke meget plads til spontanitet.
Så bliver kontrol lig med tryghed.
Og så findes der børn, som aldrig rigtig lærer at tage hensyn, fordi andre altid har ryddet vejen for dem.
Fælles for dem alle er, at fleksibilitet ikke føles naturlig.
Den føles usikker.
Derfor bliver kroppen også ofte en del af historien.
Jeg lægger tit mærke til i terapien – uden at det gælder alle – at mennesker med et meget rigidt beredskab ofte også beskriver en krop, der har svært ved at give slip.
Nakken spænder.
Kæberne bider sammen.
Skuldrene sidder oppe under ørerne.
Knæene føles stive.
Hele kroppen ser ud til at stå i den samme stilling som Rolf i køkkenet.
Fast.
Det betyder ikke, at personligheden skaber smerterne.
Men et nervesystem, der har været på overarbejde i mange år, kan sætte sine spor i kroppen.
Og så kommer det måske vigtigste.
For historien handler faktisk ikke kun om Rigide Rolf.
Den handler også om Fleksible Frida.
For hvorfor siger Frida ikke bare:
“Rolf, flyt lige rumpetten et øjeblik.”
Hvorfor står hun og venter?
Hvorfor begynder hun at undskylde?
Hvorfor tænker hun automatisk, at hun nok selv må finde en vej?
Det er præcis derfor, de to mennesker finder hinanden.
Den ene har lært:
“Jeg flytter mig ikke.”
Den anden har lært:
“Så flytter jeg mig.”
Og dér står de.
Midt i køkkenet.
Midt i livet.
Begge styret af gamle overlevelsesstrategier.
Den ene fylder for meget.
Den anden fylder for lidt.
Og først når begge begynder at bevæge sig, bliver der plads til et voksent møde.
Også i det smalle køkken.
I terapien arbejder vi naturligvis ikke med at få mennesker til at flytte sig i et køkken.
Vi arbejder med det, der sker bag adfærden.
For rigiditet er sjældent problemet i sig selv. Den er ofte et udtryk for et nervesystem, der gennem mange år har lært, at kontrol er lig med tryghed.
Når et menneske kommer i terapi hos mig, starter vi derfor ikke med healingen.
Vi begynder med at skabe forståelse.
Vi undersøger de gamle overlevelsesstrategier. Vi arbejder med de følelsesmæssige sår, de fastlåste mønstre og de oplevelser, der har fået nervesystemet til at tro, at det stadig skal være på vagt.
Først når de lag begynder at falde på plads, opstår der plads til den dybere forandring.
Det er her, jeg oplever, at healingen for alvor begynder.
Når rigiditeten langsomt slipper sit tag, oplever mange også, at kroppen begynder at give mere slip.
Det gælder naturligvis ikke alle, og det er ikke sådan, at bestemte smerter nødvendigvis skyldes bestemte psykologiske mønstre.
Jeg ser ofte en høj grad af rigiditet hos mennesker med udtalte narcissistiske træk. Men det er vigtigt at understrege, at det ikke betyder, at alle rigide mennesker har narcissistiske træk. Rigiditet kan have mange forskellige årsager og udviklingshistorier.
Gennem årene har mange af mine klienter fortalt, at de i takt med deres terapeutiske proces oplever, at kroppen falder mere til ro. De beskriver blandt andet:
at spændinger i nakken løsner sig
at kæbespændinger letter, og at de holder op med at bide tænder sammen
at spændingshovedpine bliver mindre eller forsvinder
at skuldrene sænker sig og føles lettere
at smerter mellem skulderbladene aftager
at ryg og lænd bliver mere bevægelige
at knæsmerter og stivhed i benene fylder mindre
at kroppen føles friere og mere levende
at vejrtrækningen bliver dybere og roligere
For mig giver det god mening.
Når et nervesystem ikke længere behøver at holde fast i verden med al sin kraft, behøver kroppen heller ikke holde fast med samme intensitet.
Men rejsen dertil er ikke et quick fix.
Du har måske brugt årtier på at opbygge de strategier, der engang hjalp dig med at overleve. Derfor skal de også have lov til at slippe i et tempo, hvor både krop og nervesystem kan følge med.
Det handler ikke om at blive et andet menneske.
Det handler om at blive mere dig.
Målet er ikke, at du skal blive eftergivende.
Målet er, at du bliver fleksibel.
At du kan stå ved dig selv – uden at stå i vejen for andre.
Og at du kan give plads til andre – uden at forlade dig selv.
Hvis du vælger at tage den rejse sammen med mig som traumealkymist, lover jeg dig ikke en mirakelkur.
Jeg lover dig heller ikke, at vi aldrig kommer til at tale om kaffebønner igen.
Tværtimod.
Jeg er ret sikker på, at vi på et tidspunkt kommer til at grine sammen over, hvor mange kaffebønner dit nervesystem har brugt energi på at samle op gennem livet – mens det glemte at give plads til både dig selv og andre.
For nogle af de største erkendelser begynder faktisk med et grin.
Og nogle gange… med én enkelt kaffebønne midt på køkkengulvet.
Og husk så lige at Rigide Regitze og Flexible Finn lever i bedste velgående….
