Farmor eller mormor? Et tabu, vi bliver nødt til at tale om.
Det her er et emne, vi taler alt for lidt om.
Og alligevel er det et emne, der fylder overraskende meget i mit terapirum.
Jeg sidder jævnligt med bedsteforældre, som er dybt ulykkelige, fordi de langsomt er blevet skubbet ud af deres børnebørns liv. Ikke fordi de har gjort noget forkert. Men fordi relationen til svigerdatteren eller svigersønnen er blevet præget af kontrol, manipulation eller høje narcissistiske træk.
Det starter sjældent med et stort brag.
Det sker langsomt.
Telefonen ringer lidt mindre. Invitationerne bliver færre. Besøgene bliver aflyst. Og pludselig står bedsteforældrene tilbage med en følelse af at have mistet både deres søn eller datter – og deres børnebørn.
I min erfaring er det oftere farmødre end mormødre, der fortæller denne historie. Det kan hænge sammen med vores kultur. Mange familier har fortsat mest kontakt med kvindens side af familien, og derfor bliver mormor ofte en større del af hverdagen.
Men sådan behøver det ikke at være.
Kære far.
Du har også et ansvar.
Hvis du ønsker, at dine børn skal have et nært forhold til dine forældre, så er det dig, der skal sige det højt. Ikke med vrede eller konflikt, men med ro og tydelighed.
“Jeg ønsker, at mine børn får et nært forhold til deres farmor og farfar – ligesom de skal have et nært forhold til deres mormor og morfar.”
Det er ikke en urimelig grænse.
Det er omsorg for hele familien.
Hvis du derimod lever sammen med et menneske, som har et stort behov for kontrol eller udviser udtalte narcissistiske træk, kan opgaven være langt vanskeligere. Her ser jeg desværre, hvordan den ene part over tid bliver påvirket til at tro, at egne forældre er problemet. Nogle bliver så overbeviste, at kontakten bliver brudt. I de mest alvorlige tilfælde bliver også børnene påvirket til at tro, at bedsteforældrene er “de onde”, selv om de aldrig selv har haft den oplevelse.
Konsekvenserne er enorme.
Ikke kun for bedsteforældrene.
Også for børnene.
For bedsteforældre er mere end hyggelige besøg og fødselsdagsgaver. De er en del af barnets historie, identitet og tilhørsforhold. De er mennesker, børn kan spejle sig i, lære af og føle sig elsket af.
Derfor har jeg en opfordring.
Tal om det, inden I får børn.
Og hvis I allerede har børn, så tal om det alligevel.
Hvordan ønsker I, at kontakten til begge familier skal være?
Hvordan sikrer I, at både farmor, farfar, mormor og morfar får en naturlig plads i børnenes liv?
Selvfølgelig taler jeg ikke om bedsteforældre, der er psykisk voldelige, manipulerende eller på anden måde skadelige for børnene. Dem skal børn naturligvis beskyttes imod.
Jeg taler om de ganske almindelige, kærlige og empatiske bedsteforældre, som stille og roligt er blevet sat uden for døren.
Det er en sorg, jeg møder igen og igen.
Måske er tiden kommet til, at vi lægger ego, gamle familiekampe og magtspil lidt til side.
For når alt kommer til alt, handler det ikke om, hvem der “vinder” retten til børnene.
Det handler om børnene.
Og børn har sjældent for mange mennesker, der elsker dem.
Lad os derfor fordele sol og vind lidt mere lige.
En kærlig opsang til alle bedsteforældre
Kære farmor, farfar, mormor og morfar.
Jeg ved, hvor ondt det gør at føle sig sat udenfor. Jeg ved, hvor stor sorgen kan være, når kontakten til børnebørnene bliver mindre, eller i værste fald forsvinder.
Men jeg vil også invitere jer til at vende blikket indad.
For det er let at pege fingre ad svigerdatteren eller svigersønnen. Nogle gange er kritikken berettiget. Andre gange er virkeligheden mere nuanceret.
Spørg derfor også jer selv:
Hvordan har vi opdraget vores søn eller datter?
Har vi lært dem at stå ved sig selv, sætte sunde grænser og holde fast i deres egne værdier – også når det er svært?
Eller har de lært, at de skal undgå konflikter, gøre andre tilfredse eller tilsidesætte sig selv for at bevare freden?
Det handler ikke om at placere skyld.
Det handler om at tage ansvar for den del af historien, som er vores.
For hvis vores voksne børn har svært ved at stå fast i deres parforhold, kan det være værd at undersøge, om de også havde svært ved at stå fast over for os.
Ingen forældre gør alting rigtigt. Vi gør alle det bedste, vi kan, med det vi selv har fået med os.
Men først når vi tør være nysgerrige på vores egen rolle, kan vi være med til at bryde de mønstre, der ellers går i arv fra generation til generation.
Det er ikke et udtryk for svaghed.
Det er et udtryk for modenhed.
Og det er måske den største gave, vi kan give både vores børn og vores børnebørn.
