Du kan møde den på arbejdspladsen, i familien, i vennekredsen, i parforholdet, på datingsider, i foreninger, til middage og sikkert også i Netto en ganske almindelig tirsdag eftermiddag.

Der er nemlig ikke nødvendigvis noget opsigtsvækkende ved mennesket.

Det kan være charmerende, intelligent, sjovt, socialt og velfungerende. Det kan passe sit arbejde, have venner, fortælle gode historier og tale varmt og længe om frihed, autenticitet, personlig udvikling og retten til at være sig selv.

Alt kan således se ganske normalt ud, lige indtil du kommer til at sige et bestemt ord. For så sker der noget mærkeligt. Det kan næsten ligne begyndelsen på en allergisk reaktion.
Først ganske diskret.

Et lille vip med benet, en hånd, der pludselig skal klø lidt på halsen, en krop, der flytter sig en smule uroligt i stolen. Måske kommer der lidt varme i ansigtet, og blikket søger kort mod døren, som om kroppen allerede er begyndt at undersøge mulighederne for evakuering.

Du tænker ikke videre over det og fortsætter derfor helt fredeligt: “Jeg synes faktisk, du har et ansvar her.”

Nu tager reaktionen til. Benet begynder at arbejde lidt hurtigere under bordet, kraven føles pludselig stram, der kommer måske en lille svedperle ved tindingen, og telefonen bliver usædvanligt interessant. Øjnene foretager diskrete målinger af afstanden til nærmeste nødudgang.

Du kan næsten få lyst til at spørge, om mennesket har fået noget, det ikke kan tåle. Og ja. Muligvis. Ansvar.

Hvis du så ovenikøbet fortsætter med: “Der må jo også være nogle krav,” kan tilstanden eskalere. Nu kommer rastløsheden.

Måske rejser mennesket sig for lige at hente vand. Måske skal der pludselig luftes ud.

Måske begynder personen at forklare, hvorfor selve ordet krav føles enormt begrænsende. Du burde selvfølgelig være stoppet her, men du ved jo endnu ikke, at du står overfor en særlig følsom organisme, så du fortsætter: “Når man har sagt ja til noget, må man jo også kunne binde sig.” Og dér går alarmen.

Ikke nødvendigvis højt, men inde i systemet lyder budskabet klart: Min frihed er truet.

Begår du derefter den alvorlige fejl at tilføje: “Der er altså også en konsekvens,” så risikerer du det fulde udbrud. Det er omtrent her, det trænede øje begynder at ane, hvilken særlig stamme vi muligvis har med at gøre:

AKAKA-stammen.

AKAKA er et akronym. Opfundet af undertegnet efter gentagende møder med menensker som har mødt stammen: A K A K A

Ansvar

Krav

At binde sig,

Konsekvens

At stå til regnskab.

Fem ganske almindelige dele af voksenlivet, som hos visse mennesker tilsyneladende kan fremkalde noget, der minder om en allergisk reaktion. Symptombilledet varierer naturligvis fra individ til individ.

Nogle rammes af akut selektiv hukommelse og kan pludselig ikke huske, hvad der blev sagt eller aftalt.
Andre udvikler straks en stærk trang til at forklare, at “det altså ikke var sådan ment”, at “du misforstår”, eller at “du gør det meget større, end det er”.

Nogle reagerer med: “Jeg kan ikke lide, når folk stiller krav til mig”, “jeg føler mig kontrolleret” eller “jeg skal altså have lov til at være mig selv”.

Og så findes der den særlige variant, hvor samtalen på mystisk vis forlader det, mennesket selv gjorde, og i stedet bevæger sig direkte over i noget, du gjorde engang i marts 2019.

Du siger: “Jeg vil gerne tale om det, der skete i går,” og pludselig står du til regnskab for en forkert tone i en sms for syv år siden. Det er næsten imponerende effektivt.

Ansvar er blevet introduceret, identificeret som fremmedlegeme og derefter skubbet tilbage over bordet.

Det interessante er selvfølgelig, at ønsket om frihed i sig selv ikke er problemet. Tværtimod. Frihed er vigtig. Autonomi er vigtig. Det er sundt at kunne sige nej, sundt at kunne vælge og sundt at kunne gå fra noget, der ikke er godt for én.

Mennesker, der har levet med massiv kontrol, dominans eller grænseoverskridelser, kan naturligvis blive særligt følsomme overfor krav, og det skal vi have respekt for.
Men der er forskel på at beskytte sin frihed og på at være allergisk overfor alt det, der følger med den.

For friheden har en lille, irriterende følgesvend, og den hedder konsekvens. Du har friheden til at vælge, men du har ikke nødvendigvis friheden fra virkningen af dit valg. Du har friheden til ikke at holde en aftale, men den anden har friheden til at miste tilliden til dig. Du har friheden til ikke at binde dig, men så kan du heller ikke automatisk forvente alle de fordele, der følger med en forpligtende relation.

Du har friheden til at gå, men den anden har friheden til at beslutte, at døren ikke står åben, når du senere får lyst til at komme tilbage. Du har friheden til at gøre, som du vil, men andre mennesker har også friheden til at reagere på det, du gør.

Netop dér kan AKAKA-allergien blive udfordret.

For nogle mennesker hører nemlig ikke: “Der er en konsekvens.” De hører: “Du bliver straffet.” De hører ikke: “Jeg har en grænse.” De hører: “Du prøver at kontrollere mig.” De hører ikke: “Jeg har en forventning til vores relation.” De hører: “Du vil bestemme over mig.”

Men et rimeligt krav er ikke automatisk kontrol.
En forventning er ikke automatisk et overgreb. En grænse er ikke automatisk en krænkelse af din frihed. Og det, at et andet menneske beder dig om at stå til regnskab for din egen adfærd, er ikke nødvendigvis et angreb.

Nogle gange er det bare virkeligheden, der banker på døren. “Hvem er det?” spørger man måske. “Det er konsekvens.” “Jeg er ikke hjemme.” “Jo,” svarer konsekvensen. “Jeg kan se dig gennem vinduet.”

AKAKA-stammen er selvfølgelig ikke en diagnose, og den findes ikke i nogen psykiatrisk håndbog. Mennesker kan have et anstrengt forhold til ansvar, krav, binding og konsekvenser af mange forskellige grunde. Det kan handle om tidligere kontrol, om traumer, om frygt for at miste sig selv, om umodenhed eller om undgåelse.

Det kan også handle om, at mennesket aldrig har lært at rumme følelsen af skyld, skuffelse eller ubehag uden straks at forsvare sig. Og ja, det kan også handle om noget så enkelt og menneskeligt som dette: Det er mere behageligt at have friheden end at tage konsekvensen.

Derfor behøver vi ikke være så optagede af at finde ud af, hvad mennesket “er”. Vi kan begynde et andet sted og kigge på adfærden, gentagelsen og mønstret.

Kan mennesket tage ansvar, også når det er ubehageligt? Kan det sige: “Ja, det gjorde jeg, og jeg kan godt forstå, at det påvirkede dig”? Kan det stå ved en aftale, når den første begejstring er væk? Kan det binde sig uden at opleve enhver forventning som et bur? Kan det rumme et nej uden at gøre den anden forkert? Og kan det acceptere, at valg har konsekvenser?

Måske er det vigtigste spørgsmål i virkeligheden, hvad der sker med menneskerne omkring det. For hvis ét menneskes frihed igen og igen kræver, at andre skal tilpasse sig, forstå, vente, undskylde, redde, glatte ud, tage ekstra ansvar eller bære følgerne, så er det værd at stoppe op.

Frihed og ansvar er ikke modsætninger. De hører sammen. Den voksne frihed siger ikke: “Jeg gør, hvad jeg vil.” Den siger: “Jeg vælger selv, og jeg står også ved det, jeg vælger.”

Så hvis du en dag sidder overfor et menneske, der begynder at vippe voldsomt med benet, klø sig på halsen, svede lidt ved tindingen og kigge febrilsk mod døren, lige efter du har nævnt ansvar, så vær opmærksom. Det kan naturligvis være pollen. Men det kan også være AKAKA.

Og hvis du selv genkender lidt AKAKA i dig, så er det heller ikke verdens undergang. Vi har alle steder, hvor ansvar kan nive. Det interessante er ikke, om vi reagerer. Det interessante er, hvad vi gør bagefter. Modenhed handler ikke om aldrig at føle sig trængt. Den handler om at kunne blive stående længe nok til at spørge: Hvad er faktisk mit her? Og hvad må jeg tage ansvar for, selvom jeg ikke bryder mig om følelsen?

For din frihed er din. Dit valg er dit. Og konsekvensen af dit valg er også din at forholde dig til. Det er dér, den voksne frihed begynder.

Ja. Sådan en “allergi”. Atju.

Kærligst Betina

 

#narcissisme #narcissist #toxicrelationships #giftigerelationer #psykiskvold #emotionelmisbrug #grænsesætning #ansvar #personligtansvar #relationer #parforhold #selvrespekt #selvværd #peoplepleasing #pleaser #overansvarlig #medafhængighed #traumer #traumeheling #nervesystem #relationstraumer #redflags #manipulation #gaslighting #selvudvikling